Female - en verden fuld af overraskelser

Female PART II

Puha hvor har jeg været væk længe og hvor har min verden ændret sig! Først og fremmest er jeg blevet (ufrivilligt) single for ca. 5 måneder siden (ALT om de maaaaange nye eventyr og betrådte jagtmarker følger de kommende dage ha ha.. rovdyret er tilbage ;-). Derudover mangler jeg kun at skrive speciale og vupti så er jeg indhaver af en cand.næsten.alt titel .. hurrraa for mig og klap dig selv på skulderen! Og ja.. så har jeg squ smidt næsten 22 kg (hvis føromtalte titel gav klap på skulderen, så må de 22 kg. give et klask med en spade.. eller.. en ny taske måske??)

De seneste 5 måneder er gået med at få ryddet op i følelserne, tanker, minder, skabe, arbejdet.. ja faktisk hele mit liv. Og nu hvor jeg er mere eller mindre igennem (kælderrummet mangler stadig.. grrr...) har jeg pludselig en masse overskud og energi som jeg ikke har følt i evigheder.

At lejligheden står skarpere end den nogensinde har gjort, hjælper også på det - WOW jeg har meget tid til rengøring og det er (indrømmet!!) en lillebittemikrosmule lettere at få røven lettet når det kun er mit eget rod der flyder og ikke Lieblings underhylere med spor, sure sokker, klamme fodboldstøvler, ildelugtende benskinner og alt muligt andet lort der ligger og flyder!!.. såeeh ja - jeg er sgu egentlig meget godt kørende!

DERFOR... (trommehvirvel tak)..

I'M BACK FOR GOOD!!! Ja for helved jeg er så!! Min blog er som en offentlig dagbog - den afspejler mit humør, er en oversigt over hændelser i mit liv og vigtigst af alt: en trip down memory lane whenever I feel like it, så ja for helved jeg er tilbage for fulde drøn!!!!

Og du kæreste læser, er selvfølgelig velkommen til at følge med i FEMALE PART II, som som altid vil være 100 procent ærligt omkring hvad jeg foretager mig, mine tanker, mine op- og nedture, mine mænd, mine veninder, mine drømme.. ja kort sagt alt der rør sig i en 20-something-årig kvindes liv!! WELCOME!!

Åhh den eksamen..

Har intet fået lavet på min synopsis idag (synopsis: 5 siders opgave, som ikke er karakterbærende, men som eksaminator kan vælge at tage udgangspunkt i til eksamen). Har lovet at aflevere den torsdag når jeg kommer hjem fra 'ferie', men jeg G I D E R bare ikke lave den.

Menneskehandel er sådan set et drønspændende emne, men min krop har sat sig for, at jeg istedet for bare at få lavet den (meget lille og lettilgængelige) opgave, skal trækkes med dårlig samvittighed helt til afleveringstidspunktet torsdag!

Har intet imod at skulle til re-eksamen her i aug/september måned. Jeg gider bare ikke lave opgaven og ej heller læse op til selve eksamen. Kan du stave til PARADOKS??!!!

Så dagen idag er gået med overspringshandlinger og en overvældende træthed, der sjovt nok altid melder sig, så snart jeg skal præstere noget hvad eksaminer angår! Lige på det punkt er jeg et sløvt læs, der allerbedst kan sammenlignes med en flodhest der ligger i vandet og daser - de gider heller ikke lette deres store krop for ingenting!!! Ding dong dynamolygte og vil nogen venligst give mig et los i røven? Det ser ud til at være det eneste der virker.. ikke at jeg har prøvet det.. endnu. Anyone??

Til når det bliver svært..

Følgende er skrevet som en kommentar til 'Lille My's' blog. Som en reminder til mig selv, poster jeg den også herinde: 

Måske I skulle prøve at tage en weekend væk? Det kunne i bedste fald bringe Jer tættere sammen og i værste fald (selvom det nu også er meget rart med en afklaring) få Jer til at indse, at det ikke skal være.

Måske I bare har glemt hinanden i hverdagens trummerum og trænger til fokus på Jer selv. Er du/I villige til at arbejde for forholdet eller gider ingen af Jer mere... og har du overhovedet talt med din mand om det? Det kan jo være han er af en helt anden opfattelse af situationen og meget gerne vil gøre hvad der skal til for at få Jer tilbage på rette spor.

Stemmer Jeres drømme stadig overens eller føler I den ene opgiver hele sit liv for at tilpasse sig den anden? Der er mange spørgsmål der kan virke afklarende.

Lieblings og jeg har kun været sammen i godt og vel 3 år, men vi har VIRKELIG nydt godt af gode råd fra en veninde (uddannet parterapeut), der gav os spørgsmål og redskaber til at finde hinanden igen.

En ting er sikkert: det bliver kun værre hvis ikke du tager tyren ved hornene!!!

hvad gør man...

.. når ens 18-årige søs skriver fra Italien at min til tider psyko-stedfar (for Jer der har læst med længe, vil vide, at jeg har haft et særdeles opslidende og undertrykkende forhold til min stedfar, foranlediget af næsten daglig skæld ud over småting eller total stilhed i flere dage) er flippet fuldstændig ud på hende og at alt hun ønsker er at komme hjem til mig.

Jeg ved præcis hvordan hun har det. Hun føler sig lille nu - så lille som en 3-årig der for første gang får rigtig skæld ud. Hun føler sig ensom og isoleret. Men værst af alt føler hun sig forrådt. Forrådt af vores mor, der uden indvendinger lader ham tale som han gør. Først har hun været gal på vores mor, men efterhånden som min lillesøs vil opleve det tilstrækkeligt mange gange, vil hun - som jeg - indse, at det ikke er fordi vors mor støtter ham i hans iagttagelser.. men simpelthen fordi hun er bange for ham. Bange for at hans vrede skal gå ud over hende.

Ingen skal tro at han udøver fysisk vold - for det gør han bestemt ikke. Men det psykiske spil er dælme også hårdt! Når han først springer, gør han det voldsomt. Så voldsomt at man tænker: Lige om lidt går han løs på mig. Og således tænkte min søster også betroede hun mig over sms.

For første gang nogensinde er hans dyriske vrede gået ud over hende for fuld kraft. Hun har i mange år levet som fars pige og er derfor blevet skånet for de helt store ture, som jeg desværre har oplevet stort set månedligt. De ture hvor man ikke tør bevæge sig op i stuen, af frygt for hvordan han reagerer eller af frygt for at mor ikke er hjemme så man med sikkerhed får skældsord med på vejen.

Det har været forbandet hårdt ikke at fortælle min elskede lillesøs om hvor hård han kan være i sine valg af ord. Indtil igår havde hun ikke oplevet det og troede derfor ikke på mig dengang jeg forsøgte at indvie hende i mine hemmeligheder, som jeg først for 2-3 år tilbage er begyndt at dele med en kusine og en særdeles tæt veninde. Et eller andet sted er jeg lettet over, at hun nu ved jeg talte sandt omkring hans psykopat-udbrud der med garanti kan få selv den hårdeste G.I. Joe til at knække indeni. På den anden side er jeg fandens gal over, at han nu lader det gå ud over hende og dermed sandsynligivs engang også vil lade sine sydende hades-udbrud regne ned over min lillebror, der om nogen har en plads i mit allerinderste. INGEN og jeg mener INGEN skal røre ham eller min søs! Hele mit teenage-liv har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at beskytte dem og FANDME nej om han skal få lov at ødelægge dem! NEJ og atter NEJ!!!

Men hvad gør man så, når man får en sådan sms-besked? Ringer og bestiller en flybillet? Sætter hende på en taxa mod Køwenhavn? Rider stormen af eller trøster? Jeg gjorde en blanding af de sidste to: fortalte hende at jeg ALTID er her for hende, at jeg ved PRÆCIS hvad hun gennemgår, at JA han er en F......-lorte-spasser-psykopat-nar der fortjener en ordentlig omgang woop-ass, så han kan falde lidt ned på et normalt niveau (eller i det mindste 15 gange hos en vredespsykolog), at det bedste er at undgå ham og IKKE lade hans humør indvirke på hendes sind samt huske, at hun er over 18 og derved sagtens kan flytte hjemmefra!! Det var hvad jeg gjorde og hvad jeg fortsat agter at gøre hvis det sker igen.

....

Han kan virkelig pisse mig af!

At vælge med hjertet er ikke altid nemmest

I april var det tid til at sige farvel til studiejob nr. 3 og finde nye græsgange at indsnuse virkelighedens verden fra (OH SKRÆK OG VE!! Nyt job = nye chefer = nye mennesker at imponere). Årsagen var, at jeg simpelthen ikke kunne lære mere i den stilling jeg var og at der ikke var ledige studiejobs i de andre afdelinger.

Afskeden var ikke sjov for nøøj et fornøjeligt og lærerigt år det har været, men fremad det skal jeg og så er der kun én løsning!

Efter en lille måned var der allerede bid og jeg takkede ja til en stilling i en stor offentlig virksomhed med næsten 400 ansatte. 3 uger inden min første rigtige arbejdsdag, var jeg med til årets personaledag for samtlige ansatte. Jeg nåede da også at møde top of the pop nemlig chefen og fortælle ham om mine planer: dit job er i fare min ven, for nu kommer JEG!! (ja ja selvtillid og en god portion humor har aldrig fejlet noget.. dumdristigt ja, men gjort er gjort).

Jeg fik en rigtig god fornemmelse af arbejdspladsen, men min nye kontorchef skulle jeg lige vænne mig til. Det var gået så godt til jobsamtalen (selvom det var VANVITTIGT vanskeligt at se bort fra hendes sorte hår på overlæben og en tunika der afslørede et par polkaprikkede mormortrusser hver gang hun bukkede sig ned. Er overbevist om ingen har fortalt hende, at hendes gamacher er VOLDSOMT gennemsigtige), men alligevel var der noget der føltes forkert. En følelse indeni at jeg måske ikke ville falde helt til på et kontor med auraen: vi-er-helt-tilfredse-med-hvor-vi-er-og-har-ingen-karriereambitioner-i-livet! Det er den ondelyme svært at udrette noget, på et kontor hvor der kun er stilstand. Så selvom det var en fed virksomhed, kunne jeg ikke få armene helt op!

Indtil...

Jeg fik et opkald fra ministeriet inden for mit felt. WOW, det havde jeg godt nok ikke regnet med. Og således tog jeg til en ny jobsamtale 12 dage før jeg skulle starte på mit nye job. Desværre viste stillingen sig at vedrøre områder der slet ikke er i min interessesfære og da jeg gik derfra havde jeg en fornemmelse af, at det var gået dårligt. Men hey.. ingen grund til at hænge med mulen over et job der ikke passer til ens profil.

Derfor var overraskelsen desto større, da de 1 uge senere ringede og fortalte at stillingen var blevet rykket til en anden afdeling og jeg derfor havde fået jobbet!! WOW WOW og atter WOOOW. Se lige mig blive glad som en 3-årig der lærer at cykle uden støttehjul (eller er de 4??).

Glæden var stor men også kortvarig.. for hvad med det andet job, hvor jeg skulle starte om mindre end 6 dage? Efter laaange samtaler med min mor om hjertets valg, hjernens valg og det at stole på sin intuition, gik jeg en torsdag morgen (skulle starte den om mandagen) den lange vej til virksomheden og bad om at tale med kontorchefen. Selvfølgelig spiste hun morgenmad med alle de andre fra kontoret og derfor blev jeg udsat for deres undrende blikke... hmprh.. NOT NICE!!

Med svedige hænder, et ansigt overdynget med svedperler, en allerede sjaskvåd serviet knuget i den ene hånd, aaaalt for meget tøj på og med flossede nerver gik jeg til bekendelse. Xministerium havde tilbudt mig et job som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg forklarede hvad hun allerede vidste: at området er det jeg gerne vil specialisere mig inden for og at det desuden giver adgang til en masse fede stillinger efter endt studietid. Jeg prøvede at være så forstående som overhovedet muligt og tilbød at blive den måned vi netop ville begynde på.

Intet svar.

Kontorchefen havde virkelig ingen intentioner om at gøre det lettere. Mage til skuffet og vredt ansigt skal man lede længe efter.. hun sendte mig på decideret tour rundt på hele kontoret og bad mig forklare årsagen til mit hurtige exit til de andre, for nøøøj hvor havde jeg skuffet hende:

Ja jeg troede jo jeg havde fundet den perfekte studentermedhjælper, men det havde jeg så alligevel ikke, sagde hun til en kollega der for en stund afbrød os.

"Nå men tak for det din %#¤%!&#%&" og tak fordi du virkelig prøver at sætte dig i mit sted!!", var alt jeg tænkte. Jeg vidste, jeg havde skuffet hende, for hun så virkelig potentiale i mig, men den måde hun håndterede det på var ikke særlig chefagtigt: hvorfor vil du væk, er det kontorets skyld, vi kan give dig lige så mange udfordringer som dem, jeg troede jo på dig m.m. OH MY GOD hun kunne blive ved. For helgoland..det har intet med DIN stolthed eller med DIN virksomhed at gøre. Jeg har fået et bedre job. SLUT PRUT!!!

Hos de ansatte på kontoret og i administrationen var der helt anderledes lykønskninger at spore: tillykke tillykke. Ja det kan vi godt forstå, stor mulighed, held og lykke, hvor er det fedt for dig. Min 'tak'-kvotent blev mere end opbrugt på turen rundt.. undtagen hos chefen. Først da jeg vendte tilbage fra rundturen kunne hun få tungen på gled: Du har ikke lært systemet endnu og derfor er der ingen grund til du kommer ind 6 gange og lærer ingenting. Pyha, at skulle opholde sig en hel måned på kontoret velvidende at jeg kun var der for syns skyld, kunne jeg slet slet ikke overskue.

Så snart jeg satte fødderne uden for bygning brød jeg sammen. Nøj hvor var det hårdere end beregnet. At det ikke ville blive nemt vidste jeg godt, men at chefen gjorde det til en pinefuld oplevelse hvor jeg skulle forsvare mit valg gang på gang... det havde jeg ikke forventet.

Heldigvis har jeg nu et job jeg er glad for. Allerede på 2. dagen følte jeg mig mere på plads end jeg på 4 prøve-dage nåede i den anden virksomhed. Her føler jeg mit potentiale bliver udnyttet. Jeg bliver udfordret af såvel kedelige standard-studentermedhjælper opgaver, såvel som store udfordringer der virkelig får min hjerne i gear. Hver opgave medfører nye problemstillinger og nye spørgsmål med sig. Jeg elsker det!!! Ingen (ej heller chefen) har været på kontoret i mere end 3 år og det betyder alverden. Alle er vi nye i gamet og alle støder ind i problemer der kræver de andres involvering.

Det var bestemt et svært valg dengang for et par måneder siden, men idag er jeg glad for jeg valgte med hjertet og ikke kun hjernen. Valgte jeg med hjernen ville jeg se bort fra mine egne ønsker og istedet kun fokusere på hvad jeg burde gøre - nemlig beholde det job jeg allerede havde sagt ja til. Sandsynligvis ville jeg have kørt død i jobbet og hurtigt fundet mig et andet, eller blevet i stillingen og fået en depression.

Nu laver jeg hvad jeg synes er fedt og det er da den største præmie af alle.

---------------------------------

Lidt bonus: 

Som jeg ser det, går jeg et travlt men alligevel mindre stresset efterår i møde. Fra kontoret har jeg (næsten) udsigt til søerne og har derfor også kun 5 min. på cykel til timerne. Ja der er mange opgaver på arbejdet og på studiet venter et par svære fag, men alt i alt skulle der med kun 1 job a 15 timer, være lidt mere plads til at agere I'm-living-the-life-of-a-student dette efterår.

Et sprængfyldt forår

Så hvad er der sket siden sidst? Well en hel del og så alligevel ikke.

Lieblings og jeg er stadig sammen. Vi havde det mildest talt rigtig dårligt i januar og februar, foranlediget af en svær eksamensperiode fyldt med stress og et irritabelt humør. En dyb enten/eller-samtale ændrede tingene, idet vi igen igen fandt ud af at det altså skal være os to, at vi er villige til at arbejde for at ændre tingene, at vi ved tingene ikke er grønnere på den anden side og at et forhold altid kører i bølger.. it must go down to really go up - nothing stays equal. Og nu kører det faktisk rigtig godt - med undtagelse af de (vel nok) sædvanlige problemer med mænd: MANGLENDE LYST (ifølge ham selv: evne) TIL AT DELTAGE I HUSHOLDNINGEN!

Hvad angår studiet fik jeg afsluttet efterårssemestret med et ok resultat: 7 og 10. Var helt og aldeles tudefærdig da jeg kom hjem efter den sidste eksamen. Det var uden sammenligning den værste omgang eksamenslæsning jeg nogensinde har været ude for. 2 computer break-downs, en hulens masser hyleri, desperation, vrede over studiet m.v. Så da jeg endelig var færdig, tilbragte jeg 4 dage på langs med så lidt overskud, at jeg ikke engang kunne tage sokker på. Det satte ikke kun en skræk i livet på mig selv, men så sandelig også i Lieblings, der havde forventet at jeg vendte tilbage fra de døde med fornyet kraft. Sådan gik det bestemt ikke. Først efter næsten 1 måned var jeg tilbage igen.. og ja det var altså den periode der var hård ved forholdet.

Forårssemestret gik med en hulens masse arbejde og kun lidt studielæsning. Alligevel var resultatet præcis som jeg havde håbet og ønsket: 2 x 10. For en stund overraskede jeg mig selv - jeg kan jo godt når det virkelig gælder!! Juhuu for mig!! 

Hvad arbejdet angår, har der været godt gang i den. I december forlod jeg mit ene studiejob. 3 er simpelthen for mange at dirigere imellem. I april havde jeg min sidste måned i studiejob nr. 2. Et drømmejob i en virksomhed, hvor jeg sagtens kan se mig selv gøre karriere. Den eneste grund til at jeg forlod stedet var, at jeg simpelthen ikke kunne lære mere nyt i den afdeling og at der - på daværende tidspunkt - ikke var plads i andre afdelinger. Så ud at søge videre. Hvordan jeg er endt hvor jeg er, vil jeg beskrive i et andet indlæg.. det var nemlig lidt af et drama!

Nu har jeg sagt mit 1. studiejob op. Efter 3 år føler jeg stadig jeg kan lære mere, men mit nye drømmestudiejob kombineret med et hårdt efterårssemester gør, at jeg simpelthen må prioritere. Lønnen er rigtig rigtig god og det bliver voldsomt svært at undvære det, men transporttiden og den sene hjemkomst gør, at jeg simpelthen bliver for stresset. Også kontakten og den hjælp jeg yder, gør at det bliver svært at undvære. Målløse ældre, grædende enlige, jublende par.. en positiv afgørelse har mange ansigter og alle er lige værdifulde! ikke desto mindre må jeg prioritere mig selv og skære de værste stressfaktorer væk. Hvad der skete i januar og februar må under ingen omstændigheder ske igen.

puhha en hurtig update i mit liv.. og ja der kommer flere :-)

Back.. again

Gider ikke komme med lange forklaringer om hvorfor jeg har været fraværende i godt og vel 10 måneder. Livet går sin gang og af og til skal man bare være out there instead of in here. Og det har jeg så været - out there altså!

Havde faktisk næsten glemt min blog, indtil Lieblings en dag spurgte til den:

Hva.. blogger du nogensinde?

Og nej det har jeg ikke gjort - men for ikke at kæmpe med dårlig samvittighed og alt muligt andet, vil jeg sige VELKOMMEN TILBAGE TIL MIG og gå om bord i skriverierne..

Tittebø til verden!

Sidder alene en fredag aften.. with nothing else to do but read - not the good stuff.. just homework!

Hvor dælen er mit altoverskyggende venindeliv, cafeliv, fredagsbarhygge og aftaler med familien blevet af? Er jeg allerede gammeljomfru og skal til at bruge weekenderne på at strikke?? Nøøhh.. det tror jeg nok liiiige jeg gerne vil undgå!

Men bortset fra det, så kunne jeg godt bruge en hjemmeaften for mig selv, og rent faktisk få læst de lektier jeg er så hulens langt bagud med. Lieblings er til fredagsbar med arbejdet og skal efterfølgende til fest hos en kammerat der oh skræk og ve ikke kan drikke den næstkommende måned grundet mundoperation - ikke desto mindre er det den perfekte mulighed for mig, for at være mig selv lidt.. få læst... og selvfølgelig plejet min blog!

... (tænkepause)...

Jeg vil sq egentlig hellere ud til alle de feststemte mennesker der befinder sig i gaderne i disse dage. Flankeret af OL-værtsby-afgørelsen og at ALLE lige har fået løn (eller dagpenge - man ved jo aldrig i disse tider), fremstår byen som sand OPIUM for alle festhungrende og alene-hjemme-studie-kedelige-FEMALES!

... (tænkepause)...

 Jeg gør det!!! Tittebø du store verden.. her kommer jeg!

SEE YOU ON THE OTHER SIDE (tomorrow I mean)

O-ba-a-ma

Så så man lige verdens mest kendte 'Michelle'. Og ja det er sæføli O-ba-a-ma Michelle der er tale om. Hendes karavane kom kørende og det kunne lissom høres på laaaaang afstand (hun var flankeret af ikke mindre end 6 motorcykelbetjente, 1 politibil, 4 sorte biler OG en lægeambulance) - specielt i mogentimerne hvor folks miner tydeligt bar præg af frygten for det snarligt kommende efterårsvejr og derfor ikke sagde et kuk!

Nå men de her politimotorcykler drønede forbi det bedste de havde lært - desværre for kortegen, med lidt for stor afstand. Omkring 30 meter foran mig, vadede en tilsyneladende uskyldig mand ud på kørebanen, så de store biler måtte sagtne farten lige præcis længe nok, til at man kunne kigge ind af foruden og se Michelle Obama sidde med hovedet tittende frem mellem de to forsæder. På samtlige andre biler, rullede vinduerne ned og ubehagelige Secret Service-mænd stak deres skaldede hoveder ud og gloede ondt på de udskyldigt forbipasserende..

Nå nå .. men det er jeg sådan set ragende ligeglad med - for jeg fik set Michelle Obama!! WUUUHUUUUU! Altså.. hendes hoved i hvert fald - og hendes MEGET hvide tænder!

Det eneste jeg mangler, er at Oprah banker på min hoveddør og udbryder: You're on Oprah - let me fulfill one of your dreams! Mæææn.. det sker nok aldrig..

Skammens lange vej

Har sneget mig uden om sandheden længe nok (ikke løjet, bare aldrig nævnt det). Jeg har altid følt det var et lidt for privat emne til at dele med alle derude. MEN, nu går jeg ned af skammens lange vej og har i den forbindelse besluttet, at jeg lige så godt kan gå hele vejen, frem for at dreje fra halvvejs!

Jeg har herpes genitalis - og det er NOGET VIRKELIG FUCKING LORT!

Det blev første gang konstateret for ca. et års tid siden! Jeg havde i 5 dage vandret rundt som var benene tapet sammen, og det var mig kun muligt at bevæge mig fremad med bittebittesmå skridt. Forsøgte jeg mig med andet skar en altovervældende smerte gennem mit skridt. Blærebetændelse var min og venindernes indskydelse - jeg mener, hvor faen skulle jeg vide anderledes? Har aldrig lidt af blærebetændelse og alle har hørt at det er denne lidelse der gør at man tisser glasskår! Så hvorfor faen skulle jeg tro anderledes?

Nå men på 5. dagen vågnede jeg op med så svære smerter, at en sygemelding skulle til, en hastetid hos lægen, 109 kr. til taxabon og 4 forsøg på at sprede benene tilstrækkeligt til at (den MEGET gamle)læge kunne få en prøve - smerte, smerte, smerte!!!

Han behøvede ikke engang vente på svar og med det samme satte han mig på receptpligtig medicin: 800 mg. x 5 pr. dag i 5 dage - VOLDSOMT! Og så var medicinen ikke engang mod herpes, men mod helvedsild! Tro lige jeg var ved at falde bagover.. nå men til alt held virkede pillerne allerede efter 20 timer og ENDELIG kunne jeg tisse for første gang i 5 dage (ja jeg var dehydreret for af en eller anden mærkelig grund, får kroppen mindre lyst til væske i sådan en situation.. eller.. øhh er det ren indbildning? Det føltes i hvert fald sådan!)

Så meldte spørgsmålene sig: hvem smittede mig, har Lieblings været mig utro, er det helt tilbage fra den første jeg var sammen med uden kondom, hvor mange kan jeg have smittet..??

Puhaa.. endnu mere rundtosset. Heldigvis tog Lieblings det pænt (selvom jeg er overbevist om det er hans utallige eskapader som ung ustyrlig 16-17 årig der har pålagt mig denne forbandelse.. men.. you'll never now for sure) og mindede om, at han jo ikke havde haft et udbrud endnu og muligvis derfor ikke var smittet. Jeg mindede ham om at 10 måneders sexeskapader uden kondom, sandsynligvis havde udryddet ethvert håb for ham..

.. og ja.. Lieblings fulgte trop ugen efter med udbrud i en lidt mildere grad! ØV FOR DÆLAN ALTSÅ!

Det sker aldrig for mig, kun for naboen.. niksen biksen kære Female, denne gang stod din dør for skud-- denne gang var du naboen!

Tilbage til fremtiden....................

Nu er der så gået et år med herpes ca. 1. gang hveranden måned. Og sjovt nok altid i en periode efter heftig gang i lagengymnastikken! Lige når man troede der ENDELIG var kommet gang i det gode sexliv (som Joan Ørting omtaler det), så kigger lystdræberen lige forbi og viser sine mange onde hoveder.. gerne på os begge to samtidigt! FUCK; HELVEDE; LORT; PIS; KORØV og alle andre bandeord!!!!

Har så været til (reserve)lægen idag, der ordinerede ny medicin. Hun kunne slet, slet ikke forstå at vi havde fået ordineret så stærk medicin, for på lægernes interne hjemmeside (eller noget lignende) optrådte den dosis ikke i forbindelse med herpes. Den anbefalede dosis var 4 gange mindre end ordineret i til mig!

ØØØHHH NÅÅÅ, men jeg er jo lissom ikke læge, så hvor faen skulle jeg vide fra at det er langt over anbefalet dosis?? Okay ja, jeg indrømmer jeg undrede mig lidt, da der stod helvedsild på dåsen, men ærlig talt så stoler jeg jo på en læge der har været så længe i branchen at han nu er pensioneret! Ja men det plejer også kun at være i de rigtigt slemme tilfælde! Nå, men søde skat, så siger det jo lidt om tingenes tilstand dernede ik? Og det er der sq ikke særlig meget fedt i!

(Reserve)lægens besked var, at såfremt den nye medicin ikke slog det ned, ville vi straks få en henvisning til en specialist i kønssygdomme!

....

....

Hvordan faen skal jeg så blive meldt ind i 'Danmark' spørger jeg bare.. og hvordan skal jeg få overleveret beskeden til Lieblings??

Hey du..nu skal jeg fortælle dig om en rigtig sjov udflugt jeg har planlagt...!

Naarrjj.. den virker nok ikke!

Noget fucking lort det herpes er. Et godt råd til ALLE JER DERUDE: Brug beskyttelse, før det er for sent. Har haft klamydia og lider nu resten af mit liv af herpes.. og nej.. det er fandme IKKE sjovt at ringe rundt til gamle flammer og supersmarte ekskærester: 'duuøøhh.. der er lige noget jeg skal fortælle'!

Jo ældre man bliver jo længere bliver skammens vej. Derfor: Beskyt dig, eller forbered dig på at turen down the road kan blive RIGTIG lang!

Aldrig sige aldrig

Jeg troede aldrig dagen igen ville oprinde hvor jeg rent faktisk savnede min moar inderligt og fuldstændig håbløst, som kun en datter kan savne sin mor!

Efter mange års kontroverser og overvejelser om hvorvidt min mor var en person jeg ville vælge at omgås, såfremt vi ikke havde dette specille tilhørsforhold til hinanden, er savn ikke en vanlig følelse jeg føler for min mor.

MEN, igår eftermiddags fik jeg pludselig en klump i halsen og et stik i hjertet, der kunne mærkes helt ud i fingerspidserne, da vi sms'ede lidt sammen.

Og ja.. for første gang skrev jeg til hende, at jeg savnede hende og meget gerne ville komme til middag fredag aften. At hun svarede tilbage med 'det lyder rigtig hyggeligt. Vi vil meget gerne se dig', var hendes måde at sige i lige måde på!

 Det var nu dejligt!

Klar, parat, studiestart!

Efter sidste uges sløvende time-killer influenzaaaa, er jeg nu up and running igen (ahh, okay..ikke ligefrem running, men det lyder nu meget lækkert og SUNDT!) og helt klar på et nyt semester, der byder på to så absolut fede fag!! Jeg har helt selv valgt dem - ingen input fra veninder, Liebliengs (som jo faktisk ej heller forstår sig på disse emner - Undskyld, men det er sandt) eller familie.

Disse to fag er et produkt af MINE valg, interesser og så lige en stor portion held oveni - for ja det var heldigt, at der var plads på lige netop disse fag! Jeg jubler og Gud ånder lettet op (er sikker på han - på trods af jeg ikke er überkristen - er lykkelig for, at slippe for mine forbandelser og sydende bekendelser om hvorfor jeg afskyr det og det og hvorfor det hele dog for fanden ikke bare kunne gå efter mit hoved! Bare for én gangs skyld. Det gør det så her til efteråret, så ikke flere af den slags fornærmelser fra min side af... lidt endnu i hvert fald)!!

Så ja, jeg er klar, parat til studiestart!

Bring it ON!

Bange og forgrædt!

Okay bliver nødt til at have det her ud af verden, for kan ikke dele det med andre. Det må jeg ikke! Situationen har dog rystet mig i min grundvold og jeg er nu bange for at udvikle en lille angst på det område - derfor SKAL det ud. Ud i et forum der ikke kender mig og som ikke kender hende!

Min (i dette indlæg kaldet) meget nære rejser tit på betalte 'forretningsrejser' for staten. Jeg har kun en enkelt gang været bange før en rejse, da instrukserne til hele gruppen var ikke at sove for at hindre tilbageholdelse. Rejser til Afrika er som regel intet problem, da de er mange afsted og/eller altid har en mand med.

MEN, torsdag formiddag gik det ret hurtigt op for mig hvor hun havde været henne denne gang! Og DER blev jeg VIRKELIG bange. Hun havde intet fortalt om destinationen denne gang og ej heller om formålet. Og ja, nationens dækning af begivenheden har gjort den farlig. Farlig for de implicerede personer, hvor enkelte allerede har modtaget trusler! Det skræmmer mig fandme, at hun ikke fortæller sådan noget - man er ikke forberedt og når det rammer som et lyn fra en klar himmel såeh.. lidt ligesom dengang det hele brød ud (endnu engang) mellem to stridende lande. Meget nære var dernede og kom heldigvis sikkert over grænsen til til det ene land blot 20 timer inden alt blev lukket og der ingen muligheder var for at komme hjem! Det var altså skræmmende at smughøre hendes til tider hikstende fortælling om turen. Om snigskytter, korrupte betjente, venlige borgere, skræmte flytgninge osv.

Min meget nære er sindssygt dygtig til sit job og bliver derfor ofte valgt til hårdere opgaver. Men hvor er det bare ekstremt hårdt at hun ikke må fortælle os noget før bagefter - hvad nu hvis der sker hende noget og jeg ud af det blå får at vide hun er tilbageholdt i et fremmed land? Og det uden jeg vidste hun var afsted.. Det skræmmer mig og får mig altså til at græde lidt. Jeg elsker hende jo..

Influenza 09

Hun sigter, hun løber, hun skyder, hun scorer.. og WUUUHHUU årets influenza er i hus! Fed præmie med tillæg i form af 24 timer med 40,2 i feber, migrænelignende hovedpine, svedig glinsende krop (ENDELIG noget jeg kan bruge til noget.. eller.. øv!), ømme led og smertende hud (INGEN berøringer tak) og slutteligt 2 dage i absolut mørke og stilhed efterfulgt af 3-4 dage på sofaen ikke langt fra min bedste ven, der normalt altid fremstår hvid, blank og imødekommende: toilettet. WUHUU! Desværre er det jo sådan at jeg må og SKAL dele min præmie med mange tusinde andre danskere - de få udvalgte er så heldig at score årets HELT store præmie som jo er the sweineflu! Nej, så heldig var jeg sq ikke i denne omgang. ØV DA!!

Okay.. så er jeg færdig med mit sarkastiske islæt og kan nu berette på ærlig vis om en uge med sur arbejdsgiver (kendere vil vide at jeg har mange jobs, og mine cool chefer priser jeg mig mere end lykkelig for), en sej mor, en forstående Lieblings og en helveds masse ynkeri!

Præmien kom i hus mandag aften (Lieblings så det komme for jeg skiftevis tudede, ynkede, snerrede og kælede - et sikkert tegn som han kaldte det) og brød ud i fuldt flor natten til tirsdag. Første undervisningstimer på uni blev derfor skippet (SUCKS), arbejdsgivere underettet og lægen kontaktet.

Min temperatur? Øøh, det ved jeg ikke for jeg ejer intet termometer!

Ikke særlig smart Female, for jo, en sådan smart finurlig opfindelse har enhver med omtanke for sig selv selvfølgelig et eksemplar af! Nå men nøjagtig 5 timer tog det mig at få tøj på, slingre hen til apoteket (de der bygningsarbejdere kiggede liiige lovligt længe på mig synes jeg nu nok. Never seen a dead girl walking before?), komme foran i køen, købe '..sådan et tempramometer' og få snøvlet mig sikkert hjem igen - blot for at finde ud af at moar var på vej med endnu et og at jeg rent faktisk havde bevæget mig udenfor med 40,2 i feber! Det er faktisk RET SEJT GÅET (klapper mig selv på skulderen)!

Aftenen efter sidder Lieblings på sengekanten og taler sødt til mig, da jeg lægger an til en lille prut. Men ud kom ingen prut - ud kom vand! Ej skat, fjern dig lige, jeg har skidt i bukserne! Helt ærligt - endelig sidder den travle mand og hælder ud af sit hjerte til mig, sin syge elskede (ja det er pladderromantisk, men det kaldte han mig altså) og så afbryder jeg med en løbetur til toilettet og ulækkert stads i trusserne!! Må sådanne præmier gives retur eller foræres væk som hadegave til nogen man virkelig ik ka li? SIG NU JA, please?!?!

Torsdag formiddag foretager jeg som lovet et opkald til min chef i underholdningscenteret og beretter om min tilstand. Jeg bliver på ingen måde klar til en 20-06 vagt fredag aften, og slet ikke til at stå i et ulideligt varmt køkken og lave pizzaer til sultne forstadstosser, unge gymnasieelever og vi-er-byens-hårde-kerne-(og-I-kommer-aldrig-videre-)drenge! 5 sek. stilhed før eksplosionen, der munder ud I at jeg alligevel skal tage turen nordpå om SENEST 3 timer! FUCK DET ARBEJDE, har i virkeligheden mest af alt lyst til at skrige og blive væk - men kollegaerne kan jeg bare ikke byde den situation! Off I go, med 38,4 og håber den ikke stiger til 39!

Så tak for den vidunderlige præmie jeg vandt i mandags for veludført arbejde! Får jeg chancen igen, kigger jeg væk og laver en afbrænder a la Preben Elkjær på straffe (så længe mine bukser ikke revner)!

træt idag!

ja det er jeg altså..træt idag - kan ikke overskue at skrive om mit delvist vellykkede besøg på frisørskolen eller om en bekendts død!

Det vil jeg forsøge på imorgen...

 zzzZZzzzZZ

LORTEstunt på Lyngby Station

Jeg ved ikke om det bare er mig (det tror jeg bestemt ikke), men er det ikke sådan at man bare ikke kan skide på 'fremmede' toiletter? Sådan har jeg det i hvert fald. Godt nok er svigermekanikkens lille koøje af et toilet som sådan ikke fremmed længere - men om jeg gider sidde med røven bar og en lort halvt hængende ud af numsehullet, mens Lieblings papbror på 15 år kommer vadende ud til en stank, der får næsehårene til at svitse af, fordi der ingen nøgle er.. NEJ TAK! Så langt hellere en uskyldig lille tissetår, der kan overstås på et minuts tid (alt imens jeg spærrer døren med ene fod, mens jeg krampagtigt holder røven lige præcis på den rette side af brættet, så tisset formår at ramme ned i kummen og ikke ved siden af - ja det må sq se sjovt ud. Hvad gør man ikke for at have æren i behold?)! 

Nå men i torsdags skulle jeg virkelig på toilettet, da vi ankom til stationen. Maven begyndte at rumle på den der ufede måde (er det overhovedet maven eller tarmene der er halvt på vej i tarmslyng fordi jeg endnu engang har indtaget ca. 1 kg. mad for meget og dermed sætter dem på hårdt overarbejde), så man ikke ved om det er en prut eller 'prut med bonus' der er på vej. Ondt i maven havde jeg i hvert fald, og da begge offentlige toiletter allerede var låst af, havde jeg intet andet valg end at udholde de næste 40 min. med svær mavepine! ØV..

Så langt nåede jeg dog ikke, for lige før Lyngby Station begyndte det at gå rigtig galt. Jeg kunne hverken sidde, stå eller ligge ned - alt jeg kunne fokusere på var, at jeg skulle skide N U - altså NU og ikke om 5 min. Lieblings var så venlig at spørge om han skulle holde en pose (HOLDE EN POSE?? Godt nok er vi rimeligt tætte, og han skider med halvåben dør,.. men at han ligefrem vil holde en pose under mit røvhul og sidde med snotten direkte oppe i MIT lort, mens jeg flasher bar numse til samtlige passagerer der kigger i vores retning....ajmen DET var bare slet SLET ikke en mulighed!

Da toget rullede ind på Lyngby Station, var jeg efterhånden grædefærdig over smerterne og jeg så derfor ingen anden udvej, end at småløbe (så godt det nu kan lade sig gøre med ballerne knebet HELT sammen) hen til området med cykler (for Jer der ikke kender Lyngby Station, er det modsatte side af busserne, og derfor ikke så befærdet område - til gengæld er der fri udsigt for alle togene der ruller ind på stationen), finde en afsides krog, hive ned i bukserne og så ellers give los!

Og hold da op.. ikke nok med jeg skulle skide - jeg havde åbenbart tyndskid af værste grad! Så ja, det fløj omkring og satte sig på blade (undskyld kære dyr der har befundet sig lige netop dét), kantsten og græs! ADR! For Jer der har set hvordan en ko kan skide når den har tyndskid - så forestiller jeg mig at det nok har set nogenlunde sådan ud! ØV FOR FANDEN OG HVOR ULÆKKER ER MAN LIGE!!! Til alt held havde jeg medbragt et nydeligt eksemplar af Urban-avisen, der den dag var så heldig at blive brugt som toiletpapir! Juhuu...eller noget :s

At jeg efterfølgende finder ud af at Lieblings stod under 6 meter fra hvor jeg gav udtryk for mine behov - tjaa.. det var sq ikke så feminint. Men okay - det er hans eget valg! Han kunne jo bare have holdt sig lidt længere væk! Og jo, selvfølgelig gik jeg i bad da jeg kom hjem.. det fjernede dog ikke følelsen af at være lidt småklam! Til alt held var det dog ikke mig, der mødte op tidligt fredag morgen, glad og frejdig ved udsigten til snarlig weekend, og trådte i en mennesketyndskidslort! Undskyld til vedkommende der gjorde det.. men jeg havde VIRKELIG brug for at komme af med mit lort! Så undskyld for mit lortestunt - er ked af hvis det ødelagde dagen for en anden! 

Menses!

Så er tiden kommet. Perioden der både kan komme som en forløsning men som også kan være 5 dage i absolut helvede - ikke mindst når det kommer på det mest ubelejlige tidspunkt. For ja - grundet stress og alt for meget arbejde er min menses gået fra at være punktlig (d. 28 ca. kl. 13.45) til at finde sig til rette i min livmoder omkring midt i måneden! Og det er denondelyme belastende når Lieblings og jeg lige har haft en Anni-Erik krise og EEEENDELIG har fået ordentlig gang i sexlivet (lad os nu se om det varer ved eller om det forsvinder mellem fingrene på os, lige så hurtigt som en prut forlader numsehullet!!

Så ja.. menses er bare fucking-hamrende-virkelig-langt-ude-irriterende denne gang, og det mener jeg sq! Kvindelighed langt op i røven og fuck hvor er jeg ligeglad når det er ensbetydende med blod, mærkelig lugt, træthed, besværlig sex (det kan bare ikke lade sig gør på 1 m2, når det betyder der er blod ud over det hele) og toppen af det hele: gennemvædede trusser fordi tamponen ikke lige kunne klare 4 timer! ØV altså hvor er det surt! Ikke nok med at jeg skal bruge 1 almindelig bind OG et natbind for at holde mig tør om natten (lyder som en gammel dame på plejehjem der tisser i sengen om natten), men på højst mærkværdig vis får jeg altid de der svage røde linjer, der med al tydelighed (uanset hvor svag den røde farve så end er), markerer hvor bindet har siddet! ØV ALTSÅ HVOR KAN DET BARE VÆRE SURT AT HAVE MENSES...

MEN.. så er der jo altid de gange hvor menstruationen kommer som en forløsning - de gange er jeg altid DYBT taknemmelig for min livmoder! Og ja.. når jeg engang skal være mor, er det igen min livmoder jeg kan takke for det skønne barn jeg og den (i samarbejde med min mand) har frembragt! Med det søde kommer det sure.. og når det søde er et barn (gerne to), så kan jeg sq godt holde de 5 dage ud om måneden! 

Ugen der gik..

Hold da kæft for en uge det har været. Op og nedture har der været masser af, hvilket jo egentlig er okay, meen, af og til er det næsten for meget af det gode! Så er det VIRKELIG man kan mærke at man lever!

Nå men her følger min uge..

* skrev en(dnu en) opsigelse til meget magtfuld chef, men som altid fik jeg den ikke afleveret. Han tilbød nemlig kr. 500 til fri afbenyttelse til en middag ude! Nøøøjj hvor er det altså svært at komme væk fra den arbejdsplads - og hold da kæft hvor skal der lidt til før jeg kommer kravlende tilbage! Det er SÅÅÅ DÅRLIG STIL!

* Lieblings slog op, fik mig helt i kulkælderen, for derefter at vende tilbage og igen sikre sig smil og glade dage i nørrebronxlejligheden! (Jeg mente det jo ikke sådan rigtigt!... øøh nej men så skal du den ondelyme ik sige det!)

* Blev forsonet med min Oldemor efter 1 måneds skænderi. DEJLIGT!

* Overtrak min konto med godt og vel 1.000 kr. Hvordan fanden skal jeg forklare bankmanden at han skal låne mig 50.000 når jeg den sidste måned har knaldet ALLE mine penge af på tøj, mad, togkort og tant og fjas?? DUMT FEMALE.. rigtig dumt!

* Fik SINDSSYGT meget ros fra det nye arbejde. Min afdelingsleder vil gerne tilbyde mig en fast stilling efter kandidaten - på trods af jeg først starter med at læse cand.xxx nu! WOW!!

* Var i byen med frisørveninden, der skulle have været gift igår! Vi fik tudet, hylet og grinet!

* Lieblings glemte meget hurtigt mandag-onsdagens 'pause' og begyndte allerede at tale om 'Når vi bliver forældre såå..'

* Opdagede pludseligt at det allerede er imorgen jeg skal ind og deltage i fag-tombolaen og ikke om halvanden uge. P A N I K, for hvad faen skal jeg vælge!?!?! Som sædvanlig har jeg udskudt fag-udvælgelse til sidste øjeblik og nu aner jeg ikke engang hvilke fag der udbydes dette semester. FUCK FUCK FUCK!!!!

* Har givet Lieblings 4 blowjobs siden i onsdags! WUHUU.. dejligt at sexlivet er oppe at køre igen! Og ENDELIG har jeg lært at give ham et dejligt handjob - han har sq været lidt svær at greje - men NU er den der!

* Lieblings har lovet et godt knald her senere - forhåbentligt giver det et godt kick til næste uge, som helt sikkert vil byde på flere SKØNNE seksuelle oplevelser!! Ummm..

Cigabøvs!

Ja det trænger jeg sq til!

Må hellere til at være voksen og indrømme over for mig selv at jeg er ryger! Ikke selskabsryger, ikke hverdagsryger, men et sted midt imellem! Ikke noget med at smyge sig udenom længere, og komme med 10.000-vis af gode undskyldninger for, hvorfor jeg IKKE er en 'rigtig' ryger! For ja.. jeg synes sq det er LANGT FRA COOL at ryge! Det er usundt, man lugter, fingrene bliver gule, hudens elasticitet forsvinder hurtigere og hvor fedt er det lige at slikke et askebæger om jeg må spørge?? DERFOR har jeg så SKIDE svært ved at indrømme det!

Men ja.. jeg ryger engang imellem og er derfor også ryger. Jeg forsøger at holde det til maks 3 om ugen.. så tjaa... men ja jeg ryger - og ja jeg tager en cigabøvs lige så snart det her indlæg er posted!

Sådan nu er det sagt!

'Bye Bye Wedding'..

..var min frisørvenindes ord forrige fredag. Idag er dagen hvor hun skulle have været gift og derfor dedikerer jeg et indlæg til hende. Nå, men sådan skulle det altså ikke gå med det bryllup. Sidste fredag tikkede en 'runde-besked' ind på mobileos, der lød som følger:

'Hej Alle. Jeg må desværre meddele at brylluppet er aflyst. Vi har været for hurtige og ikke gennemtænkt situation. Det er ærgeligt, men jeg håber I forstår den svære situation vi nu står i. Knus'

HOLD DA OP hvor må det have været UFATTELIGT svært at tage den beslutning, og jeg havde på fornemmelsen, at det var frisørvenindes afgørelse og ikke hendes (tidligere) forlovede!

Da vi fik talt ud om tingene i mandags (jeg overnattede hos hende, den dag Lieblings havde gjort det forbi (og så alligevel ikke - læs sidste indlæg)), viste det sig da også, at det var helt og holdent hendes beslutning. Ikke nok med hun havde aflyst brylluppet, hun havde tilmed også afsluttet forholdet! WOW for en kold spand vand fyren fik i hovedet, blot én uge før det der skulle have været hans livs lykkeligste dag!

Årsagen til bruddet skyldtes ikke, at de kun havde kendt hinanden et år - og at hun startede med at være hans chef! Nej det var en helt anden og meget uventet årsag, der kom frem i lyset:

'Jeg tror han er bøsse, men at han bare ikke vil indrømme det over for sig selv og sine omgivelser'

ØHH nå! Og hvad svarer man lige til det? Hvis det så bare var forholdet der ikke fungerede, eller han var et egoistisk svin. Men nej, noget så svært som en fornemmelse om at kæresten er homoseksuel - Den har jeg sq ALDRIG stået overfor før! TÆNK Female, TÆNK!! Sig et eller andet, bare et eller andet, var det eneste der gik igennem hovedet på mig..

'Hvordan er du kommet på den ide (velvidende at hendes tidligere forlovede var MEGET feminin) og er du nu sikker?'

Nej hun var bestemt ikke sikker, men alle kunder i forretningen, hendes egen familie, kærestens familie, venner der havde mødt ham men ikke anede hvem han var (altså i et forhold med hende).. samtlige kommenterede hvor feminin han var og flere havde nævnt, at hvis der var én der var bøsse i den forsamling, måtte det være HAM! Og ja, det faldt forståeligt nok ikke i god jord hos frisørveninden og snarlig brud. Jo tættere brylluppet kom, jo mere virkeligt synede skrækscenariet: At stå med hus, børn, bil og fællesøkonomi og se manden forsvinde hånd i hånd med sin loverboy gennem flere år! Eller oh ve oh skræk..finde manden i seng med en anden mand!!! Det kunne hun simpelthen ikke overskue. At hun heller ikke i længden kunne leve med en så feminin mand, spillede bestemt også ind! Så selvom hun elskede (og stadig elsker) ham, var det hendes klare valg, at de ikke skulle være sammen. 

Det skal lige tilføjes, at hverken frisørveninden eller jeg har noget imod homoseksuelle, men fandme om det skal være VORES fremtidige mænd, der falder til den anden side!! Om jeg kan undgå det vil jeg det sq helst - og sådan har frisørveninde det forståeligt nok også!

Ikke desto mindre: Det var FANDME en KÆMPESEJ beslutning hun tog. Det kræver mod at at afslutte et forhold, men det kræver en FANTASTISK MODIG SUPERWOMAN af afslutte et forhold blot en uge før brylluppet! Så smukke, hvis du nogensinde finder vej til dette forum, skal du vide, at selvom tiden er svær nu, er du LANGT stærkere end MANGE andre kvinder og derfor DU er en ÆGTE heltinde for mig!  

Ufrivilligt single og så ik alliwel / Det' slut!

Nu er det officielt.. jeg forstår mig ikke på mænd. Lige så forstående som vi kvinder bestemt kan være, lige så komplicerede kan mænd sq være. Og sådan var Lieblings i mandags.

Jeg brugte weekenden på fyn hos min mormor, med et kort smut forbi min ene kusine (ud af 6) og min farmor. Rigtig dejlig weekend - mææn lidt lang når nu Lieblings ikke var der til at kysse mig godmorgen eller godnat.

Derfor var glæden stor da mandag oprandt og jeg ENDELIG kunne finde mig til rette i Lieblings favn. Blot 6 timers arbejde skulle overstås forinden. MEN.. sådan gik det ikke. Jeg var på arbejde da Lieblings ringede og var derfor noget kort for hovedet. Hos meget magtfuld chef tales der ALDRIG privat. Den eneste årsag til jeg besvarede opkaldet, var fordi mit hjerte blødte af afsavn (ha.. da vidste jeg ikke hvad det vil sige når hjertet bløder). Stor var chokket derfor da Lieblings koldt sagde: Vi har noget vi skal tale om. NU!. Øhh okay da! Min nysgerrighed overvandt alle faresignaler og jeg spurgte ind til hvad problemet var. 'Jeg tror ikke vi skal være sammen mere!'. Tak for kaffe og smid lige en atombombe i hovedet på mig en mandag morgen. HVA FAEN SKETE DER?? Hvor befandt jeg mig da verden tilsyneladende kollapsede?? Ikke i denne verden - det er helt sikkert.

Nå men efter skrig, skrål og masser af våde dokumenter, som bestemt ikke måtte blive våde, kom jeg dd af døren, ind i taxa og blev hurtigt 237 kr. fattigere. Tårer ud af øjnene, snot ud af næsen, en ikke sammenhængende tale, uglet hår og naaarrjjj et ynkeligt syn jeg var (Thank God for vandfast mascara). MEN.. jeg var hjemme. Ikke så lang tid efter kom Lieblings ind ad døren. Jeg sad i sofaen med benene trukket godt op under mig.. afventende..ude af stand til at samle tankerne.. nervøs..flæbende..snøftende.. håbende!

Alt blev dog blæst væk med ordene, som ikke blev sagt med blikket rettet mod mig, men med blikket mod gulvet. Det slut!! Endnu en atombombe.. denne gang langt mere tydelig og ødelæggende end den første. Hiroshima om igen. Efter 35 min. var han allerede ude af døren, med en taske og ingen intentioner om at vende tilbage før torsdag (red. idag).

Aldrig har det føltes som om mit hjerte blev revet ud før denne dag. Aldrig har jeg tigget, bedt og tryglet en person om at ændre sin mening. Aldrig har mit selvværd ligget på et så fjernt sted og tanken om at gøre alt, ALT der skulle til (inkl. at nedværdige mig selv til at tigge) været så altoverskyggende. Tanken om at være uden ham virkede som en uoverkommelig hindring i mit liv. Gennem de seneste 21 måneder har Lieblings været min støtte i alt med familien (og ja der har været mange  problemer), rejsen og det økonomiske, studiet, mine jobs osv.

En times tid efter han var gået blev jeg hentet af min dejlige veninde (der har aflyst sit bryllup - mere i næste indlæg), der med det samme kom og hev mig op fra gulvet. Tudende, ude af stand til at tænke én tanke færdig førend den næste overtog, sked jeg hul i alle regler og sms'ede og ringede det bedste jeg havde lært (jeg elsker dig, eneste ene og alt mulig andet fra mit blødende hjerte). Fuck de regler, Lieblings skulle bare hives hjem!

Efter en meget omtumlet mandag hvor timerne fløj afsted med henholdsvis voldsom gråd, tomhed, absolut ubevægelighed og indimellem splitsekunders følelse af at skulle komme videre i livet og finde mig en alt andet end yngre kæreste som Lieblings jo er, faldt jeg endelig lidt til ro! Tanken om mere plads i klædeskabet, mere plads i lejligheden, ingen sure underhakkere liggende rundt omkring og bedst af alt IKKE MERE FODBOLD døgnet rundt, året rundt.. aahhh.. VIDUNDERLIGT!!!

Men hov.. hvad med alle de dejlige morgener, hvor jeg blev vækket med morgenkys, de dejlige hede sexstunder, de små blink, følelsen jeg får indeni når han kalder mig prinsesse, smukke, elskede, sukkerrumpe (ja det er altså hans kælenavne), hvor tryg jeg ALTID føler mig i hans nærvær, hvor fantastisk en far han bliver, hvor dejlige øjne han har - øjne som jeg altid kan forsvinde i og hvor charmerende og udadvendt en person han er! Hvordan kan alle disse ting dog nogensinde vinde over de få positive ting, der ville være ved at miste ham.. - noget i den dur var jeg ude i!

Fluks var jeg tilbage til den fuldt ud forståelige tudemarietilstand - lidt a la den som Anni Fønsby må have følt da Erik var hende utro selvsamme dag hun blev løsladt. Meget kan man sige om hende, men dét der var FANDME ikke pænt gjort - ikke engang min værste fjende vil jeg byde den behandling som Anni - ifølge medierne - fik af Erik.

Nå men sådan bølgede jeg frem og tilbage. Behøver jeg sige jeg INTET sov natten til tirsdag? Hele 4 beskeder blev det til om natten. Det ville sikkert have blevet til en del flere, hvis ikke jeg var SÅ afkræftet af intet at have indtaget hele dagen!

Tirsdag formiddag afløste juraveninden min underholdningscenterveninde og jeg startede forfra med at fortælle, forklare og tude. Som minutterne gik blev jeg mere og mere sikker på, at jeg ikke ville være i et forhold ret meget længere. Konstant tjekkede jeg fjæsbogen (tænk nu hvis han 'afsluttede' forholdet derinde -- IN PUBLIC!! OH MY GOD!), kiggede efter nye fladskærme (kan jo ikke leve uden tossekassen), tænkte i nye (og gamle) baner (... rimelig trist når man indser at ikke én eneste af dem man engang har samlet på, er nogen man vil tage frem og 'kigge' lidt på igen.. ØV!)..

Stor var min glæde derfor da Lieblings bedyrede at han ville komme hjem onsdag aften og at vi dér ville tale om tingene. OG han sagde 'Husk jeg elsker dig skat'. En god start, men endnu mere forvirrende at han ville vente helt til onsdag og ikke komme hjem med det samme?? Ehh.. hvad er det lige der foregår, spurgte jeg mig selv mere end 10 gange! Skrupforvirret og ude af stand til at vurdere om jeg skulle grine eller græde, satte jeg mig ned og vurderede situationen om og om igen med juraveninden.

Ud af det blå blev vi afbrudt af Lieblings, der ringede igen. 'Hvad har du sagt til min far? Han tror vi flytter fra hinanden!'. '

Jamen øhh, jeg har kun fortalt mine forældre det. De må have sagt det videre til min lillebror, der har sagt det til din stedlillesøster (de går i klasse sammen), der har ringet til din fars kone, der har ringet til din far. Alt jeg sagde var, at jeg ikke anede om du ville blive eller tage dine ting og skride, og..'

'Det gør jeg ikk!'

'Undskyld hvad?'

'Jeg elsker dig og jeg kommer hjem - men stadig først imorgen. Jeg har lige brug for lidt tid med drengene.'

Og vupti så var hele situationen vendt rundt igen. Tårer, magtesløshed og tomhed blev hurtigt afløst af en gennemsyrende usikkerhed om hvorvidt jeg nu virkelig ville forholdet. Om tilliden kunne genvindes eller om nervøsitet og usikkerhed ville præge hele forholdet og vi dermed ville stå i samme situation om 3 eller 6 måneder igen!! Puhha det var altså svære overvejelser..

MEN.. hvor ville det være forkert af mig ikke at give forholdet en prøve på grund af bange fornemmelser og usikkerhed. Det er jo netop det det handler om, at turde springe ud i noget og ikke stå med fast grund under fødderne. Så med fare for at opleve en tredje atombombe er jeg nu sprunget i med begge ben og hele kroppen helt op til hjernen.. MEN.. der stopper det også.. for en del af mig er stadig usikker på om Lieblings virkelig VIRKELIG vil det her!

Årsagen til bruddet var nemlig, at jeg ikke havde givet ham nok opmærksomhed og istedet blot havde skændt, snerret og hakket på ham hver dag i hele 3 uger. Nej det må ikke have været sjovt, men at slå op, for at få opmærksomhed er vel ej heller den rette løsning? Jeg mener, et alvorligt varsel i retning af 'hey skat, det er NU der skal ske ændringer for ellers er jeg her ikke om to uger'. Derfor spurgte jeg også Lieblings hvorfor han handlede som han gjorde. Straks hev han sin mobil op af lommen og scrollede over de mange sms'er med kærlighedserklæringer jeg havde sendt ham siden mandag eftermiddag. 'D E R F O R!!!', sagde han. Så okay.. den er ligesom feset ind, at jeg skal til at være mere opmærksom.. og det vil jeg så forsøge at være.

Alfa omega er at Lieblings og jeg har begge handlet forkert. Jeg i 3 uger, han i en penibel situation, hvor han ikke følte han havde mere at give af! MEN nu må vi begge videre hvis forholdet skal overleve, og det er jeg indstillet på det skal. Måske er tilliden til ham ikke i top, men 21 måneders tillid forsvinder ikke bare fra det ene øjeblik fra det andet. Måske er det ikke mærkbart lige nu, men jeg er sikker på tilliden nok skal komme (det håber jeg virkelig INDERLIGT!). Vi elsker hinanden og vil være sammen resten af livet - DET er vel sådan set det vigtigste!?!?!?!

En fortælling om rejseveninden!

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele denne løbende fortælling med offentligheden, for hold da op hvor er den utrolig - ja faktisk lidt morsom (undtagen for veninden).

Det skal lige siges, at min veninde er ÜBERtekniknørd og elsker at rode med alt elektronik. Derfor var sorgen også stor, da hendes fjernsyn gik i stykker 1 uge førend vi skulle ud på vores store 4 måneders udenlandsrejse - ergo blev der ikke købt et nyt.

Sorgen varede kun til 9 timer efter flyafgang fra Kastrup, da hun såvel som jeg investerede i et rigtig lækkert kamera til ca. 3.000 kr. Lykken var stor, og i flyet på vej til Indien, gik størstedelen af tiden med at prøve kameraets muligheder af. Glæden varede dog kun kort, da rejseveninden efter blot halvanden uge mistede det (glemte det) i et tog på vej til Agra (og Taj Mahal). ØV!!

Nå men efter et par dages mukkeri var alt ok. Lige ind til hun i Nepal mistede sin elskede Ipod. Helvede var IGEN løs. Til alt held fik hun sin far til at købe en i Danmark, lægge al hendes musik ind på og derefter sende den til Hong Kong. I Hong Kong købte rejseveninden et nyt kamera (præcist det samme som hun mistede i Indien). Med ny Ipod og splinternyt kamera, troede vi at lykken endelig tilsmilede hende..

MEN..

2 uger senere - et stykke nede i Vietnam - fik hun stjålet hele sin taske (som hun.. ja undskyld mig.. havde været så snotdum at medbringe på stranden, på trods af utallige advarsler fra ALLE i turistbranchen) med alt hvad den indeholdt: kamera, mob., pung (inkl. alle de hævekort hun havde med) og kontanter.

Det værste er, at det ikke stopper her. Da vi mødes efter hjemkomst til Danmark, fortæller hun, at hendes Macbook brød sammen halvanden uge efter hjemkomst og en reperation stod i ca. 7.000 kr. AV MIN TAND og en kolbøtte henover gulvet, siger jeg bare!!

'Men du har jo trods alt stadig din Ipod søde, og det er jo det vigtigste eftersom din musik er alt for dig', prøvede jeg så venligt jeg kunne, selvom jeg på daværende tidspunkt ikke kunne dy mig for at tænke 'Okay, den kvinde er forudbestemt til ikke at eje elektronik' og 'Hun må sq til at passe lidt bedre på sine ting'.

'Tjaa.. den mistede jeg jo i flyveren på vej hjem. Men jeg gider altså ikke tale mere om det'.

1 fjernsyn, 2 kameraer, 2 ipods, 1 mob, 1 bærbar - på i alt 5 måneder!!! Det er sq da ikke normalt!!

Iphone og et ømt håndled

Lieblings købte i torsdags sit nye legetøj: den nye Iphone IS3G5MBHVIDLONGLASTING og hvad dælen den nu ellers hedder. Nå men sådan et stykke legetøj med tryk-skærm og alle mulige spændende programmer skulle selvfølgelig prøves af!

Og sandelig om den ikke er blevet det. I toget, i metroen, på sofaen, i sengen, på plænen, til Stella Polaris, ja sågar i ventetiden i en kø i Bon Bon Land. Alt dette 'spilleri' har resulteret i et overbelastet håndled (WHAT THE FUCK??) og jeg må egentlig ikke tage på arbejde imorgen..

Nå men det er der jo sådan set ikke noget at gøre ved, for jeg ved UDEMÆRKET godt, at min chef på INGEN måde vil acceptere min forklaring.

Hej CHEF og god formiddag. Ja jeg ved godt jeg holdt weekend fra i torsdags, men jeg må sq desværre forlænge den lidt endnu. Ser du.. jeg har spillet for meget mobilspil og skal derfor slappe HEEEELT af i hånden i minimum 48 timer. He He!

Nej den går ligesom ikke. Det kunne du have sagt dig selv og lagt den der supercool Iphone på hylden FØR dit håndled blev overanstrengt. Female altså!!

Hmprfh.. må vel bare tage på arbejde (kunne ellers skide godt bruge en ekstra weekenddag)!

Gensyn og afsked

Så kom dagen. Den dag jeg har ventet på i snart 2,5 år. Helt utroligt at der skulle gå så længe. Intentionerne har altid været de bedste, men som alle sikkert kender, er der af og til ufattelig langt fra ord til handling! Og således også når det gælder en køretur til Toksværd (til alle Jer der, ligesom jeg, ikke kender hoved og hale på sydvestsjælland, kan jeg fortælle, at det ligger ca. 15 min. fra Næstved). En sådan køretur burde  ikke være det store problem, men med en cykel som eneste køretøj (udover mit faste gule køretøj der henter mig og mange andre på dets vej, når jeg vil det - dog af og til kun hvis køretøjet er i humør til at lægge vejen forbi mit område og ikke beslutter sig for at tage en anden vej netop den dag), er det ret så besværligt at lægge 'vejen forbi'.

Ikke desto mindre var der anledning til at tage forbi Toksværd i fredags idet Lieblings, min bror og jeg skulle i Bon Bon Land. Fantastisk sted men fandens dyrt efter Don Ø'ens overtagelse! Men ja, dagen var fin. Der blev prøvet forlystelser, Lieblings og jeg havde en lille diskussion, min lillebror havde store smil i hele femøren og pengene fløj hastigt fra reden!

Efter flere timers spas, var det blevet tid til at sige farvel til Holme Olstrup, goddag til Toksværd og et stort goddag til min (tidligere) berner sennnen hund. Åhh hvor var det fantastisk at se hans dejligt glade bamsevamsede ansigt og hundekrop komme mig imøde da bilen trillede ned af indkørslen. Opmærksomheden ville ingen ende tage og Noble såvel som hans søster gjorde intet for at dæmpe deres glade gøen!

En time gik med at sige hej, løbe i marken, tage billeder/videoer og kramme og nusse med beskidt mudderhulselskende 65 kg. tung hund! Blot synet af Noble tog mig straight down memory lane og mindet om den betingelsesløse kærlighed og trofasthed (sig mig.. er der overhovedet noger der hedder det?) som han gav mig, bragte tårerne frem i øjenkrogen. At han ikke kunne huske os længere, men var interesseret fordi vi medbragte griseører, oksekødsstænger og andet godt (OG fordi vi var MERE end villige til at nusse), fik vandet til at flyde over og jeg brast i gråd. Det jeg frygtede var sandt - 'min' hund kunne ikke genkende mig! Alt jeg ønskede var at bringe ham med tilbage, men når han ikke engang kunne genkende mig! Jeg troede inderligt på, at Noble også savnede mig og ville springe gladeligt op i bilen, så snart han så mig. At det på ingen måde foregik sådan.. var..ubærligt

.-................men så...........

Siddende på marken, en sommeraften med solen strålende fra en skyfri himmel, med 2 berner sennen hunde i glad og uskyldig leg løbende omkring mig, indså jeg dog efterhånden, at ønsket om at bringe ham med tilbage, var forkert. På trods af jeg, siden dagen hvor han blev givet til sin nye familie, altid har næret et brændende ønske om at få 'MIN' hund tilbage, indså jeg i det øjeblik, at han aldrig ville få et bedre liv - det gav mig ro i kroppen og en følelse af at kunne give slip.

Noble er hvor han hører til. Han har 60 ha. jord at boltre sig på, en søster han kan lege med dagen lang og ingen indhegnet have men blot oceaner af plads og marker at boltre sig på. Et bedre liv får han ikke. Hvorvidt jeg besøger ham igen ved jeg ikke. Jeg var ind til gensynet, fast besluttet på at tage derned hver 3. måned fremover.. men nu er følelsen en anden. Jeg har givet slip på ham og dermed også på behovet for at se ham. At tage derned var en rent egoistisk beslutning. Det var for at opfylde mit behov - ikke hans ikke-eksisterende-men-i-særdeleshed-eksisterende-i-mit-hoved-behov!  

Noble har en ny familie og han har det dejligt. At tage derned igen vil blot rive hul i et nu lukket sår. Jeg vil aldrig sige aldrig..men lige pt. stiller jeg mig tilfreds med det jeg har oplevet.

Jeg tog derned for et gensyn - og med mange gensyn i sigte - og tog derfra med afsked!

Overfladisk KO!

Ja sådan vil jeg betegne min barndomsveninde som jeg rent tilfældigt stødte ind i her den anden dag. Lieblings og jeg var på vej hjem fra Amager Strandpark, men besluttede at tage en lille omvej gennem Strøget!

Når man nu har været på stranden ligner man ikke en der er klædt på til Chanel-modeshow, men jeg havde da et afslappet men stadig cool sæt tøj på, mit Ed Hardy-armbånd (ægte kopi fra Bali ;-), mit hår sat i en løs.. øhh hva dælen er det nu de hedder.. knuder?? Nå men i hvert fald håret sat op og et par cool pink solbriller som toppen over i'et.

Alligevel følte jeg mig totalt nedstirret da føromtalte veninde og hendes tandlæge-pis-mig-i-øret-helt-op-at-ringe-på-den-der-teenageagtige-måde-veninde stoppede mig på gaden og udråbte 'Guuuud heeeej zøøøøde, hvor eeeeer det lang tid siden'. Øhh ja min kære folkeskole/gymnasieveninde og det er der sq nok en årsag til!

For det første fordi DIN kæreste forsøgte at at komme i bukserne på mig i JERES lejlighed, i DIN sofa, på DIN dyreindkøbte plaid fra Georg Jensen, med en sætning om at DU var for kedelig i sengen, at HAN gokkede den af til fantasien om MIG og MIN krop og at han MEGET gerne ville have SIN pik i MIN mund!

For det andet fordi du er SÅ overfladisk som NOGEN overhovedet kan være. Fordi DU ikke kan tale om andet end hvor fed DU er, på trods af at DU er instruktør i Fitnessworld og træner 6 gange om ugen, spiser HELT rigtigt og ALDRIG træder ved siden af.

For det tredje fordi du er SÅ overfladisk (hov...der kom den sq igen), at du aldrig griner eller smiler inderligt og oprigtigt, men konstant har pokerface på - lidt a la Lady Gaga, bortset fra hun rent faktisk tør være sig selv og skille sig ud fra mængden. Fordi DU er SÅ overfladisk at du kun er veninde med folk der gider lege dronningens efterfølger døgnet rundt, året rundt - og sjovt nok bliver de alle droppet fra den ene dag til den anden når DU beslutter, at de ikke er mere værd længere! Det er lidt sjovt at tænke på at du ikke har ÉN eneste ven der er mere end et 3 år gammelt bekendtskab!!

At DU konstant står med fingrene omrkring læberne eller snor en lok hår rundt om DIN pegefinger, sætter kun det overfladiske 'plaster' endnu mere fast end det er i forvejen!

Så JA det er FUCKING lang tid siden vi har hilst på hinanden og JA jeg ved godt vi var bedste veninder engang og hang om hinanden som kun klister hænger på tapet, men nu er vi altså vokset fra hinanden. Og NEJ jeg har IKKE behov for overfladiske veninder jeg ikke er tæt inde på livet af, når jeg knap nok har tid til at pleje de rigtig gode af slagsen.

At DU følger MIT liv på facebook og at det ikke er omvendt, kan jeg kun grine af, for jeg ved du KUN gør det for at hævde dig selv. Well NEWSFLASH TO YOU MY NON-FRIEND: I'M DOING PRETTY DAMN GOOD STUDYWISE AND JOBWISE, SO BACK OFF din overfladiske KO!

(... efter et par få sætninger, der IKKE indeholdt noget fra ovenstående smøre, forlod Lieblings og jeg 'the crimescene'. Det eneste jeg har at tilføje er, at JEG er lykkelig for at jeg IKKE længere er én af dem hun kalder ...hosttjenerehost.. øhh jeg mener veninder!)

Stille liderlig leg

Har jeg været utro er det jeg spørger mig selv om? For jeg har gjort noget jeg ikke troede jeg ville gøre: jeg onanerede til lyden af et par i ekstase. På trods af at Lieblings og jeg lige havde haft sex, var min sexlyst ikke mættet den aften og derfor blev jeg revet med af stemningen. Jeg vågnede ved hendes støn, der - ligesom mine havde gjort det tidligere på aftenen - skar sig gennem luften og forplantede sig i den ellers så stille gård. Først lå jeg med lukkede øjne og forsøgte at falde i søvn igen, men jo højere hendes stønnen blev, jo mere vågen og liderlig blev jeg. 

Og så skete det utænkelige.. mine fingre fandt vej til min knop og jeg fulgte rytmisk den ukendte piges støn indtil jeg nåede point-of-no-return få øjeblikke efter hun stønnede en forløsning så inderligt ud (så inderligt at hun tændte mig voldsomt og fik mig skubbet over)!

Det var hurtigt, dejligt og spændende, men nu sidder jeg med en følelse af uro i kroppen. For var det okay det jeg gjorde eller helt forkasteligt?.. og endnu vigtigere.. skal jeg fortælle Lieblings om 'seancen'?

'Stik den så ind', sagde han..

Igår gik det vildt for sig i søvndysseren. Det har ellers stået lidt sløjt til på den front i.. tjaa.. utroligt nok, siden jeg kom hjem fra min store udenlandsrejse! På to måneder er det blevet til en 6-7 gange hvis jeg husker rigtigt. Og DET er fandme sløjt.

Vi har flere gange forsøgt at tale os ud af 'stilstanden', men det er som om vi ikke kommer videre end snakken. Der er ingen tvivl om at vi begge to meget gerne vil have mere sex, men afstanden fra samtale til handling synes længere end fra Moskva til Beijing. Én ting er dog sikkert: både Lieblings og jeg er enige om, at det skyldes stress på arbejdet og travlheden med dagligdagsting. Ærgeligt ærgeligt, men sådan er det nu engang imellem (selvom det for hule helvede IKKE er med min gode vilje. Stod det til mig blev jeg slikket i søvn HVER aften)!

Nå men igår stod den altså på hed natteroderi - og hvilket lydshow vi gav de andre af ejendommens beboere. Alle med vinduerne åbne (OG lukkede) kunne høre mine højlydte og svært tilfredse støn der afløste hinanden i en lind strøm og skar sig gennem luften. Ride-, missionær- og doggystilling var blot nogle af dem der blev afprøvet. En ny favorit er den hvor Lieblings står oprejst i sengen med bøjede ben mens jeg hviler på det øverste af ryggen og har underlivet skudt op i vejret. På den måde kan han glide 'ned' i mig - hårdt men bestemt en fed afveksling. Og ja.. sådan fortsatte vi lidt rundt, indtil vi endte med mig siddende i rideposition med ryggen mod ham... Herfra gik der ikke længe inden Lieblings med sine bevægelser fik ført min finger ned mod det hemmelige sted. Og der gik endnu kortere tid førend jeg masserede hans stjerne mens jeg red ham hårdt (det lyder fandens besværligt og ja det er det også). Lieblings elsker at få stimuleret g-punktet og netop derfor lod jeg ham opbygge en liderlighed så stor, at han til sidst ikke kunne nøjes med ledende bevægelser. Jeg undlod nemlig at stikke min finger ind så længe som overhovedet muligt. Først da han udbrød 'STIK DEN SÅ IND', gjorde jeg som han længtes efter. Der gik da heller ikke andet end et lille minuts tid førend han kom.. og kom.. og kom.. og kom! LÆKKERT!!!! 

Det er en klassiker, og jeg ved at enhver ridestilling krydret med lidt finger-ass-loving får Lieblings op at ringe i løbet af no-time  - så ja.. Lieblings er ret vild med at få en finger i røven. Selvfølgelig er det et no-go-emne blandt fyrene og mine veninder (altså af hvad han ved af.. for ja selvfølgelig ved de 2 tætteste veninder (og nu JER) hvad han tænder på.. jeg mener.. man har vel lov at give gode råd), men det gør nu heller ikke noget!

På trods af Lieblings op til flere gange har postuleret, at NU er det altså slut med det der pjat, så er den sikker lige så snart han er ved at nå point-of-no-return. Alligevel blev jeg ret så overrasket da han udtalte ordene 'Stik den så ind', for det er første gang han ligefrem har beordret/tigget om det!

Det er faktisk mig, Female, der har introduceret Lieblings til denne form for leg. Før vi mødte hinanden var der polstret et gigantisk skilt påskrevet 'EXIT ONLY' ud for stjernen, men jo mere jeg forklarede og viste ham, at jeg bestemt ikke synes det var ulækkert.. jo mere slappede han af og lod mig komme til. Efter 3-4 gange lod han mig komme længere op og efter 5-6 gange gav han helt slip og nød det i fulde drag - lige som nu! At vi er kommet dertil hvor han ligefrem ønsker det og ikke bare ser det som lidt ekstra krydderi, er kun dejligt! Det betyder at vi kan afprøve flere af de lidt specielle lege af :-)

.. så alt jeg kan sige til Jer derude, der ikke tør tage turen og introducere legen for Jeres kærester er: STIK DEN SÅ IND (med gefühlen sæføli)

Der bor en bager..

Så blev det fredag (for 5 dage siden – beklager forsinkelsen) og i min verden fridag (er overbevist om, at myten om frejs dag er usand og dagen blev navngivet således fordi ’fredag’ er dagen før fridag, og fordi ’e’ er vokalen før ’i’ i alfabetet)! Og så alligevel ikke. Vel hjemkommet til en noget rodet lejlighed og med mindst mulig lyst til at gøre noget ved det, gik det op for mig, at hele svigermekanikken kom på besøg lørdag formiddag til fødselsdagsfejring af Lieblings. Puha, hvor virkede den opgave som at bestige hele Mount Everest – i løbet af 2 timer (ja netop: helt umuligt).

Ikke desto mindre fik jeg røven ud af sofaen kl. 18.20 og gik i gang med at bage. Og jeg bagte og bagte og bagte og bagte .. og så bagte jeg lige lidt mere, for tænk nu hvis der ikke var nok. Hjemmelavede kager, brød med soltørrede tomater og solsikkekerner, brød med kardemomme, kernebrød og 80 pølsehorn blev det til. Klokken ét om natten kunne jeg endelig trisse i seng, indhyllet i et lag af mel og med en ikke så svag duft af sved under armene – LÆKKERT!

Selvfølgelig blev der ikke spist tilnærmelsesvist så meget som jeg havde håbet på/troet, så ved vejs ende var der halvdelen af pølsehornene, omtrent 40 kager og 3 brød tilbage! Jamen bare sig på den der totalt indirekte måde, at I ikke kan lide min mad, var min eneste tanke. Ost og pålæg var der så sandelig også nok af, og med tanke på den økonomiske situation i indeværende måned.. tjaa… så ærgrede jeg mig squ gul og grøn over, at vi havde postet så mange penge og så meget tid i fødselsdagen (er det forkert af mig?). Jeg mener.. det er lidt ligesom at stille klar til den helt store fest, og folk så kommer uoplagte halvt ugidelige. Det er da for surt!

Cirka 1 time efter folk var gået og oprydningen var overstået, faldt jeg omkuld på sofaen og sov i hele 4 timer. Så var den weekend mere eller mindre gået..

Huskeliste til Female: Til Lieblings næste fødselsdag KØBES 2 brød og ikke en skid mere – ikke noget med at knokle røven i laser OG bruge fredag aften for ingenting!! Pålæg og ost må tages fra køleskabet og drikkevarer må de fandme selv medbringe! Vupti vupti og en fødselsdag er klaret..

Kærlighed for 13.650 kr.

Jeg ved godt jeg allerede i mit sidste indlæg nævnte tasken fra Bottega Venetta. Men det ER altså en meget fin taske, som hænger helt perfekt over min skulder. Længden passer til min højde, størrelsen passer til min drøjde og udseendet.. ja der er vi altså et perfekt match! Hvem der havde så mange penge

SUK (og alligevel ikke.. og så alligevel)

Så sidder man i sin egen sofa, i sit lidt for afslappede tøj en lørdag aften, mens kæresten ligger og ser film/halvsover og mens man selv liiiige tjekker de seneste opdateringer på facebook – og ud af det blå ringer juraveninden og vil have mig med i byen. Tjaa tjoo.. nææ egentlig ikke, for den har stået på Lieblings fødselsdagsfejringsfest hele dagen. Om hun må kigge forbi?? Jo jo da.. og en nikkende gæstus, som jeg udmærket ved, hun ikke kan se gennem telefonen. En rubberduck-is og en lille cykeltur senere, ringer veninden på døren og jeg åbner – stadig iført mit lidt for afslappede weekendtøj. Juraveninden viser sig at være min totale modsætning denne aften(men tro kopi af mit tidligere ikke så travle jeg). Hun er nemlig iført dyre mærkevarer fra top til tå. Iført jakke fra patrizia pepe, taske fra YSL, kjole fra Sand, øreringe fra Julie Sandlau og sko fra Christian Loubutin ser hun hamrende godt ud – og lugter langt væk af dyr mama!!

Så er det man et øjeblik stivner helt, bliver drønmisundelig over de mange lækre ting, som man selv må skyde en lang pind efter lige pt. Suk og hjerteskær og endnu mere SUK! Altså S! U! K!

Langelandsfestival… NOT!

Ja så er det dagen i dag, hvor Lieblings og jeg skulle have været af sted til Langelandsfestival. En hel uge med frihed, sjov og ballade. Og bedst af alt: gratis indgang. Lieblings og jeg blev af min ’bror’ tilbudt arbejde som security på festivalen. Alle mulige gode ting fulgte med jobbet, men vigtigst af alt var dog, at vi kun skulle betale ca. 1.000 kr. hver – for ALT (afhængigt af eget forbrug)! Det er denondelyme billigt, hvis I spørg mig. Okay, jeg indrømmer, at jeg aldrig har været på festival før, men ikke så sjældent hører man om folk der bruger hele ferieopsparingen på en uge på Roskilde, så 1.000 kr. er rigtig billigt! Jeg så frem til sol, bar hud, brun hud, øller (som jeg jo ikke drikker.. men alligevel), musik, hygge om dagen med vennerne, varme sommernætter hånd i hånd med Lieblings, romantisk hygge i teltet om natten og en ’lejrstemning’ uden lige.
Men som altid, sker der et eller andet. I princippet ’skete’ der dog ikke så meget – nærmere det modsatte. Pengepungen havde bare bestemt sig for at slippe op allerede inden månedens start! Så med 400 kr. tilbage af kassekreditten til mad og forbrug hele juli måned, ja så bliver det altså ikke til nogen Langelandsfestival i år. øv øv ØV!!!
Så var det min bror sagde jeg bare skulle agere Borat og besvare spørgsmålet om ferie med følgende kommentar ’Langelandsfestival… NOT!’. J
GO’ FESTIVAL TIL ALLE JER DER SKAL DERNED! JEG VILLE ØNSKE JEG VAR JER!

Farvel kære kollega

Så skete det. Min kære kollega gennem to år, som jeg holder utroligt meget af, som er blevet en rigtig god ven af mig og som jeg værdsætter mere end nogen anden kollega, har sagt op. Han flytter til New Zealand for at læse jura dernede. Jeg misunder ham for hans mod og rejselyst, men begræder tabet af en vidunderlig kollega. Han tog mig som jeg var og klagede ikke men grinte blot kærligt. Med dagsgammel makeup, dårlige dage, bøvser og andet (ja sådan bliver man altså af og til når man arbejder 230+ timer om måneden i 4 måneder), var jeg ikke altid noget kønt syn. På trods af det havde vi et fantastisk samarbejde, som jeg sent vil glemme. Og endnu bedre, Lieblings og ham kom fantastisk godt ud af det med hinanden! At han er blevet erstattet med en ægte gammeldaws humanist, der forbander fjernsynets indtræden i de danske hjem, altid render rundt i den samme islandske sweater og med fodformede sko, som har måne, fuldskæg og lugter svagt af sved.. tjaa.. det gør bestemt kun afskeden sværere at kapere.

Elsket og savnet!

Brüno

Så havde Lieblings fødselsdag (det lille pus fyldte 20 - uha jeg har en ung kæreste) og det skulle fejres med yndlingsretten paprikagryde og biotur efter Lieblings valg. Ingen anden end Brüno kunne gøre Lieblings dag fuldendt, så afsted mod østrigsk-samfundskritisk-homo-film. filmen formåede at få hele 7 personer til at udvandre fra biografen. Hvorvidt de led af homofobi ved jeg ikke, men vi andre morede os i hvert fald bekosteligt.

Bøder !!%#?(&%¤!"¤

Så var man lige så gudsbenådet at få en klækkelig bøde i toget (Ryparken Station er dér alle satans små djævle holder til, hvis nogen er intereseeret). Er det den altseendes måde at takke mig på??

For dælen altså. Alt jeg gjorde var at hjælpe en ung kvinde med at finde vej til Klampenborg! I forvirringen mellem hendes spørgsmål og mine egne tanker, lod jeg mig distrahere og glemte derfor at klippe. Straffen faldt prompte, idet der ved næste station myldrede med togkontrollører og politifolk. 'Stationstjek' kaldte de det.. ja ja.. min bare røv og fuglelort i håret! På trods af jeg stod klar til at hoppe ud og klippe med det samme, blev jeg holdt tilbage af en kontrollør, der på ingen måde gad at lytte! Jeg ved godt det er min egen skyld - det mærker jeg så sandelig på samvittigheden der gnaver sig ind i min hud og giver mig kvalme -, men ikke engang den yngre kvinde, der så ihærdigt forsøgte at forklare situationen og tage skylden for mig, kunne blødgøre istidshjertet! Ja ja.. I get it.. du synes jeg er en af ungdommens troubled kids! Hvis du bare vidste, at jeg rent faktisk er en af Movias bedste kunder (ifølge mig selv), ville du nok rette på din fine kasket, suge maven ind, lytte en ekstra gang og indse at alle kan begå fejl (eller hjælpsomheder som i det her tilfælde).

Tanken om alle de penge der ryger ud af vinduet er ubærlig. Især i en måned der startede med 400 kr. tilbage på kassekreditten. ØV ALTSÅ!!. Hvad værre er, at jeg ikke kan glemme det ældre par, der med et kig på hinanden og derefter et nedladende blik på mig, fik mig til at føle som en lille pige der er på vej i skammekrogen. FOR HELVED DA OGSÅ.. ALLE KAN BEGÅ FEJL - det ærgelige opstår først, når mennesker på din vej ikke kan acceptere disse fejl eller ikke forsøger det mindste på at forstå situationen!

Skide kontrollører - lidt menneskelighed ville gavne Jeres omdømme og job!

En indrømmelse.. (I'm Back)

Det er umuligt for mig at få resten af min ferie ned på papir. I forsøget på at få hele rejsen med, har jeg snydt Jer mine kære læsere for masser af god underholdning. Og undskyld for det!

Ikke flere forsøg på at være iiihhh og åååhhh så perfekt, for det er jeg ikke og vil aldrig blive det (hold da kæft en indrømmelse). Istedet må I altså tage til takke med 2.5 måneds rejseeventyr og vide om den sidste halvanden måned, at det var mindst lige så fantastisk som resten af ferien.

I skal vide følgende om den resterende del af turen: at nordthailand har langt mere at byde på, end det Thailand de fleste danskere kender (phuketområdet). At byen Chiang Mai er uhyggeligt sjov under Sonkran Festival (vandkampsfestival). At mødet med Koh Tao resulterede i dykkercertifikat, dykning med en 4.5 m. lang hvalhaj, sprængt trommehinde og ørebetændelse så slem at jeg mistede hørelsen totalt i næsten 3 dage. At Koh Tao også bød på ufatteligt smukke bugter og en nærdødsoplevelse med en falden kokosnød. At fullmoonparty på Koh Samui altid vil stå som den største fest for mig. At Lieblings og jeg brugte 3 dage på at udforske Balis kultur/natur, bl.a. oplevede vi solopgang fra bjergsiden af en vulkan. At Bali i sandhed er 'gudernes ø', men at Gili Islands er langt mere lig paradis med havskildpadder 7 m. fra vandkanten, krystalklart vand, fantastisk udsigt til Lombok og med lokale der lover at få dig til at nå stjernerne (neej, IKKE på den lumre måde). At Magic Mushrooms er hverdagskost for turister på Gili Island og at de i høj grad bliver prøvesmagt (mange turister når stjernerne hver aften) - dog ikke til alles udelte fornøjelse. At Gili Islands er mine ultimative drømmeparadis øer og at det var SÅ fantastisk at tilbringe tiden med Lieblings lige dér og ingen andre steder. At jeg tudede stort set hele vejen hjem fra Bali og mest af alt havde lyst til at vende om og blive væk i yderligere 4 måneder. At mit liv ikke ville have været det samme uden denne rejse.

Så undskyld at jeg ikke har fået det sidste stykke tids oplevelser skrevet ned.

UNDSKYLD!!!

Men ja jeg har haft det vidunderlig og ville gøre det hele om igen for dobbelt pris. Det siger vist mere end 20 indlæg!

Den Famøse Ho Chi Minh

Dagen idag bød blot på et enkelt vigtigt punkt: Ho chi Minh mausoleet og museum om selvsamme person. Ingen af os 4 piger (amagerkanerne, rejseveninden og jeg) kendte vejen derhen, så vi besluttede at tage en taxa. Klog af skade valgte vi en taxa med taxameter og følte os i sikre hænder. Dette varede dog ikke længe, da jeg hurtigt opdage, at kilometertælleren talte alt for hurtigt. I løbet af 6 minutters kørsel i tæt trafik i indre by, havde vi efter sigende kørt 13.8 km…. hmm den hoppede ingen af os på. Efter en lidt ophedet diskussion med chaufføren betalte vi ikke det fulde beløb - dog stadig overpris!

Vel ankommet til Ho Chi Minh Mausoleet, brugte vi de første 10 min. på at finde køens start - godt og vel halvanden kilometer fra indgangen - ingen havde sagt det blev nemt. Efter 45 min i kø kom vi endelig til målet: bygningen med Ho Chi Minhs balsamerede lig. Selve liget så ud som man kender ham på billeder: slankt, hvidt ansigt, tyndt gråt skæg, skaldet og klædt i blå klæder. Faktisk er det en sørgelig historie. Ho Chi Minh førte nordvietnam gennem Vietnamkrigen. Han sørgede for forsyninger til syden og sidst men ikke mindst erklærede han Vietnam for uafhængigt og blev Vietnams første præsident. Som person var Ho Chi Minh meget menneskelig og tog afstand fra særbehandling. Det er her det sørgelige opstår. Ho Chi Minhs sidste ønske var at undgå en statslig parade gennem byen og istedet blot blive begravet som enhver anden. Desværre gik regeringen imod dette sidste ønske, gav ham en statslig parade gennem byen, balsamerede hans lig, stillede ham til offentlig skue for omverdenen og undlod dermed at give ham endelig fred! Når det nu er sagt, kan end ikke jeg lade være med at blive imponeret. Imponeret over at befinde så tæt på en engang magtfuld og elsket mand. Så ja.. afstandtagen til balsameringen, men i det skjulte en fascination over at se ham tæt på! Tal lige om ambivalente følelser!

Aftenen blev igen igen brugt i selskab med amagerkanerne - shopping var på programmet. Vietnam er meget anderledes end hvor vi tidligere har befundet os. Især med madvaner: nudler, ris og suppe er faste daglige ingredienser i min kost. Kød få jeg ikke meget af - tun og kylling er det der kommer nærmest. Godt nok har de kød på menuen, men at se hele stegte uhndre liggende side om side med kyllingefødder og griseklumper… puha! Poter, hoved, hale… ALT er der endnu bortset fra hår og læber. Og lugten.. grillet hund.. uadr.. DET STINKER!! Ja beklager ordvalget, men det er altså lige præcis hvad det gør - stinker! Bortset fra det er maden dejlig. De har en forkælighed for mynte og citrongræs, så medmindre man ikke kan lide disse to ting, er vietnamesisk mad dejligt!! Og vigtigst af alt: ikke så fedt som den kinesiske! That I LIKE!

Water Puppet Show

Det meste af dagen idag, er gået med at komme tilbage til Hanoi fra Halong Bay. Aftenen har vi brugt i selskab med amagerkanerne. Først på restaurant, så på Cafe (hvor vi tilfældigvis stødte på de 2 christinaer vi mødte i Nepal .. wuuhuuu verden er altså sindssygt lille herude!) og derefter til water puppet show. Et verdensberømt show der kun kan opleves her i Vietnam. Grundlæggende er det en dukkeforestilling der foregår i et specialfremstillet ‘badekar’. Teateret tager sig ud som et ganske almindeligt teater. Den eneste forskel er, at der på scenen er opstillet en 40 cm. høj firkantet kasse fyldt med vand, hvori stykket foregår. Musikken er vietnamesisk folkemusik - altså tårnhøje toner (konstant grænsende til det skingre), taditionelle instrumenter jeg ikke kender navnet på og dragter der mest af alt ligner kinesisk geishatøj. Jeg forstod intet af det der blev sunget eller sagt (alt var på vietnamesisk) men sjovt var det alligevel!

Monkey Island

Idag har vi haft langt bedre vejr end igår og derfor langt bedre udsyn til mageløse Hal0ng Bay. Omkring kl. 10 ankom vi til Cat Ba island. De andre tog på et hårdt trek, mens jeg tog direkte til Cat Ba by og tilbragte 2 timer med at gå rundt ved havnen. Jeg så gigantkrabber, ‘talte’ med fiskere og kom så langt væk fra bymidten, at jeg havnede midt i et par fiskerdrenges leg. I omkring 15 minutter sad jeg og betragtede dem. Lige dér havde jeg svært ved at forstå, at jeg befinder mig på den anden side af jordkloden. Det er helt fantastisk, men på samme tid ikke gået helt op for mig.

Efter frokost med gruppen tog rejseveninden og jeg afsted mod Monkey Island. Ingen af os vidste hvad at forvente, men vi blev helt overvældet ved ankomst. Ingen havn eller ankomstbro, blot en lille bitte strand, max 100 m. lang, hvor båden ikke kunne komme helt op til. Vi måtte altså hoppe i vandet til lidt over anklerne og som ægte turister på en øde ø, vade i land!

På Monkey Island var der ingen affald, ingen slam… ja rent faktisk ingenting. 2 hytter med fænomenal beliggenhed (nemlig PÅ stranden), var det eneste der mindede om civilisation på denne ø. Kridhvidt sand overstrøet med døde koraller i millionvis, en lige linje af palmetræer, der afgrænsede stranden fra ‘den vilde ø’, azurblåt vand så klart som jeg aldrig har set det før og aber der løb omkring benene på os!! Helt og aldeles fantastisk. Især forstærket af, at det er min første rigtige ø-oplevelse! Som prikken over i’et fik Lise og jeg 30 minutters kayaktid gratis. En tur jeg nød langt mere, end turen igår - nu er vi jo næsten avancerede ‘kayaksejlere’, såeh selvfølgelig hoppede vi på vognen igen!

Da vi kom tilbage til Monkey Island fra vores lille kayaksejllads, gik jeg lidt væk fra de andre og nød lidt alenetid. Hvor ville jeg dog ønske Lieblings var dér sammen med mig. Et paradis som dette.. tja.. mere romantisk bliver det vel ikke? Søs ville også nyde godt af sådan en tur. Faktisk håber jeg, at hun og jeg kan tage på en tur sammen. Det ville VIRKELIG være en udfordrende men bestemt også givende tur. IIHH hvor jeg altså savner alle Jer derhjemme. Hvis bare I vidste hvor stor en plads I har i mit hjerte!!

Halong Bay

KL. 8 tog vi afsted mod Halong Bay - a Unesco World Heritage Sight. Den første del af turen husker jeg intet af, for jeg snorksov med mine ipod i ørerne. Den eneste gang jeg vågnedee var da vi gjorde morgenmadsholdt. Man lærer hurtigt, at man ikke skal købe noget på disse steder - priserne er dyrere og maden er dårligere. Desuden får buschaufførerne kommission for at stoppe ved specifikke steder.. såeeh intet til mig.

Ved Halong Bay skiltes vi med amagerkanerne, der skulle med en anden båd. Rejseveninden og jeg fandt vores gruppe og blev ledt igennem virvaret af mennesker til vores båd - vores hjem de næste 24 timer. Bådtypen kaldes en dragebåd på grund af dens udseendse: kanterne er takkede som en drageryg og sejlene minder mest af alt om dragevinger - ergo en dragebåd. Historien bag Halong Bay er, at en drage.. hmm.. noget med at en drage passede på bugten og dens beboere og sørgede for at en tyk tåge lagde sig over området, for at beskytte det mod såkaldte ‘intruders’. Mere af historien kan jeg desværre ikke huske. Øv!

Vi forlod fastlandet og satte kurs mod Halong Bay og de mange øer. Først kunne vi intet se, men ud af ingenting dukkede ø efter ø op fra havet og ud af den milde tåge. Små, store og ikke mindst gigantiske klippeformationer lå spredt mellem hinanden til frit skue for turisters måbende blikke. Så smukt, så stille og fredfyldt, så enestående og helt unikt.. og.. .. og så beskidt. Først bemærkede jeg ikke alt skraldet, men et enkelt blik ned på vandet og jeg væmmedes, for puuuh hvor var der beskidt. Senere diskuterede jeg med en ældre brite, at det simpelthen er noget værre svineri, når nu Vietnam profilerer sig på netop denne bugt. Ikke desto mindre var Halong Bay et smukt syn, så snart vi forlod det meget turistede område og blev det eneste skib i ‘miles’ omkreds. Sådan sejlede vi et par timer indtil det blev kayaktid. Hverken rejseveninden eller jeg havde prøvet det før, så det var noget af en oplevelse pludseligt at skulle være helt alene i Halong Bay OG styre kayakken.. hmmm! Ud af ingenting dukkede en lille flåde op - herfra skulle vi starte og slutte vores tur. Ingen instruktioner eller sikkerhedsprocedure: ned i kayakken og derudaf. At komme ned i kayakken var den sværeste part, for vi stod på en gyngende tømmerflåde og forsøgte at klemme os ned i kayakken. Det lykkedes dog til sidst - dog ikke uden tilråb fra en anden båd.

45 minutter senere var vi igen tilbage på båden (i sikkerhed!) endnu en mindeværdig oplevelse rigere. Derhjemme ville jeg aldrig have turdet sejle i kayak langt fra land og strand, uden instruktioner eller gennemgang af sikkerhedsprocedure, men herude er alting anderledes. Jeg springer gladeligt ud i ting jeg ville være skrækslagen for derhjemme - men med stolthed og fantastiske mindersom præmie. JEG ELSKER DET!

Her til aften har vi spillet kort med to canadiere, én fransk pige og to israelere. Verden er så stor men uendeligt lille når man rejser. Lige nu ligger jeg i en lille kahyt og forsøger at sove. Rundt om os ligger andre dragebåde, der, lige som os, er forankret i Halong Bay for natten. Havde en eller anden for 4 år siden fortalt mig, at jeg engang i fremtiden ville overnatte i Halong Bay, ville mit svar være: ‘Det sker aldrig’. Men se hvor jeg er nu. Er livet ikke bare fantastisk?

Shoppedag!!

Idag har jeg ikke lavet andet end at shoppe med de to amagerkanere. Efter tidlig ankomst til Hanoi station, fik vi lige sovet et par timer førend rejseveninden og jeg tog ud og spiste frokost. Tina og Gitte stødte til og sammen tog vi ind til centrum for at shoppe. Lige fik købt et nyt kamere, jeg en strandtaske plus lidt andet godt - I LOVE SHOPPING! Hanois gader tager sig noget anderledes ud i dagslys end om natten. Gaderne er fyldt med motorcykler og tuk-tuks. Biler ser vi ikke mange af, men med den mængde scootere der drøner rundt i gaderne er det vist også meget godt! Scooterne forekommer i alle størrelser og farver og med forskellige lys og lyeffekter. Som prikken over i’et har de fleste scooterejere en hjelm der matcher både farven på scooteren og sædebetrækket! KITSCH! Hvorfor investere i en bil, når man kan sidde op til 5 på en scooter? Børnene har godt nok ikke noget sikkerhed - ej heller i form af hjelme - men det synes ikke at bekymre forældrene. Det vigtigste er, at far og mor har hjelme på, så der ikke sker noget med indkomsten, hvis nu uheldet er ude!! Hvad??? Jeg kan bestemt ikke følge dem i den tankegang og ville aldrig tage mit spædbarn med på scootertur - men måske er det bare mig der er sart!

Villagetour i Sapa

Imorges var vi oppe og klar til et par timers trewkking. Første del af turen var ned ad bakke og gik fint, selvom det nu var noget hårdt for mine led! Den ‘fine følelse’ varede lige indtil vi mødte folk der var på vej opad. De prustede, svedte, stønnede og så ud til at være på nippet til at kollapse. Det gjorde mig lidt urolig. Guiden proklamerede blot, at det var på grund af varmen og luftfugtigheden. Gåturen skulle ikke være et problem.. hmmm..!!

Da vi endelig nåede landbyen blev vi mødt af et farvestråelende ‘Black H’mong’-folk. De viste os gladeligt ind i deres hjem og beskrev - så godt de kunne - hvordan tingene foregik. Husene består som regel af et stort rum i 2 plan (2 hemser med udgik til det store åbne rum). Et grillsted, 3 sovesteder, et ‘loft’ til maden.. og.. tja.. et lille vaskested ved ‘køkkenet’ (hul i jorden med brænde i.. altså et bål). Ingen elektricitet eller mursten - blot strå, bambus og ild. Toilettet? Et hul i jorden! Huset mindede præcist om et middelalderhus, som set ved frilandsmuseet i Lyngby. Det er SÅ vildt op på nogle måder uforståeligt at vide, at de rent faktisk lever i dette hus og ikke blot bruger det som museum. I et andet hus blev jeg budt på stegt hund, insekter og frøer. NEJ TAK! 

Turen bød på et larmende vandfald og en stejl tur opad. Det første stykke gik fint men puuuh hvor var det hårdt til sidst og med et var jeg i samme gruppe som de hårdtarbejdende, svedende og prustende mennesker vi mødte på vej ned. Tina (én af amagerkanerne) og jeg fulgtes halvvejs op stort set uden at sige noget - kræfterne skulle bruges i benene og IKKE i munden! Endelig oppe stod den på bad - med det samme. Et par timer efter satte vi kurs mod det forfærdelige tog og Hanoi igen!

Det nordlige Vietnam

Toget stoppede tidligt imorges og off we went. Her er der ingen sikkerhedsregler eller andet. Man vader blot direkte over skinnerne, som var vi en bøffelflok der krydsede en flod midt i krokodilleland. Vores guide, der heldigvis så os før vi ramte den store mængde af pengegriske taxachauffører førte os til en restaurant, der serverede morgenmad. Der gik ikke længe før de to amagerkanere stødte til og snar var vi en stor briget flok med mange nationaliteter repræsenteret. Efter morgenmaden var det afsted mod Bac Ha - søndagsmarkedet hvor mange ‘blomsterfolk’ fra hele nordvietnam valfarter til, for at sælge alskens ting: mad, drikkelse, tøj og decideret ragelse. Forinden vi kom så langt tog vi først ud i bjergene og gik en tur blandt landsbyboerne. Udviklingsmæssigt var de ikke meget længere en tidlig middelalder (når man altså ser bort fra de plankpolerede scootere, hvis væsen sprængte billedet om et ‘ægte’ totalt isoleret samfund), hvilket lerhusene og komøg-som-brænde, deres tøj og ikke mindst deres værktøj beviste, ikke var helt forkert.

Efter en times tid i bjergene, kørte vi mod det store søndagsmarked. Her var blomsterfolket fra hele nordvietnam præsenteret med deres små kropppe, udseende (sorte rådne tænder allerede som 35-årig) og hakkende sprog. Mest af alt mindede de mest om en art hobbitfolk, som man har set dem i ‘Ringenes Herre’. I det hele taget bare definitionen på et stammefolk, der endnu ikke har oplevet en tiendedel af den vestlige kultur - og nøøj hvor var det fantastisk. Det var som at besøge en helt anden verden. En lukket verden som turister blot ¨får lov at opleve den ydre skal af. Hvilken oplevelse det ville være at bo sammen med disse mennesker.

Efter 2 timer satte vi kurs mod Sapa. En by i det nordlige Vietnam. Øv hvor blev jeg skuffet. Turismen var allerede kommet til byen i stor stil, så byen (hvor lille den end var) var fyldt med hoteller og restauranter. Udsigten og turen dertil var fænomenal, for Nordvietnam består hovedsagligt af bjerge - frodige grønne bjerge/bakker, dale med små byer, stammefolk med deres levebrød på ryggen fylder bjergvejene, primitive hytter eller blikhuse som eneste tag over hovedet.. tjaa.. Vietnam har så sandelig budt på mange forskellige indtryk indtil videre - og det bliver blot bedre og bedre. Mange turister (og alligevel ikke, for hele landet har samme antal turister årligt, som ferieøen Bali), men bjergfolket bliver stadigt pinligt berørte så snart du taler til dem. Alligevel vil de SÅ gerne hjælpe og bryder ud i et stort smil, når det endelig lykked dem at forstå turisternes fremmede tungevridende sætninger og tegnsprog. YOU GOTTA LOVE IT!!

Om aftenen faldt vi tidligt i søvn på vores ‘king-size-bed-agtige-senge’.

Hanoi

Første indtryk var tilbage til fattigdommen, det besværlige og det udmattende. Lufthavnen var i en klasse mellem Kathmandus og Delhi’s - altså ikke noget særligt. Til alt held stod vores chauffør klar med navneskilte og gelejdede os straks ud i en ekstravagant taxa. En dejlig stor Nissan med kalvefarvet læderindtræk, aircondition og sikkerhedsseler!! Det var ikke før jegtalte med far - halvvejs fremme ved målet - at jeg bemærkede vi kørte i hvad der føltes som den forkerte side af vejen.. hvilket viste sig at være den rigtige side af vejen (for os danskere i hvert fald) - resten af dagen var mildest talt et rent helvede trafikmæssigt, for jeg blev ved med at kigge modsat af hvad jeg egentlig skulle!

Fra taxaen så vi Hanois gader og stræder, der alle var helt og aldeles forladte (måske grundet det faktum at klokken var ‘meget sent om natten’), hvorfor førsteindtrykket af Hanoi var en meget skræmmende by: små stræder hvor biler ikke vil kunne køre ned af uden at få ridset begge sider, lysende reklameskilte der står i enorm kontrast til de bagvedliggende bygninger, der alle lå henlagt i mørke. Skrald overalt og et virvar af ledninger, hvis vej det er umuligt at følge grundet mængden af ledninger og de mange knuder på selve ledningerne. Rent udseendemæssigt ikke langt fra Nepal og Inden.. men men..enhver by kan se uhyggelig ud i natten!

Hotellet var ganske udemærket og vi faldt hurtigt i samtale med to amagerkanere: Gitte og Tina. Et søskendepar i midttrediverne. De anbefalede en tur med afgang samme aften. Turen var til Bac Ha-markedet og det nordlige Sapa. Uden nærmere betænkningstid ookede vi turen. Dette betød at vi blot havde få timer til afgang og derfor ikke kunne nå at falde ordentligt til ro før vi igen skulle afsted.

Ikke mange timer senere sad vi i toget. Eftersigende havde vi betalt for 1. klasse, men vores rum var så sandelig langt fra de billeder hotelmanageren havde vist os… GRRRR.. Jeg er simpelthen SÅ træt af at blive snydt om og om igen blot fordi jeg er turist. I forvejen lægger man mange penge i landets økonomi, blot ved at være på almindelig ferie. Det kan ikke være rigtigt at man skal bruge store mængder energi på ikke at blive snydt. Energi der istedet kunne bruges på at udforske landets bedste sider.

Togturen tog ca. 9 timer: 9 timer med rumlen, bumlen, dårlig nattesøvn, larm fra togstationerne undervejs, problemer med ikke at falde ud af sengen hver gang toget bremsede op.. tjaa.. jeg kunne blive ved. Alt i alt en særdeles hektisk første dag i Vietnam!

The Peak

Imorges fik vi pakket, checket ud og ordnet internetting, foerend vi tog afsted mod Hong Kongs sidste sevaerdighed: The Peak. Et udsigtspunkt over Hong Kong. For at komme derop skal man med ‘The Peak Tram’. En sporvogn der koerer op ad en MEGET stejl bakke. Det foeltes som havde vi en haeldning paa omkring 35 grader - og det er altsaa ret stejlt! Selve The Peak er omdannet til en stor turistattraktion med mange restauranter og butikker. Sjovest var Bubba Gump-restauranten, som er et resultat af filmen ‘Forest Gump’ - og ja, de serverer rejer.

Udsigten fra The Peak var faenomenal. Hele Hong Kong by set fra oven. Desvaerre var det lidt taaget, saa vi kunne ikke se hele vejen til Kowloon. Naar det er sagt, saa vil jeg, saafremt jeg igen kommer til Hong Kong, vaelge at tage derop om aftenen. Lysene fra bygningerne vil helt sikkert goere udsigten til et saersyn, a la det rejseveninden og jeg havde ved lysshowet i Kowloon. Ikke desto mindre var det dog ogsaa flot, da vi var der midt paa dagen.

Om aftenen tog vi afsted mod lufthavnen. Som en sidste ‘gestus’ til den vestlige verden, spiste vi paa Burger King - ja lidt usunde er vi altsaa. Endnu engang maa jeg paapege stoerrelsen og designet i Hong Kongs lufthavn: den er ENORM! Og nej jeg lyver ikke. For at komme ud til flyveren, koerte vi i lufthavnsbus i 15-20 minutter. Vanvittigt vil jeg sige.

Naar man flyver paa ultraoekonomiklasse, faar man som regel de daarligste pladser - men ikke denne gang. Til alt held fik vi saeder med ekstra benplads (sender lige en hjertelig tanke til rejsevenindens lange ben og hendes oenske i check-in skranken om saerlig benplads), hvilket betoed en god flyvetur med masser af overskud. Selve flyveturen tog 1 time og 45 minutter, men vi landede en time efter afgang. I denne tidszone (+7) vil jeg befinde mig det naeste lange stykke tid, hvilket betyder, at jeg ikke skal koncentrere mig om hvorvidt uret og alarmen nu er stillet rigtigt!! AAAHHHhh

Savner Jer Alle Sammen!

Bytur og tanker om livet!

Som noget af det foerste tog vi idag til Stanley - en havneby syd paa Hong Kong Island. Turen dertil foerte os gennem det meste af oeen og gav os et indblik i dens storslaaede natur. Groenne bjerge og smukke bugter.. hmm.. gad vide om dette er en forsmag paa Bali?

Stanley er, som skrevet, en havneby. Der er egentlig ikke saa meget at se andet end et marked… og selvfoelgelig havnen. Byen fremstaar langt mere afslappet end Hong Kong og Kowloon og det er tydeligt, at det er de mere velstillede mennesker, der bor der, for husene er langt finere.

Maaske var det fordi der ingen hoejhuse var eller fordi der var langt groennere i Stanley end i selve Hong Kong by, men rejseveninden og jeg kom i hvert fald ned i tempo og noed en eftermiddag i hyggens tegn. Frokost indtog vi med udsigt til havnen, og alt var ‘ fryd og gammen’. Igen foelte vi begge, at ‘at rejse er at leve’.

Her til aften var vi i byen i Lang Kwai Fok med 3 andre. Det foeltes dejligt befriende, at befinde sig blandt andre vesterlaendinge. Efter et par drinks blev det hele blot endnu bedre og jeg loesnede rigtig op. At gaa i byen i Hong Kong var bestemt en oplevelse. Oprindeligt ville vi gerne paa karaokebar, men det droppede vi hurtigt. Der findes aabenbart almindelige karaokebarer og saa de helt saerlige ‘karaokebarer’ - dem hvor betjeningen er saerdeles privat! Foerst forstod jeg ikke hvorfor folk kiggede saa maerkeligt paa os naar vi spurgte efter en saadan bar. Det var foerst da en lokal forklarede os, at det, naar man spoerg efter en karaokebar, opfattes som vil man paa den specielle ‘karaokebar’ og ikke en almindelig en, at vi forstod hvorfor! Herefter gav det ligesom sig selv: vi stoppede med at spoerge og gik paa en almindelig bar!

Det er tydeligt, at det danske byliv er langt mere loessluppent end her i Hong Kong. Vesterlaendingene giver sig langt mere hen til musikken og nyder en aften i venners lag. Blandt de ‘indfoedte’ er det ikke til at se hvem der er ude med veninderne og hvem der er ude efter penge - de ligner alle hinanden og aendrer stort set ikke ansigtsudtryk en hel aften! Imponerende, he he!

At vaere herude og opleve saa mange ting, har givet mig en anden forstaaelse for hvad lykke er. Jeg foeler mig lykkelig paa en helt anden og langt mere afslappet maade, end naar jeg er derhjemme. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan bruge livt paa at lave ‘ingenting’.. men hvis det at opleve nye kulturer og at rejse verden rundt, er hvad der goer mig lykkelig.. hvorfor skal jeg saa ikke goere det? Hvorfor skal jeg vende tilbage til hverdagens trummerum naar jeg foeler mig lykkelig herude? .. og afslappet.. afslappet paa en helt anden maade end hvad jeg tidligere har oplevet. Derhjemme oplever jeg kun korte glimt af den samme form for afslapning: typisk naar jeg griller hos mor og far, eller nyder en sommerdag ved stranden. Men igen.. det er ikke den lange og varige form for veltilpashed, som jeg saa absolut foeler herude. For at vaere aerlig.. saa gider jeg ikke hjem. I hvert fald ikke for laengere tid. Jeg NYDER virkelig mit liv som det er lige nu, og jeg vil bestemt ikke have at det stopper. Det eneste jeg mangler er Lieblings ved min side. Forstaa mig ret: min familie rykker sig ingen steder - de vil altid vaere min familie, min base, men jeg savner altså at have Lieblings ved min side. Jeg vil bare SAA gerne blive ved med at rejse.. hvorfor foeles det saa saa forkert at oenske det? Og isaer naar nu det er det der goer mig lykkelig!!  Folk fortaeller mig, at jeg bliver noedt til at tage tilbage til hverdagen og virkeligheden. Jeg oensker blot, at det her er min virkelighed, saa hvorfor ikke forsoege at gaa efter maalet? Bare for et par aar! Ikke saadan at jeg vil backpacke rundt i flere aar, men at bosaette mig i udlandet.. eller arbejde med eller i en anden kultur.. gerne flere.. tjaa.. jeg ved det ikke. Selvom jeg er traet af at pakke og pakke ud, saa elsker jeg at rejse og jeg nyder livet naar jeg goer det - DERFOR vil jeg gerne fortsaette endnu laengere end denne rejse byder mig! Selvom jeg lever paa laante penge vil jeg goere det hele om igen… ogsaa selvom jeg skal laane det dobbelte beloeb. De oplevelser jeg har og det jeg laerer om mig selv, kan der ikke saettes pris paa - det er langt mere vaerd end hvad alverdens banker kan tilbyde mig!

Giver det overhovedet

Soho og Lang Kwai Fok

Vi har faaet ordnet vores visum til Vietnam og kan nu komme en uge tidligere afsted end planlagt. Hong Kong er et supersted at vaere, men leveomkostningerne er sindssygt dyre og med over 2 maaneder endnu.. tjaa .. saa bliver vi altsaa noedt til at komme videre.

Midt paa dagen tog vi til det beroemte Soho. Det centrale Hong Kong er praeget af brede gader, stilfuldt design og enorme hoejhuse. Soho derimod er smaa straeder med smalle butikker og taarnhoeje priser paa samtlige restauranter, der alle er super fancy. Soho og Lang Kwai Fok, som er en lidt (men ogsaa kun lidt) billigere udgave af Soho, ligger gemt vaek bag det centrale Hong Kong. Saa snart man bevaeger sig dybere ind paa Hong Kong Island, aendrer landskabet sig til stejle bakker - saaledes ogsaa i Soho og Lang Kwai Fok. Det er derfor noget af en kraftanstrengelse at bevaege sig rundt - som altid klarede vi det dog alligevel. Hvis jeg skal sammenligne Soho med noget genkendeligt, er det de smaa straeder rundt om Kongens Nytorv og Magasin. Blot meget snaevre straeder, mange flere butikker og MANGE flere mennesker: 98 procent med sort haar og skaeve oejne. Som vi gik der i maengden, bemaerkede jeg, at de alle lod gale, naar de talte med hinanden paa kinesisk. Alle som en fik det til at lyde, som om de blev skaeldt ud! Gad vide hvordan det danske toneleje lyder i andres oerer?

Om aftenen spiste vi paa kinesisk restaurant. Eftersom jeg levede af nudler og ris i Indien.. tjaa.. saa maatte vi lige en tur paa sushi-restaurant efterfoelgende. Det blev en fancy restaurant i Soho, hvor sushien rullede forbi mig paa forskelligtfarvede tallerkner. Hver farve repraesenterede en prisklasse - simpelt men virkelig smart og nemt! Selvom det var dyrt, var det alle pengene vaerd, for det var uden tvivl den bedste sushi jeg noegensinde har smagt!!!!! Efter 6 stykker vidunderligt velsmagende sushi var jeg maet. Noej hvor ville jeg oenske jeg kunne spise mere… nam nam. Fra da af blev sushi officielt min livret!!

Jeg elsker PANDAER!

Dagen idag brugte vi i Ocean Park - den stoerste forlystelsespark i Hong Kong. En kombination af zoo og forlystelser. Den stoerste attraktion for mig, var helt klart de 4 pandaer. Pandaer har siden jeg var helt lille, altid vaeret mit yndlingsdyr - og det er de bestemt stadigvaek. Deres smaa nuttede oerer og Noble-agtige udseende, goer dem - i mine oejne - til det mest nuttede dyr denne jord har avlet. Til at starte, da vi planlagde denne rejse, med ville jeg gerne have arbejdet med pandaer i Kina, men eftersom vi undlod Kina maa det komme senere i livet. Pandaerne i denne forlystelsespark fik mig dog til at fortryde noget saa inderligt, at vi ikke tog til Kina. Ihhh altsaa hvor var de bare nuttede. Den ene laa konstant med en kaempe dynge af bambuspinde over sig som en dyne, og gnaskede loes paa bambusblade! Af og til kiggede den ud paa os tilskuere, som om den sagde: “Taenk at I gider staa og kigge paa at jeg spiser - jeg laver jo intet andet dagen lang!”.  Hvor ville jeg oenske jeg kunne tage en af dem med hjem…

Resten af parken var en stor forlystelse - med udsigt til smaa oeer og azurblaat vand.. beliggenheden fejlede i hvert fald ikke noget. Vi proevede en vandrutschebane a la den paa bakken. Forskellen mellem de to er, at man paa bakken bliver lidt vaad, mens man ved at prove den i Ocean Park bliver absolut gennembloedt - saaledes ogsaa rejseveninden og jeg. Vi proevede en rutschebane 3 gange saa vild og stor som ‘Dragen’ i Tivoli, hvilket nok ikke var et klogt traek min ryg taget i betragtning. Til mit eget forsvar vil jeg paapege, at saafremt laegen inderligt troede jeg havde braekket ryggen, var jeg med stor sandsynlighed blevet indlagt straks jeg satte min fod i hans praksis. Lige der kunne jeg dog maerke, at min ryg ikke har godt af alt for meget pres. Derfor holder jeg den nu i komplet ro - hvilket jeg har taenkt mig at goere de naeste mange dage.Som noget af det sidste saa vi et delfinshow. Der var en kaempe tribune, der hurtigt blev fyldt med overstadige hongkongnesere, der alle - unge som aeldre - stod og vinkede til soeloeverne og delfinerne og skreg af grin hver gang en soeloeve loeftede en luffe. Ude i siden sad rejseveninden og jeg og skraldgrinede; fordi publikum reagerede som de gjorde og fordi delfinerne ikke lystrede i stort set 1/3-del af showet Sjovet var det altsaa.

Alt i alt en dejlig dag, hvor vi bare kunne opleve og have det sjovt.

MRI-scanning

Vi stod sent op idag og noed en lang nattesoevn. KL. 13 havde jeg et moede med en Dr. Tsoi. Kontoret laa midt i Hong KOng by, paa 15. etage i en aeldre bygning. Jeg foelte mig som en saerdeles rig patient, for forholdene mindede mest af alt om et dyrt privathospital. Da det blev min tur, blev jeg foert ind i et mindre lokale, hvor jeg moedte Dr. Tsoi. Han stillede mig nogle korte spoergsmaal, trykkede 10 steder paa min ryg og afsagde herefter sin dom: “I think you go MRI-scanning, yes?”. OOOEehh hvad? En noget foruroligende besked at faa, naar jeg troede det bare var et follow-up tjek. “Are you sure? I mean it wasn’t that bad an accident, and I’m absolutely sure nothing is wrong!”. Efter en mindre diskussion overgav jeg mig, og lod ham tale med forsikringsselskabet. Forinden var jeg dog blevet briefet om, at jeg med stor sandsynlighed maatte droppe den resterende del af rejsen, blive i Hong Kong i i hvert fald en maaneds tid paa et speciel ‘rygcenter’.. i det hele taget forberede mig paa, at min ryg var braekket.

Sikker paa at Gouda ville afstaa fra at betale scanningen (og den dermed blev aflyst), blev  jeg noget overrasket, da jeg fik en tid kl. 16 i Kowloon - altsaa fastlandsdelen af Hong Kong. Til alt held havde rejseveninden og jeg planlagt sightseeing i Kowloon, saa det passede fint ind i programmet. Vi tog til Kowloon med metroen via central station. 15 udgange var det umiddelbare tal jeg naaede op paa - altsaa en kaempe station.

I Kowloon gik vi forbi blomstermarkeder, et fuglemarked (maend moedes og gaar tur med deres fugl i bur. Selve markedet er et fremvisningssted for fuglene - ‘nattergalen’ giver nu meget mere mening) og et fiskemarked. Fiskene haenger i smaa poser fyldt med vand, paa rad og raekke - som sild i en toende. En lang gade fyldt med raekker af fisk i alle stoerrelser og farver, goer det ud for fiskemarkedet. Flot ser det ud, men i realiteten er det jo dyreplageri.

Omkring kl. 16 ringede de fra privatklinikken og hoerte hvor jeg blev af - PINLIGT! Afsted med taxi og hurtigt derudaf gennem Hong Kongs gader og straeder. Ved ankomst fik jeg patienttoej paa og blev herefter straks foert ind til scanneren. Det var foerst da jeg selv paapegede min piercing i tungen, at planen skred. De to sygeplejersker havde tydeligvis aldrig set saadan en foer, og blev aabenlyst pinligt beroerte! Overlaegen blev tilkaldt og jeg pillede den stille og roligt ud (som jeg har gjort saa mange gange foer) under observation fra 3 par thekoppestoerrelseoejn, der inspicerede min mindste bevaegelse. Laegen forklarede mig, at det staerke magnetfelt ville have flaaet piercingen ud af tungen og ud gennem kinden - YAK!!

For foerste gang i mit liv fik jeg foretaget en scanning. Det tog omkring 30 minutter, hvoraf de foerste 10 var de vaerste. Det foeltes en smule klaustrofobisk da jeg laa der i et lille roer, der sagde hoeje lyde. Tankerne floej rundt: hvad nu hvis laegen har ret og jeg rent faktisk har en revne i rygsoejlen… hvad nu hvis de beder mig om at aflyse rejsen.. hvad med rejseveninden? Da jeg endelig faldt til ro og igen fik kontrol over min vejrtraekning, var scanningen slut. Skraemt og alene, men en oplevelse rigere, gik jeg ud for at moedes med rejseveninden, der havde vandret rundt i Kowloon i mellemtiden. Mens jeg stod og ventede, blev jeg antastet af en fyr sidst i 20′erne. Han boed paa alt lige fra hash til svampe. Selvom jeg ihaerdigt forsoegte at afvise ham, blev han blot ved. Det var foerst da jeg truede med at raabe politi, at han forsvandt.

Efter at have moedtes med rejseveninden igen, gik vi rundt i Kowloon og fortsatte mod havnebredden, der hver aften byder paa lysshow. Rent tilfaeldigt viste havnebredden sig, at hedde Avenue of Stars - a la Hollywood Boulevard. Haandtryk og navn var stoebt i messing og sat ned i asfalten. Der var maerkelige navne som Chao Chai Fok og Le La Choy (tror jeg nok), men ogsaa langt mere genkendelige navne som Bruce Lee og Jackie Chan.

Kl. 20 begyndte lysshowet, der inkluderede de mest kendte hoejhuse i det centrale Hong Kong. Det meste af promenaden var fyldt med turister saavel som hongkongnesere. Showet var en sjov og utrolig smuk maade at opleve byen paa. Lysene fra hver bygning reflekteredes i vandet og gav dobbelt effekt, til det i forvejen vidunderligt smukke syn. Storbyen tager sig helt klart bedst ud om natten. Lige der talte jeg med rejseveninden om, at Hong Kong helt klart var en by vi begge ville kunne vaere bosiddende. Koebenhavn har sin egen unikke charme, men i en storby som Hong Kong er det anderledes. Foelelsen er ikke til at forklare..mmm.. torhed maaske? Som om jeg ville kunne bo her i flere maaneder og stadig blive overvaeldet af byen! Hong Kong er i hvert fald en cool storby. Udseendesmaessigt taet paa andre vestlige storbyer, men kulturmaessigt alligevel langt fra.

Paa trods af scanningen endte dagen fint. Efter lysshowet spiste vi laekker sushi omgivet af japanske maend der drak sig fulde i sake og talte ’shangrilaaaa-fuk’-sprog. I Japan spiser man med chefen hver dag og gaar ikke hjem foerend chefen gaar hjem. I hvert fald ikke hvis man agter at blive forfremmet. DET er da at slikke roev paa chefen!!

Selvom vi havde lidt smaaproblemer med at finde kajen, hvor den beroemte havnefaerge laegger til, kom vi sikkert hjem. Hong Kong er en by jeg foeler mig sikker i. Indtil nu har vi blot haft en enkelt oplevelse, som i det store hele var ingenting set i forhold til Indien.: 4 store jamaicanske/sydafrikanske fyre, fulgte efter os paa vej til sushirestauranten. Pludseligt spurgte den ene mig om et eller andet, og bad om at faa taget et billede af henholdsvis ham og mig, og efterfoelgende af rejseveninden og ham. Uden at taenke videre over det (vi er efterhaanden vant til, at folk vil have taget billeder med os), stillede vi begge op og smilede stort. Jeg talte lidt med den ene og sagde saa farvel. Det var foerst bagefter, at jeg begyndte at tvivle - isaer da jeg fandt ud af, at rejseveninden gav den ene sit mobilnummer! Til alt held har vi endnu ikke hoert fra dem og vi regner bestemt heller ikke med det. De var ganske flinke alle sammen, men ikke desto mindre er 4 hoeje, store, veltraenede fyre altsaa lidt skraemmende. Isaer naar de foelger efter dig paa den der “vi-er-interesserede-i-at-tale-med-jer-tal-nu-med-os”-maade. Foelte mig som var jeg igen attraktionen i zoo - ligesom i Indien.

Slumdog Millionaire og designbutikker!

Soendag er store brunch dag i Kina. Det er dog ikke den velkendte brunch man fortaerrer, men istedet noget de kalder ‘dim sum’ (mange smaa retter) med the til. Vi valgte 5 forskellige retter, hvis navne jeg ikke kender stavemaaden eller udtalen paa. Vi pegede paa kortet og gaettede os frem. Vi endte med udemaerkede foraarsruller, flere forskellige slags dampet rispapir med maerkeligt indhold og nogle crunchy sesamruller. Det eneste jeg broed mig om var foraarsrullerne og sesamrullerne. Resten var simpelthen for maerkeligt til mig. Ikke desto mindre var det nu ret saa morsomt at sidde 4 piger som eneste udlaendinge blandt blandt ca. 70 Hong Kong’nesere paa deres gemte og fri-for-udlaendinge restaurant.

Efter den noget saerpraegede oplevelse tog rejseveninden og jeg paa shoppingtur. En tur der hurtigt kunne have ruineret mig noget saa grusomt. Hong Kong er spaekket med designerbutikker - gerne 3 af hver slags og alle i megaudgaver. Min indre shopaholic broed igennem min selvbeherskelse paa et splitsekund og jeg hev rejseveninden med ind i samtligt butikker: Gucci, Louis Vuitton, Prada, Fendi, Chanel etc. Selvom jeg forelskede mig i mindst 100 must-have-items, afstod jeg fra at koebe noget. Jeg var dog lige ved at falde i, da jeg saa et par oereringe fra Chanel, der ikke kan koebes i Danmark.. AAAHH altsaa! Alt saettes dog i perspektiv naar man befinder sig herude og 100 kr. raekker til et par dages leveomkostninger. Paa et tidspunkt gik vi forbi en biograf og rejseveninden og jeg blev enige om at se filmen slumdog millionaire.: fordi vi savnede at se en film og fordi den har faaet bragende goede anmeldelser. 

Vi havde et par timer at slaa ihjel inden biografturen, saa vi bevaegede os dybere ind mod centrum. Her saa vi de foerste enorme hoejhuse, der - arkitekturmaessigt- ikke kan sammenlignes med andre velkendte hoejhuse. Vores hostel ligger paa 11 etage i en bygning med 22. Alt under 30 etager er ikke et hoejhus i Hong Kong, men blot en boligblok. Byen er oversvoemmet med disse og man aenser saadan set ikke, at det - set med danske oejne- er hoejhuse man bevaeger sig blandt. Centrum derimod er spaekket med arkitektonisk spaendende bygninger, der indeholder alt lige fra fitnesscentre, firmaer, til hoteller. Efter 30 minutter i midt centrum, begyndte min nakke at brokke sig - at kigge naesten lodret op i laengere tid er ikke noget jeg er vant til… men noooeejj hvor var det spaendende.

Fra centrum bevaegede vi os ind i det beroemte Soho. Gaderne blev straks smallere, menneskene langt mere modebevidste, butikkerne mere a la stroegets sidegader og stemningen mere jeg-kender-hong-kong-og-ved-hvor-jeg-finder-de-smarte-butikker-og-det-bedste-mad. Til vores begges held fandt vi en stor H&M, hvor vi endte med at koebe lidt nyut til den allerede meget slidte kuffertgarderobe. Efter 3 timer vendte vi snuden hjem mod ‘the doorm’.

Klokken 20 saa vi film - en af de mest rammende film jeg nogensinde har set. Man foelger en ung ’slumdog’ fra Mumbai i hans kamp om at vinde millioner i ‘Hvem vil vaere Millionaer?’. Paa trods af han ikke har en uddannelse, kender han svaret paa mange af spoergsmaalene. AArsagen hertil finder man i hans livshistorie, der gennemgaas og udvikles for hvert spoergsmaal der stilles. Omgivelserne i filmen (togene, slaveboern der arbejder for mafiean og bliver forkroblede af selvsamme, for paa den maade at tjene flere penge ind, er alt sammen saerdeles virkeligt. Det kan og vil jeg skrive under paa. ‘Slumdog millionaire’ er den bedste maade at opleve Indien paa uden at rejse dertil og jeg kan derfor varmt anbefale den til alle andre!

Med taarer i oejnene og mange blandede foelelser, forlod vi biografen og tog hjemad. Hele vejen hjem var vi meget stille. Det var som om filmen sendte os direkte tilbage til Indien og de proevelser og haarde indtryk der fulgte med. Indien har saa sandelig gjort indtryk paa mig.. men men.,. saa er det rart at komme hjem i en dejlig seng, hvor jeg foeler mig sikker som til alt held er langt fra Indiens larm, kaos og elendighed. Hong Kong er GREAT! 

Ankomst Hong Kong

Hong Kong Lufthavn er den stoerste lufthavn jeg nogensinde har vaeret i :P. Alt er skinnende rent, systemet fungerer upaaklageligt og man foeler at man er kommet til et civiliseret land. Saadan havde jeg det i hvert fald. Hvilken befrielse det var at passe ind i folkemaengden og ikke laengere foele sig som attraktionen i zoo :D.

Hong Kong har lidt a la samme position som Monaco har i Frankrig. Hong Kong Island og Kowloon (en del af fastlandet), har tilhoert England i mange aar. For 10 aar siden laante Kina England et stort landomraade graensende op til Hong Kong. Dette omraade blev kaldt for New Territories og fungerer nu som en slags forstad til centrum - altsaa Hong Kong Island. Omkring aartusindeskiftet udloeb laaneaftalen og New Territories blev sammen med resten af Hong Kong (hvorfor?) leveret tilbage til Kina. Hvorledes forholdet mellem Hong Kongs ledelse og Kinas styre fordeler sig nu, ved jeg desvaerre ikke noget om. Hong Kong fremstaar idag som en blanding mellem vestlig og asiatisk kultur. Mange steder undervises der paa engelsk, og langt de fleste fra den yngre generation, taler et forstaaeligt engelsk. Rundt omkring i gaderne haenger der reklameskilte paa kinesisk, smaa markeder slipper man ikke for og maden er overvejende kinesisk (ja der spises med spisepinde OVERALT). Infrastrukturen er fantastisk - isaer metrosystemet er meget overskueligt og langt bedre end noget andet jeg nogensinde har set. Selv i Hong Kong lufthavn er der metrotoge. Til forskel fra Koebenhavn, er lufthavnen dog saa stor, at den har sine egne metrotoge, der foerer til selve “landets” metronet. Saa ved man at lufthavnen er stor.. he he!

Medmindre man bor paa deciderede hoteller, er det langt fra et saersyn, at et hostel er spredt ud i flere bygninger og paa mange etager - alt afhaengigt af hvor ejeren har opkoebt lejligheder henne. Vores hostel, Yes Inn, er ingen undtagelse. Receptionen ligger 3 minutters gang herfra og vi er indlogeret i en lejlighed med i alt 6 vaerelser - heraf et doormroom hvor Lise og jeg bor.Det vil sige, at vi deler rum med 4 andre piger. Lejligheden har et faellesrum med fjernsyn, koeleskab og en lille sofa, men ellers fungerer det meget som et hotelvaerelse. Der er dog simple regler at efterkomme, naar man bor paa et doorm. Blandt andet kan man ikke tillade sig at larme, for uanset hvornaar du er paa vaerelset, er der altid en anden der forsoeger at sove. Indtil videre gaar det fint, men eftersom vi blot har vaeret her et par timer, taeller det ikke :-)!

————————

Vi har ikke lavet andet idag end at sove og spise, saa indtrykkene af det rigtige Hong Kong er endnu faa. Flyveturen fra Nepal har sat sine spor i mig - lidt vaerre end de andre flyveture, for ryggen er langt fra iorden endnu. Paa trods af jeg har sovet det meste af eftermiddagen og blot vaeret ude for at spise lidt aftensmad og handle lidt frugt og broed til morgenmad og frokost, vil jeg laegge mig til ro igen. Har talt med forsikringsselskabet igen og de vender tilbage mandag morgen med en ny tid hos en laege i omegnen.

Sov godt :-)

Bye Bye Nepal

Jeg har ikke faaet skrevet i et par dage nu, da vi mest af alt har slappet af og nydt Kathmandu. Onsdag d. 4 gik med at komme den lange vej fra Pokhara til Kathmandu. Denne gang med turistbus, som saadan set var udemaerket (hvorfor tog vi dog ikke bussen paa vej dertil??). Torsdag brugte vi hele dagen paa selvsamme helseklinik vi besoegte dag nr. 2 i Nepal. 4,5 timer med pedicure, massage og facial.. DET er sagen - og isaer naar prisen ligger paa 300 kr. Om aftenen var vi sammen med to engelske fyre kaldet Luke og Jordan. Begge 27 aar og fra det finere engelske borgerskab. Det var utroligt afslappende og rart at dele aftenen med mennesker naesten lig os selv aldersmaessigt. Samtalen gik lystigt, og foer vi fik set os om var klokken lidt i et og restaurationspersonalet laa og sov. UPS!

Fredag stod vi tidligt op, checkede ud og tog mod lufthavnen. Inde i lufthavnen virkede alt kaos og vi kunne ikke finde check-in-skranken paa trods af, at der ialt blot er 12. Det var foerst da en politimand bemaerkede, at der stod 11:15 PM, at en klokke ringede. Naar man er vant til at bruge 24-timers og ikke 12-timers klokkeslaet, ja saa er 11:15 altsaa om formiddagen. Grinende (og aergelige) forlod vi lufthavnen og satte kurs tilbage mod hotellet.

Luke og Jordan saa NOGET overraskede ud, da vi bankede paa deres doer en halv time senere: “Aren’t you guys on your way to Hong Kong?”. Well.. jo.. og saa alligevel ikke. Vi aftale at spise morgenmad med drengene og gik saa ned i receptionen for at vente paa dem. Her moedte vi Hr. og Fru Danmark, der netop var hjemvendt fra Everest Basecamp. Begge, men isaer Fru Danmark, havde lidt af hoejdesyge og var glade for at turen var overstaaet. Taenk ikke at gaa i bad i 10 dage!! Er sikker paa mine foedder ville have dannet hele landsbyer i skoene paa den tid!

Efter endnu engang at have sagt farvel til Hr. og Fru Danmark (med aftale om at spise farewell-frokost paa la dolce vita), moedtes vi med drengene igen. Resten af dagen og aftenen (bortset fra frokost) hyggede vi med dem og aftalte, at saafremt det var muligt, skulle vi moedes igen i Vietnam. Man moeder  mange backpackere herude i Asien og de fleste af dem har nogenlunde (eller helt omvendt) rute rundt i Indokina som rejseveninden og jeg. Chancerne for man stoeder paa de samme mennesker igen, er derfor ikke helt smaa, da backpackere oftest befinder sig i de samme omraader og bydele af et land eller en by. Alligevel er intet dog givet, for med et kan en planlagt rute aendre sig.

Omkring kl. 20 tog vi igen afsted mod lufthavnen - denne gang sikre paa tidspunktet for afrejse.

Kathmandu lufthavn er, i lighed med Delhi’s, praeget af kaos og forvirring. Inden man kommer ind i check-in-omraadet, skal man fremvise sin billet. Kontrol af tasker og passagerer foregaar inden man kommer ind i selve lufthavnen og igen naar man skal gennem det sidste sikkerhedstjek. Tjekket foregaar ved, at 4 militaerfolk sidder og glor ind i en skaerm, der naeppe ville blive godkendt af den danske sikkerhedstjeneste. Som rosinen i poelseenden, er der blot to gates og et enkelt stort venterum. Alle passagerer sidder saaledes samlet, og naar det er boardingtid, gaelder det om at komme foerst til skranken - dvs. endnu mere forvirring. Til sidst kom rejseveninden og jeg dog ENDELIG om bord paa flyet - et udemaerket et af slagsen, vores forventninger taget i betragtning. SouthernChina kan varmt anbefales. Nattesoevn fik vi ikke meget af, men til alt held, var folk langt mere stille end da vi havde kurs mod Indien. Dejligt!

Paa vej til Hong Kong mellemlandede vi i Guangszhou (?) lufthavn i Kina - og hvilken lufthavn det var: stor, ren og meget praeget af topstyring. At komme igennem immigrationsmyndighederne virkede som en naesten umulig opgave - paa trods af vores visum, der viste sig at vaere unoedvendigt! At faa 17 mennesker clearet tog over 1 time. Paa dette tidspunkt blev 6 af os ledt videre gennem lufthavnen til transferomraadet. Rejseveninden og jeg talte frem og tilbage om, hvorvidt lufthavnen ville bryde sammen, hvis 4 fly ankom samtidigt. Magen til snoevleri (eller kontrol) har ingen af os oplevet foer.

Designmaessigt er Guangszhou lufthavn langt flottere end Koebenhavns. Toilletterne er uden tryk-ned-knap, men registrerer selv hvornaar en person rejser sig (eller ogsaa er det naar vandet har vaeret stille tilpas laenge efter det foerste plop!) - det er uden tvivl langt mere hygiejnisk! Der er hoejt til loftet overalt, og man fornemmer en meget struktureret og indlaert professionalisme hos de ansatte. Et minus er dog kulden. Med saa hoejt til loftet, maa det vaere omkostningsrigt at opvarme lufthavnen - noget de tydeligvis har sparet paa, for brrrrrrr… hvor var der koldt. Rejseveninden og jeg savner VIRKELIG varmen, saa den kolde lufthavn gjorde intet positivt for dette oenske.

Lige nu sidder vi paa flyet paa vej til Hong Kong. Rejseveninden sover og ligesaa goer kvinden til venstre for mig. Hong Kong bliver et helt anderledes eventyr end Indien og Nepal. Oplevelsesmaessigt har Nepal givet mig meget. Pigerne er utroligt smukke og mange maend har meget aristokratiske ansigtstraek. Det er lidt sjovt, at jeg skriver saadan, for forinden jeg tog paa denne tur, var en Asiat en Asiat. Same same but different, som de siger herude. Efter Nepal har tingene dog aendret sig og jeg ser nu forskellene. Som land er Nepal styret af politi og militaer. Uroen som landet har vaeret plaget ad, maerkede vi ikke meget til. Det eneste der vidnede om ulmende optoejer, var selve maengden af politi, militaer og vagter rundt omkring i gaderne. 

Nepals natur er et stykke for sig. Himalayabjergene er selvfoelgeligt det primaere maal for turister, men Nepal har SAA ufatteligt meget andet at byde paa - noget som mange hurtigt glemmer eller overser, har vi ladet os fortaelle af et par indlaendinge. Personligt vil jeg sagtens kunne vende tilbage til Nepal. Maanederne september til november er dog at foretraekke, da monsunen netop er slut og alt derfor er groent og vandet er klart. Ikke desto mindre har det vaeret helt fantastisk at komme fra et stort set udtoerret land, til et langt mere frodigt. Naar man samtidigt ved, at selv det frodige land er i en toerkeperiode.. tjaa.. saa oensker man sig hen til oktober maaned, hvor alt er saa frodigt som det overhovedet kan blive. Der skal dog ikke vaere nogen tvivl: Tag til Nepal. Det er pengene tidobbelt vaerd! 

Paragliding og Østens mystik tilført af en dansker

Dagen idag boed paa Pokharas “hoejdepunkt”: Paragliding. Baade rejseveninden og jeg var enormt spaendte, for ingen af os havde proevet det foer. Uheldigvis var vejrguderne ikke med os, for det var lidt taaget og himalayatoppene var derfor ikke synlige. Paa vej til take-off kunne ingen af os lade vaere med at smile. Dette aendrede sig dog saa snart vi kom til flyvepladsen - spaendingen blev afloest af nervoesitet. For hvor sikkert er det at loebe ud over en klippe og saa bare lade sig “falde”? Der var dog ikke tid til flere betaenkninger for 1-2-3 og afsted ud over klippen. Jeg loeb og loeb men foelte ikke, at jeg bevaegede mig mere end nogle faa meter. Foer jeg fik set mig om, var jeg ude over skraenten og svaevede hoejt oppe over Lise og de andre paraglidere. Udsigten var helt faenomenal og en meget anerledes maade at se Pokhara paa. Bjergene der spejlede sig i soen, vandet der glitrede som tusinde diamanter og byen med smaa legetoejsbiler og knappenaalsmennesker! Den fantastiske foelelse varede i omkring 20 minutter, hvorefter en kraftig kvalme kom over mig. De naeste 10 minutter husker jeg ikke saa meget af, andet end at jeg ihaerdigt forsoegte at undlade at braekke mig. Dette lykkedes til perfektion lige indtil landingen, hvor meg med det samme faldt paa knae og braekkede morgenmaden op - flere gange. Paragliding er aabenbart ikke for folk, der ikke kan lide karruseller der koerer rundt i ring - for det er saadan paragliding foeles! Min instruktoer lod mig vaere lidt alene og gik hen for at samle faldskaermen sammen. Efter nogle minutter gik vi mod firmaets base, hvor jeg noed en dejlig kold cola. Selvom jeg havde betalt for 1 time, fik jeg kun 30 minutter - og MANGE tak for det. Foerend Lise stoedte til basen, gik jeg op paa hotelvaerelset og lagde mig ned. Her blev jeg resten af eftermiddagen. Jeg vil lige tilfoeje, at ud af 6 var der 3 der blev daarlige!

Om aftnenen spiste vi i faellesskab med en dansker, der har brugt de sidste 6 maaneder i Nepal. Han var omkring 50-55 aar og havde et langt liv af underlige oplevelser bag sig - bl.a. nogle rimeligt syrede oplevelser i min hjemby der ikke taaller at blive fortalt i dagslys! Han var meget interesseret i horoskoper og haandlaesning, og havde faktisk haft en forretning i Danmark med selvsamme produkt som handelsvare. Som aftenen skred frem, fortalte han mig, at jeg var en typisk venuskvinde med mit lyse haar, oktoberbarn og venus/smilehuller. Han var dog heller ikke i tvivl om, at der bag mit venusydre, gemte sig en aegte femme fatale. “Du har brug for masser af kaerlighed og romantik, men ogsaa en mand der kan saette dig paa plads” - og det har jeg saa sandelig ogsaa fundet mig nu, nemlig Lieblings. Med hensyn til min karriere kunne han i mine haender “se”, at jeg blev meget succesfuld og med stor sandsynlighed flyttede udenlands. Ifoelge ham vil et job med retfaerdighed, stillingtagen til andre menneskers personlige problematikker og afgoerelser vaere ideelt.

Oplyste og meget laerde (foelte vi os som) gik vi hjem til hotellet. Begge var vi meget taenksomme over hvad jan havde fortalt  os. Hvor meget man skal tro paa, maa man selv vurdere, men at hoere ham sige ting jeg selv har haabet paa vil ske for mig i fremtiden.. tjaa.. det var nu meget rart og gav mig et stort og tiltraengt smil paa laeben! 

Sightseeing i Pokhara

Da vi vaagnede var vi begge endnu maerkede efter loerdagens uheld. Planen var derfor simpel: en chauffoer der ville koere os rundt til de vigtigste sevaerdigheder i Pokhara. Hotelpersonalet var mere end villig til at booke en tur for os, saa dette var hurtigt overstaaet. Turen inkluderede et par grotter, et tibetansk kloster, en saerlig hvid flod, Begnas Lake og meget andet. Vi lagde ud med en lille grotte, som rejseveninden og jeg gik paa opdagelse i helt alene (hermed ment sammen med alle de andre turister). Grotten var som saadan ikke noget specielt, men udgangen gav anledning til lidt anstrengelser. Det var nemlig en lille passage dannet mellem klipperne - dvs. vi skulle kravle, hive og slaebe os ud af et lille hul. Det var ret saa underholdende! Naeste punkt var flagermusegrotten. Denne grotte var til gengaeld kaempe stor og svaert tilgaengelig paa grund af fugten og de vaade klipper. Vi var ikke kommet langt ind i grotten, foerend rejseveninden blev skraekslagen og mest af alt ville ud igen. Det hele blev ikke bedre af, at vores chauffoer pludseligt lyste op mod grottens loft, og afsloerede flere tusinde flagermus. Selv jeg blev overvaeldet - dog paa den gode maade. Aldrig har jeg set saa mange flagermus foer og aldrig har jeg set rejseveninden vaere saa bange! Flagermusene daekkede hele grottens loft, saa det lignede et uhyggeligt tapet af en slags - enormt spaendende og et enestaaende syn! For min skyld kunne vi have blevet laengere, men rejseveninden var nu saa bange, at hun stod sammenkroebet og hev efter vejret. Saa snart vi kom ud fik hun det dog bedre.

Naeste stop var “den hvide flod”, der loeber 50 m. under Pokhara by. Vandet har gennem tiden gravet en dyb kloeft midt i Pokhara by, hvorfor der nu er et frit fald paa 30-40 meter ned, foerend vandet kommer til syne. Floden er fuldstaendig hvid, af at grave sig gennem Pokharas underlag. Den hvide farve adskiller floden fra mange andre og giver den en speciel status for indbyggerne.

Som en af de sidste ting paa turen besoegte vi et tibetansk kloster. Paa trods af at jeg efterhaanden har besoegt et utal af templer, har jeg aldrig nogensinde set et saa farverigt og dekoreret tempel. Farverne, udsmykningerne, placeringen hoejt paa en bakke… ja det hele gik op i en hoejere enhed og gjorde templet til et fantastisk sted at vaere! 2 munkeboern viste os indenfor i hovedbygningen og gav os helligt vand kun ment til munkene. I haven stod der Buddhastatuer spredt rundt omkring og midt i det hele laa en basketbane - saa langt fra virkeligheden og ikke lanegere vaek end at en basketbane! En munk spillede fodbold op ad muren, men efter et par “haandtegn”, fik jeg ham til at spille bolden til mig. Saa stod vi og skoed lidt frem og tilbage til hinanden. To personer med SAA forskellige verdener, der enedes og lo over en saa universel ting som det at spille bold - FANTASTISK!

Vi besoegte endnu en sevaerdighed nemlig Begnas Lake. En soe ikke langt fra Pokhara og Fewa Lake (turistsoeen), men stadig meget uberoert. Naturen var (som altid) betagende og mageloes, men med kun ca. 20 minutter ved hvert stop, fik vi helt sikker ikke set det bedste af Begnas Lake.

Vel ankommet til hotellet gik vi straks op paa vaererlset for at sove.. og her ligger vi endnu!

Dagen derpå

Dette bliver et kort indlaeg, for har det ikke specielt godt. Laegen sendte mig til hospitalet, for at faa taget roentgenbilleder. Smerterne i ryggen tiltog for hvert kvarter, saa koereturen til hospitalet var naesten det vaerste. Nepals infrastruktur er altsaa VIRKELIG daarlig, naar det helst ikke skal bumpe for meget og man bare gerne vil frem hurtigst muligt. Hospitalet var et levn fra efterkrigstiden og instrumenterne ligesaa. Er sikker paa jeg har faaet tilstraekkeligt med gammastraaling (eller hvad det nu end hedder) efter de 2 billeder. Fra hospitalet til laegen gik det forholdsvist “smertefrit”, eftersom jeg paa det tidspunkt allerede havde faaet 3 smertestillende hestepiller. Hos laegen fik rejseveninden stillet diagnosen “lille hjernerystelse” og jeg noget muskulaert betaendelse i musklerne omkring rygsoejlen. Derfor gjorde det saa allerh……. ondt, fordi musklerne haevede op og pressede paa rygsoejlen.

Idag soendag stod vi op kl. 14.30 efter naesten 16 timers soevn. Humoeret stiger langsomt, hvilket er fantastisk dejligt. Vi var begge MEGET stille igaar og maelede stort set ikke et ord med hinanden. Isaer igaar var det tydeligt, at uheldet satte tanker igang hos os begge. Idag har stemningen som skrevet vaeret lidt mere oploeftet. Vi er dog langt fra kampklare endnu.

Senere skal vi ud at sejle med de 2 Christinaer, som vi bl.a. var sammen med til den hinduistiske festival, hvor rejseveninden kom saa galt afsted. Byen som vi befinder os i, Pokhara, ligger placeret ved 3 store soer; Begnas Lake (den smukkeste), Fewa Lake (den taettest paa) og en tredje jeg ikke kan huske navnet paa. Naar vi skal sejle senere, er det Fewa Lake vi skal ud paa. Planen er, at vi hyrer en privat baadmand til at sejle os rundt i en time eller to. Hvad vi goer med aftensmad og derefter, ved jeg endnu ikke. Mit gaet er, at vi finder en god restaurant og bruger aftenen der.

Lige nu ligger jeg i sengen og skriver dagbog. Kan maerke at jeg har brug for at sove lidt forinden vi skal paa baadtur. Uheldet i loerdags har virkelig taeret paa kraefterne..

Biluheld i Nepals bjerge

Imorges var jeg helt rundt paa gulvet, da jeg stod op - igen havde jeg ikke faet sat alarmen! Dagen idag boed paa i alt 7 timers koeretur fra Kathmandu mod Pokhara og indimellem et par timers rafting paa Trisoli River.

Den foerste del af koereturen floej afsted (er ovenud lykkelig for min ipod) og snart var vi ved startpunktet for raftingturen. Efter et hurtigt toejskift, gennemgang af sikkerhedsudstyr og regler og en lille gaatur, var vi klar til den helt store raftingtur. Til alt held var rejseveninden og jeg de eneste der havde booket den dag, saa vi blev placeret paa de bedste pladser: helt forrest.

Udsigten fra floden var kun himalayabakker og flodbred - skoent! Til at starte med noed vi dog ikke udsigten for efter 5 minutter var vi begge drivvaade. 3 timer foeltes pludseligt som utrolig lang tid - vi klagede dog ikke, for det er jo den del af rafting der goer dig gennembloedt, som ogsaa er den sjoveste del. 2 svoemmeture blev det ogssa til, men uuuuhh hvor vandet dog koldt. Jeg kunne naesten ikke traekke vejret, da jeg kom op til overfladen igen efter at vaere sprunget i fra baaden. Det foeltes som at faa banket al luften ud af lungerne - saa koldt var det. Efter hvad der foeltes som et par minutter i vandet maatte jeg op igen. Anden gang svoemmede rejseveninden og jeg fra baaden og ind til flodbredden ifoert vores redningsveste og toej - en noget blandet fornoejelse maa jeg indroemme. Paa flodbredden spiste vi frokost og noed udsigten.

Paa et tidspunkt gik en gruppe nepalesere forbi. De var paa vej ud at lede efter en byboer, der var faldet i floden og druknet - givetvis paa grund af druk. En meget surrealistisk historie naar man som ganske almindelig dansker sidder og faar oversat de enkelte ord.

Efter en lille time padlede vi ud paa floden igen. Denne gang var der langt mere vind, saa de stille perioder af turen var meget kold. Ikke langt fra hvor vi havde spist frokost, saa vi en stoerre samling af mennesker, med fokus i midten af forsamlingen. Vores guide fortalte, at det var den foeromtalte fulde mand, de havde fundet. OEH NAAH.. og tak for mad!

Omkring kl. 14 skiftede vi fra baad til bil - uuhh hvor var det rart at komme ind i varmen igen. Naturligt nok gik der ikke laenge foerend vi begge faldt i soevn. Det naeste jeg husker er, at bilen hopper op og ned, nogle slag, et par bump, lyden af en bil der koerer galt mens den bremser og derefter stilhed. Der gik et par sekunder foer jeg forstod hvad der lige var sket: vores private chauffoer var koert galt.. i bjergene! Det eneste jeg taenkte paa, var at komme ud af bilen. Hurtigt fandt jeg dog ud af, at jeg ikke kunne komme ud af min egen doer: der var ingen jord at traede paa, blot et fald paa 7 meter - lige ned! Lige der blev jeg skraemt fra vid og sans og panisk fortalte jeg rejseveninden, at hun skulle gaa ud af bilen NU!! Hurtigt kom vi ud og stillede os et godt stykke vaek - halvt i chok, halvt vaagne og endnu ikke klar over hvad der lige var sket. De naeste to timer floej afsted og jeg husker nu kun tingene svagt. Jeg kan huske, at jeg talte 15 maend der stod rundt om bilen og forsoegte at faa den op paa vejen igen. Jeg kan huske, at jeg gik frem og tilbage flere gange, fordi jeg ikke anede hvad at goere af og med mig selv. Jeg kan huske, at vi fik en forklaring paa, hvorfor chauffoeren var koert galt: en sort kat var loebet ud foran bilen. For at undvige den havde chauffoeren drejet skarpt til hoejre og dermed koert halvt ud over bjergskraenten. Normalt er der 1 meter grus foerend skraenten begynder, men lige praecis hvor vi koerte galt, var der et gigantisk indhug muret op med betonvaegge (for at aflede vand og jordskred). Det bagerste hoejre daek (i den side hvor jeg sad), var koert ud over skraenten og var uden jordforbindelse. Bilen var fortsat ligeud, og den bagerste del af bilen, var derfor hamret ind i betonvaeggen foer den fortsatte halvt ud over skraenten, der var fyldt med store sten og endnu en lang fordybning (Det er svaert at forklare.. men.. jeg haaber det giver mening!). Af denne grund var rejseveninden og jeg vaeltet rundt inde i bilen. Noget af en ubehagelig oplevelse maa man sige.

Da bilen endelig kom op paa vejen igen, havde jeg mindst af alt lyst itl at saette mig ind i den igen. Med udsigt til at vaere strandet et forholdsvist oede sted i Nepals bjerge.. tjaa.. hvilke andre alternativer havde vi? Ganske rigtigt - ingen! Ergo blev det bilen igen.

Efter ca. 30 minutter stoppede chauffoeren; et daek var fladt. Imens han skiftede det, sad jeg og funderede over livet og dets tilfaeldigheder. Det er helt utroligt saa hurtigt mig liv kan blive mig fraroevet. Havde chauffoeren koert 5 km. hurtigere i timen, ville han ikke have naaet at bremse tidsnok op. Et fald paa 7 meter slaar dig maaske ikke ihjel, men det kan saa sandelig goere megen skade - og isaer naar sikkerhedsseler er ikke-eksisterende. Man saetter virkelig pris paa livet og alt det byder paa, naar man har vaeret ude for saadan et uheld. Det er ikke det stoerste i mands minde, men stort nok til at man vaerdsaetter livet paa en anden maade. Maaske ikke om 3 maaneder, men i hvert fald et godt stykke tid endnu.

Lige nu sidder vi paa hotelvaerelset og venter paa at komme paa hospitalet. Rejseveninden har sandsynligvis en lille hjernerystelse og min ryg er begyndt at goere MEGET ondt (har 2 puder i ryggen, men de hjaelper ikke paa den konstante smerte. Jeg har talt med min mor nu, og kan maerke at chokket maaske er stoerre end jeg foerst havde troet; jeg er traet, moerbanket og har mest lyst til at have Lieblings omkring mig. Traenger til hans skulder at graede ved. 2 kvinder der begge er paniske, i chok og ikke har overskud til at tage vare paa hinanden.. tja.. vi staar begge lidt alene om det her. Om ikke andet giver det mig haar paa brystet (i den gode og ikke ulaekre forstand)

Puhha for en dag.

Afslapning i Kathmandu

Idag har rejseveninden og jeg bare ligget i Kathmandu Guesthouse’s have og slappet af. Vi kan begge maerke at 1 maaneds rejseri og fully-packed-days, har sat sine spor i os. Her til aften moedte vi en fortograf for jyllandsposten, der ogsaa havde vaeret til samme hindufestival som vi. Til forskel fra os, havde han haft nogle fantastiske oplevelser og sad nu tilbage med en stor maengde sublime billeder.

Det er helt utroligt saa taet man (saa hurtigt) bliver med andre danskere, saa snart man er i Asien (har ikke proevet andre verdensdele saa derfor en noget ensidig udtalelse). Det er en kaempe omvaeltning fra derhjemme, hvor vi naesten ikke aenser hinanden: saa distancerede vi er derhjemme, saa udadvendte og imoedekommende er danskerne herude. Vi er faktisk et ganske venligt og imoedekommende folk - naar vi vaelger at vaere det.

Jeg er begyndt at taenke paa at flytte udenlands - enten til andre steder i Europa eller hvorhen mit (nyligt oenskede) arbejde som diplomat, vil foere mig hen. At rejse er at leve som H.C. Andersen engang har sagt. Dette kan jeg give ham saa ganske ret i, for det kunne da vaere spaendende at bo ude et par aar eller fire!

Klokken er nu 23.52 og jeg vil ringe til Lieblings. Savnet til ham er blevet stoerre de sidste par dage, hvor vi ikke har lavet saa meget. Glaeder mig rigtig meget til Bali (men jo.. jeg husker ogsaa at leve i nuet).

At give til de fattige..

Hverken i Indien eller i Nepal har jeg til denne dag haft lyst til at give penge til tiggere eller fattige. Men.. idag saa jeg en meget gammel kvinde sidde paa fortorvet med sin lille “forretning” foran sig. Hun havde slaaet sig ned ved siden af et stort trae og haengt en paraply op mellem traet og den bagvedliggende mur, saaledes at der dannedes et omraade med skygge. Her sad hun med sine 6 chipsposer, lidt frugt og varme majskolber. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik lyst til at give hende penge (faktisk en del - 500 indiske rupees, hvilket svarer til ca. 10 euro eller 3 ugers indkomst for hende).. maaske fordi hun mindede mig lidt om mormor i sine ansigtstraek, maaske fordi hun bare saa lidt ensom ud eller maaske var det noget tredje! Hun havde en aura af venlighed, oprigtighed og soed aeldre kvinde, der gjorde at jeg blev bloed om hjertet. Da jeg endelig fik pengene frem, var vi dog langt derfra (vi koerte i bil) uden mulighed for at vende om.. OEV!! Jeg var faktisk saa aergelig, at jeg i lang tid overvejede at tage en rickshaw tilbage til hende - blot for at give hende pengene. Hvorfor gjorde jeg dog ikke det??

Bhaktapur

Idag besoegte vi en by ved navn Bhaktapur. Kort fortalt Kathmandu i miniudgave. Vi fulgtes med Morten, som vi moedte igaar ved Jysk rejsebureau. Selve Bakthapur ville jeg kunne skrive side op og side ned om. Der er blot 2 problemer: Jeg er ved at vaenne mig til hverdagslivet i Asien, saa mange af de indtryk der tidligere kunne vaelte mig omkuld, oplever jeg ikke paa samme maade laengere. Tiggere, doede/sovende hunde, saelgere, asiatisk arkitektur… paa en tidspunkt stopper wowfornemmelserne og en almindelig hverdag tager over. Det er hvad der er sket nu. Problem nummer 2: Jeg har det lidt skidt idag.

Det eneste virkelig spaendende vi oplevede, var en skole hvor vi fik lov at kigge ind i klasselokalerne og sige hej til boernene. Som en ekstra bonus saa vi doeveklassen - et lille rum med 6 boern i skoleuniformer. I Danmark ville et saadan klassevaerelse vaere under staerk diskrimination og blive nedlagt hurtigst muligt - her er det som en plads i himlen for de doeve boern. Resten af Bhaktapur var som skrevet foer: meget lig Kathmandu!

Efter Bhaktapur tog vi til Bodnath - et omraade for tibetanske flygtninge og andre buddhister. Center af Bodnath er en STOR stupa med mange tibetanske klostre liggende onkring den. Af denne grund var omraadet fyldt med minke, tibetanere  i eksil og tibetanere paa vej hjem mod Tibet. Ergo et mekka for tibetanere og en fantastisk oplevelse for os. Dette var uden tvivl dagens hoejdepunkt for baade rejseveninden og jeg. Vi fik talt med en munk der forklarede lidt om buddhismen og det tibetanske nytaar. At se disse roedklaedte munke i deres naturlige miljoe, var en helt vidunderlig oplevelse. Tibet har altid og er stadig et mere eller mindre lukket og meget mystisk land for omverdenen, saa det at vaere i et Tibet-mekka var saa absolut en fantastisk og enestaaende oplevelse. Buddhismen er en saerdeles aaben religion som jeg er blevet en stor fan af.

Til aftensmad fik vi begge en god boef med bearnaisesovs til.. WONDERFUL! Boef med sovs til er en staerkt undervurderet ting, har baade rejseveninden og jeg erfaret efter ca. 22 dage uden koed. Sovsen var som fra et pizzaria (alt for meget olie), men herude taeller alt der minder bare det meste om hjemme!

Det hinduistiske nytår..(med overgreb til følge)

Hinduismen fejrer i disse dage Shivas foedsel (den primaere gud), hvorfor der afholdes en uge lang festival i Pastipunath (?) - templet vi besoegte i fredags. Rejseveninden og jeg ville egentlig derud alene, men Jysk rejsebureau tilboed at give os et lift sammen med 6 andre danskerer og et par japanere. Tanken om at moede nye mennesker loed tillokkende, saa vi takkede ja. Da vi ankom til bureauet et par timer senere, faldt vi i snak med to piger, Christina x 2 og Morten fra Taasinge. I bil koerte vi mod templet, men jo naermere vi kom, jo taettere blev menneskemaengden, hvorfor vi endte med at gaa det sidste stykke vej. Guiderne fortalte, at der hvert aar kommer ca. 1/2-1 mio. mennesker om dagen i de dage festivalen varer. I hindusimen er aaret ikke 2009 men 2065, saa paa en maade har rejseveninden og jeg vaeret i fremtiden. Behoever jeg skrive at vi lignede os selv paa en prik? Ja vi ser faktisk hamrende godt ud i aar 2065.

Tilbage til virkeligheden igen… Vi bevaegede os op ad samme rute som i fredags, men stedet var forandret til ukendelighed; unge og aeldre maend dominerede billedet. De sad i traeerne, op ad murene, stod alle steder der var plant eller klamrede sig til en bambuspind stukket i et hul i muren. Af og til broed maengden ud i raab og hujen - dog  uden at vi vidste hvorfor. Det var foerst da vi bevaegede os dybt ind i menneskemaengden, at vi fandt aarsagen: os… kvinder! Uheldigvis var jeg plus en af christinaerne de eneste piger med lyst haar, saa maendenes raaben og skrigen eskalerede blot. Denne gang til staerkt seksuelt betonede ord, der ikke skal naevnes her. Paa det tidspunkt var rejseveninden og jeg blevet skilt fra hinanden, og fulgtes med hver vores guide. Hun gik med Morten og den bagerste guide, hvorimod jeg fulgtes med den forreste guide og de to danske piger. Da min guide hoerte menneskemaengdens raab og saa omkring 100.000 sultne gribbe kigge paa os, ledte han os ind i et lille hulrum, hvor der var naesten roligt (selvom jeg skriver roligt, stod der 40-50 maend med fokus kun paa os..  skraemmende!). Guiden gik ud efter rejseveninden og Morten, og lod os 3 piger alene tilbage. Efter 2 minutter broed menneskemaengden ud i et broel og folk blev skubbet ned ad trappen eller ind i vores lille hulrum - tydeligvis fordi massen blev presset nedad oeverst fra trappen. Da rejseveninden og Morten endelig tilsluttede sig gruppen, var hun graedefaerdig og Morten tydeligt rystet. Det viste sig, at rejseveninden var blevet vaeltet omkuld og antastet groft (raget paa brysterne, roeven og i skridtet). Dette skete da hele menneskemaengden blev forceret tilbage og ned ad trappen af politiet og militaeret. De sidste 3 danske piger og deres guide, var forsvundet opad i menneskemaengden - uden for vores raekkevidde. Guiderne ledte os tvaers gennem myldret af mennesker og gelejdede os ud paa noget af en vandretur: ned af en stejl skraent, igennem krat og braendenaelder for til sidst at blive  taget til naade af en lokal, der foerte os igennem sit hus og ud til en af politiet spaerret doer. Som udlaending er der aabenbart saerlige regler, for politiet lukkede os (som de eneste) gennem afspaerrinen og efter 15 min. gang, sad vi trygge men betuttede tilbage i bilen. Her moedte vi de 3 andre piger, der var mindst lige saa skraemte som os! Havde vi vaeret forberedt, ville det have vaeret en smal sag at blive ved templet, men tilraabene kom som en overraskelse for alle og var derfor saerdeles svaere at abstrahere fra.

Om aftenen moedtes vi med de to christinaer og Morten til faellesspisning med efterfoelgende hygge paa sheishabaren (selvfoelgelig i selskab med en Tuborg… nej jeg var ikke fuld, men det var rejseveninden til gengaeld.. tja.. hun gik i hvert faldt fjollet i seng)

Mount Everest in sight!

Dagen idag boed paa et af de bedste oejeblikke denne rejse muligvis kommer til at byde paa: synet at verdens tag Mount Everest. Turen derop foregik med et lille flyselskab kaldet Buddha Air. Flyene var saa smaa, at der kun var  raekke af saeder i hver side af lyet. Stewardessen var saa hoej, at hun skulle bukke sig, for at kome rundt i flyet og de 2 piloter saa ud til at kede sig godt og grundigt.

Afsted og op i luften. De foerste 5 minutter foeltes som 5 timer, for det hoppede og rystede ret saa voldsomt. Jeg er ikke synderligt glad for at flyve (endnu), saa en saadan start var ikke optimal. Starten var dog hurtigt glemt, saa snart jeg fik de foerste glimt af himalayabjergene. Store smukke hvide tinder saa langt oejet rakte. Himlen saa blaa, som den aldrig foer har synet og midt i det hele Mount Everest: stedet hvor himmel og jord moedes. at kigge ud af vinduet og have verdens tag som udsigt, var absolut lamslaaende og et oejeblik der for altid vil vaere indprintet i min hukommelse. Saa taet paa, men stadig saa langt fra. “I touched Mt. Everest with my heart”, som Buddha Air saa kommercielt forsoegte at indprinte som en del af oplevelsen. Ikke desto mindre, var turen en suveraen oplevelse. En dyr en af slagsen (ca. Dkr. 960), men hvor ofte er det lige, at man har muligheden?? Oplevelsen var som skrevet helt fantastisk, og endnu et af verdens must-see-places kan nu krydses af listen.

Efter flyveturen tog hele gruppen paa la dolce vita (samme restaurant som i d. 19.2) og spiste frokost. For sidste gang var vi alle samlet. Selvom invitationer til Kazaksthan, Australien og England floej over bordet, var det med vished om, at de fleste af os ikke kommer til at moedes igen. Denne gruppe mennesker, som jeg har delt nogle af de stoerste oejeblikke i mit liv med, ser jeg sandsynligvis ikke igen.. oev!

Efter farvelscener til flere fra guppen, smuttede rejseveninden og jeg hjem og sov for puhha hvor var vi traette. Aftensmaden spiste vi i selskab med Jane fra Adelaide og Ben fra Perth: Jane en vidunderlig kvinde, Ben en ensom vandrer! Forinden sengetid moedtes vi med Ben og det danske par til en omgang aftenthe. Her fik vi sagt farvel til alle tre! De skulle alle, i selskab med en ny intrepidgruppe, bestige Mt. Everest til basecamp-hoejde (ca. 5300 m.). Jeg var og er saa misundelig.. og saa alligevel ikke. Jeg har set Mt. Everest paa afstand og det er ganske fint for mig.

Godnat  

Jeg savner Danmark

Idag var foerste dag i Kathmandu og sidste dag med gruppen. Faelles morgenmad blev det ikke til, men kl.  var der afgang mod Pastipunath (?) - et hindutempel. Stedet skulle vaere hvad Varanasi er for Indien. Da vi ankom, blev vi hurtigt omgivet af handlende kvinder med saa mange smykker paa, at de lignede haengetraer. Per refleks afviste vi dem. Det er blevet en vanesag nu. Som vi naermede os templet, blev maengden af hellige maend stoerre og stoerre. I hinduismen er det tilladt for de hellige maend at ryge hash. Maske var DET aarsagen til den store maengde af hellige maend. Alle om en var de vind og skaeve af at sidde og ryge joints dagen lang. Det eneste de hellige maend egentlig goer, er at sidde i samme stilling dagen lang, faa serveret mad af templet, tigge om penge efter hvert fotografi og ryge hash i stride stroemme - saa meget for det hellige erhverv. Selve templet maatte vi ikke komme ind i, da der kun var adgang for hinduer!

Fra hindutemplet gik turen til swayambunath (?) eller abetemplet, som det kaldes. Templet er buddhistisk, hvilket tydeligt kunne ses paa de mange skriftruller der var opstillet hele vejen rundt om templet. Skriftruller er metalruller, der haenger paa rad og raekke. Buddhisterne chanter mens de bevaeger sig rundt om templet og samtidigt roer ved disse skriftruller. Saadan saa vi flere munke agere. Ved endestationen for busturen taarnede sig 340+ trappetrin sig op foran mig. Det eneste jeg taenkte paa var AAHH NEJ. Selve opstigningen er der ikke noget at skrive om: haardt og ikke saerligt dansker-venligt. Templet var en saakaldt stupa: en hvid halvkugle som krop, oejne foroven og oeverst et guldtaarn eller hat om man vil. Udsigten herfra var faenomenal: bjerge til alle sider og under os kathmandu by. Nepal er i sandheed natur, natur og atter natur. Alperne er altsaa slaaet med flere laengder, naar de sammenlignes med himalayabakkerne, som vores guide kaldte dem. Overalt ved temlet saa man aber, legende munkeboern klaedt i genkendelige roedbrune klaeder og med skaldet isse, gamle kvinder der lavede mad og selvfoelgelig et vaeld f turister.

Paa en eller anden maade fik vi forvildet os ind i et munkekloster og foer jeg fik set mig om, befandt jeg mig som tilskuer til en munkeboen. I to raekker med ansigtet vendt mod hinanden, sad munkene og “sang” med paa en hymne af en slags. Modat mig var der et alter fyldt med alskens guld, mad, himstregimser, blomster, kruker og der der var ofret til Buddha. Til forskel fra hinduismens hellige maend, var disse munke saerdeles veltalende, velplejede og i et hele taget langt mere hellige.

Efter 4 timer i selskab med andre turister og gruppen, forlod vi det meget turistede omraade og tog til frokost. Eftermiddagen gik med planlaegning af tiden alene i Nepal.

Om aftenen var der afskedsmiddag for hele gruppen. Aki tog os til en restaurant, hvor vi for foerste gang i lang tid kunne bestille koed - hvilken skuffelse det var Koed er bestemt ikke den slags koed vi kender. OEV!!! Jeg savner smagen af oksemoerbrad grillet hjemme i mors of fars have, med mors laekre salatbar, hviloegsflute og sproede kartofler til. Eller en leverpostejsmad med agurk.. uh uh uh…  eller en hel paaskefrokost som kun mor og far kan holde dem. Aaaahhh…. en fiskedelle med remolade til.. eller endnu bedre.. en KAEMPE laksemad med dilddressing..

… jeg savner Danmark!

Kathmandu here we come

Idag rejste vi mod Kathmandu - en 7 timers bustur, der boed paa storslaaet natur i himalayabjergene og masser af god musik i oererne leveret af min I-pod.

Jeg er virkelig begyndt at have mange tanker om fremtiden. Ommit valg af uddannelse er det rigtige for mig, om de mennesker jeg omgiver mig med og hvad jeg gerne vil opnaa med mit liv. Isaer Indien gav mig lyst til at aabne et hjem for aeldre mennesker eller herreloese hunde. Aner ikke ikke hvor de tanker kommer fra, men man ved bare det ikke er pjank, naar man rent faktisk begynder at taenke over oekonomien i et saadan foretagende. Alt bliver sat i perspektiv naar man oplever saa mange ting som her og bliver konfronteret med alskens fattigdom og kulturer der er SAA forskellige fra vores egen. Det er disse tanker jeg haabede ville komme - en afklaring er jeg dog ikke kommet naermere.. but.. I’ll let you know if I find out!

Vel ankommet til Kathmandu og indlogeret paa hotel Harati, gik vi en lille orientationwalk i Thamel (den dyre og ret turistededel af Kathmandu) og endte paa en italiensk restaurant - en god en af slagsen. Efter mad gik vi paa sheishabar og sluttede aftenen af med Tuborg Gold og vandpibe! DEJLIGT! :-)

Back from the Jungle!

Imorges var vi, som alle morgener, tidligt oppe og ude af doeren. Jeg var helt og aldeles oedelagt af alt for lidt soevn. Det sidste jeg havde lyst til, var 2 timers jungletrek. Paa en eller anden maade fik jeg dog oppet mig selv og sprang som en af de foerste ned i kanoen der foerte os over flodbredden.

Paa den anden side af floden ventede os de foerste tegn af vilde dyr: frisk elefantlort. Wouw.. det betoed at vi havde sovet 100 m. fra hvor en vild hanelefant havde slukket toersten tidligere paa morgenen. Videre gennem junglen i endnu halvanden times tid. Undervejs spottede vi 7-8 store krokodiller, der laa og solede sig - heldigvis paa tilpas afstand. Stoerstedelen af denne morgens jungletrek foregik paa skovvej. Terraenet var derfor ikke saa haardt og udsigten ej heller videre spektakulaer.

Naeste maal var krokodille bevaringscenteret. Her opfostrede nationalprken en helt speciel form for langssnudede krokodiller. Saerligt den store han var beundringsvaerdig. Yderst paa snuden/gabet, sad dens to kuglerunde tegn paa mandighed. Lidt a la to forstoerrede naesebor - ingen var dog i tvivl om hvad det i virkeligheden var! Efter en guidet rundttur blandt krokodilleburene, blev vi led af en afsides sti ind til en stor kasse - ca. 6-7 meterr hoej og uden laag. I dette bur levede en ung tiger. Moderen til ungen draebte for ca. 1 aar tilbage 7 mennesker paa 10 dage. Det formodes at moderen har, for at give ungen smag for koed, ladet ungen smage menneskekoed eller haeldt menneskeblod ud over den. Det siges, at naar en tiger foerst har faet smag for menneskekoed, vil den aldrig vende tilbage til andet. Af denne grund blev ungen holdt i fangeskab (TAK FOR DET!). Det ville simpelthen vaere for farligt at naerme sig junglen, saafremt en menneskeaedende tiger var loes. Guiderne fortalte, at der aarligt bliver draebt 45 mennesker i junglen uden en menneskeaedende tiger loes. Personligt synes jeg den saa meget soed ud

Da vi endelig naaede vores jeeps, havde vi ca. 1 times koeretur foran os - denne gang gennem yderkanten af junglen, over floder og gennem landsbyer.

Om eftermiddagen skulle vi paa elefantridetur. Sikke en oplevelse. At sidde havanden time fastklemt i en lille “firkant”, med benene dinglende ned paa elefantens mave, var noget af en... tjaa..ehhm.. 'oplevelse'. Det blev ikke meget bedre af, at foereren var en 17-aarig masochist, der aabenlyst noed at fjerne pinde fra sit eget ansigt og svirpe dem lige ind i vores! TAK og INGEN drikkepenge til dig, BASTA!

Jungletrek og dét at løbe fra et næsehorn!

Dagen idag boed paa turens absolutte hoejdepunkt: et 6 timers trek gennem den nepalesiske jungle i Chitwan nationalpark. Forinden skulle 1,5 times kanotur dog overstaas, og det var langt vaerre end det umiddelbart lyder. Vi havde 2 kanoer til 12 peroner og diverse bagage - af en eller anden grund blev 8 af os sat i den samme kano og 4 i den anden. 8 viste sig at vaere for meget: saa snart baaden tippede det mindste, blev bevaegelsen 8 gange vaerre!! Resultatet ar 8 skraemte mennesker, hvoraf den ene konstant hvinede, saa snart baaden tippede det mindste (shh.. det var rejseveninden). Men okay.. med krokodiller og lager i vandet, bebrejder jeg hende ikke. Til alt held blev jeg flyttet over i en anden kano (er sikker paa de ekstra kilo paa sidebenene gjorde udslaget - ENDELIG gjorde de sig nyttige), saa turen - i det mindste for mit vedkommende - endte behageligt. Rejseveninden og 6 andre havde desvaerre en haeslig tur, er mest af alt gik ud paa at hole kramapgtigt fast i kanoens kant. Det skal tilfoejes, at kanoen var hugget ud af et stykke trae!

Ved vejs ende blev vi gelejdet op ad en stejl skraent, der gav os mudderfarvede ben. “Denne ‘tur i junglen’, som rejsearrangoeren, saa fint kalder det, er vist liidt mere end bare en almindelig gaatur”, kan jeg huske at have taenkt!

Som vi gik der i junglen, foeltes det til at starte med ikke som noget saerligt: almindelig skovvej og “skov” paa begge sider.. tjaa.. rent faktisk var jeg en smule skuffet. Denne foelelse aendrede sig dog radikalt, da guiden drejede skarpt til hoejre og forsvandt ind i en mur af elefantgraes og bambuslignende buske. Resten af jungleturen er svaer at beskrive. Foelelserne der vaeldede op i mig er saa enestaende og specielle, at jeg ikke kender ord for dem. Som man staar der i en ruppe paa 5, taenker man ikke saa meget, men foelger blot gruppen - ergo drejede jeg ogsaa skarpt til hoejre og forsvandt ind i muren. Her begyndte 2 timers haardt arbejde, stoennen, prusten og lastvaerk - alt for at komme frem gennem teraennet. Grene med sod stak ud foran oejnene og kroppen overalt vi gik. Med arme og ben som eneste vaaben, blev disse ihaerdigt brugt - med rifter, sort “solcreme” og braendende fornemmelse som foelge heraf.

Med et aendrede landskabet sig fra bambusbuske og graes til “rigtig” jungle. Hvor bambusbuskene ophoerte, rejste traeerne sig i al deres vaelde og magt. Omgivelserne var nu bloed bund, lianer, buske, traer forklaedt som hoeje buske og af og til en ryddet sti, hvor mange turister engang har traadt foer os. Da vi gik ind i den rigtige jungle, var det ikke laengere tilstraekkeligt at fjerne grene, spindelvaev og bambuspinde. Nej.. nu skulle vi ogsaa soerge for at dukke hovedet og gaa med foroverboejet krop, for ikke at blive fanget i et virvar af grene, dyr og andre finurlige junglespecialiteter. Undervejs i det svaert fremkommelige terraen, var der ind imellem tid til lidt sjov: vores foererguide fortalte bl.a. om sit danske ordforraad: “Jeg elsker dig”. Rejseveninden og jeg var selvfoelgeligt overstadige og pigefnisende, men i loebet af dagen blev disse 3 ord vores gruppes slogan. Da frokosttid naermede sig, havde vi endnu ikke set et rigtig jungledyr andet end en paafugl og lidt aber - lidt af en skuffelse, naar vi fra morgenstunden var blevet briefet om elefanter, naesehorn, tigre og bjoerne. Forventningerne var derfor naturligvis i top. Skuffelsen blev endnu stoerre, da den anden gruppe stoedte til frokoststedet og fortalte om et naesehorn med unge. ARGHH… for daelen da!

Efter en halv times frokost med udsigt til jungle og en lille flod, fortsatte vi vores jungletrek. Det foeltes ikke om saerlig laenge, foerend en af guiderne stoppede op, lyttede og derefter spaenede fremad. Det iste sig at vaere en stor bjoern! Den var dog for laengst forsvundet ind i krattet, da vi kom ud i lysningen. Oev altsaa. Ingen andre end jeg var friske aa at gaa efter den. Guiderne sagde, at den sandsynligvis lurede paa os netop det oejeblik, og at det var aarsagen til vi ikke kunne naerme os buskene. Det var simpelthen for farligt! So off we went…

Efter en god halv times gaatur, hvor jeg foelte mig som Jane i Tarzan-filmene, stoppede vi op og holdt en pause. Det varede dog ikke laenge, foerend vi blev hidkaldt af en af guiderne. Denne gang var det et “rigtigt” jungledyr - et naesehorn. Omkring 30-40 m. fra os stod et naesehorn lige saa stille og graessede - hvilket enestaaende syn. Paa trods af at naesehornet stod “gemt” i det lyse elefantgraes, var konturerne helt synlige. At se gruppen sno sig ud i de mest maerkelige fotostillinger og samtiigt vaere HELT stille, var et syn for guder. Personligt havde jeg store problemer med ikke at bryde ud i et hoejlydt grin. Saadan sad, stod og laa vi en lille time, foerend vi drog videre paa vores jungletur. Vi skulle dog ikke gaa ret meget laengere foer endnu et naesehorn viste sig. Denne gang en stor han i en lysning i skoven. Vi forsoegte at snige os rundt om naesehornet, saa den ikke stod med fronten mod os og dermed havde god angrebsmulighed. Halvvejs fremme knaekkede guiden en stor gren, hvilket medfoerte at naesehornet satte i loeb vaek fra os. At se det store dyre bevaege sin krop saa gracioest, var enestaaende! Det gav helt kriller i maven. Saa snart naesehornet var forsvundet ind i skoven, gik gruppen ud i selvsamme lysning, som den lige havde befundet sig i. Jeg gik som nummer 3 i raekken og fulgte dermed lydene fra den forreste guide. Paa et tidsounkt stoppede jeg op og kiggede bagud. Rejseveninden stod 15-20 meter bagude og spejdede efter naesehornet sammen med resten af gruppen. De havde aabenbart faaet oeje paa et stykke af ryggen. Da jeg igen vendte ansigtet mod den foreste guide, blev min fascination af junglen vendt til skraek. Jungleguiden saavel om tourguiden faegtede med armene og hviskede “RUN RUN… Rhino in attackposition”. Foerst forstod jeg ikke situationens alvor, saa rent instinktivt vendte jeg mig om og faegtede med armene for at fange rejsevenindens opmaerkesomhed. Aldrig i livet om jeg ville miste hende i junglen!! Det var foerst da guiden skubbede mig i modsat retning af naesehornet, fik oejenkontakt med mig og mimede “R U N”, at jeg fangede alvoren og i et nu var jeg paa vej mod traernes midlertidige beskyttelse… med laaaaange skridt vel at maerke. I sikkerhedsafstand fik vi samlet hele gruppen og guiderne gav deres forklaring. Den bagerste guide kunne blot skimte ryggen af naesehornet, hvorimod den forreste saa, at det stod i angrebsposition rettet mod os. DET er da et jungleeventyr uden lige Den sidste del af turen foregik langt roligere og med 10-15 aber som eneste “nyhed”.

Vel ankommet til floden igen (et par kilometer laengere oppe), fik vi valget mellem at svoemme tvaers over roen eller benytte den allerede klargjort kano. Tanken om en svoemmetur var tillokkende, men med krokodiller ikke langt derfra, valgte jeg og alle andre kanoen.

Endelig fremme ved det MEGET basic gaestehus, noed vi udsigten og solnedgangen med en kold tuborg gold og en daase pringles - det er helt utroligt hvad de kan fremskaffe midt i junglen! SKOENT SKOENT Jeg tror aldrig, jeg har haft saa mange fede og forskellige opleveser paa saa kort tid som nu. Foelelsen af at sidde midt i en rigtig jungle, med vilde dyr omkring mig og slappe fuldstendigt af…og oven i koebet med noget saa hjemmevant som en kold tuborg… det var helt og aldeles enestaaende.. vildt… ufatteligt.. og 100 andre ting.

Aftensmaden var (igen) indisk inspireret buffet indtaget rundt om et primitivt traebor - men stemningen var helt i top omendt traetheden bestemt kunne maerkes. Sengene vi sov paa var et stykke trae haevet ca. 70 cm. fra jorden, med en ca. 2 cm. tyk madras og lagner paa. Jeg sov kun 2 timer den nat. Alle lydene gjorde mig raedselsslagen: musene, billerne, froerne og oveni alle de lyde der ikke var der, men som jeg troede jeg hoerte.. FRYGTELIGT!!  Men mage til superspeciel og oplevelsesrig dag skal man lede laenge efter!

Grønne sten og elefanter er underholdende!!

Imorges moedtes vi kl. 08 til morgenmad. Selvom vi nu er kommet til Nepal, er maden staerkt indisk inspireret, og eftersom jeg har faaet mere end nok af “gryderetter med ris” paa alle tider af doegnet, valgte jeg en omgang slatten cornflakes.

Efter morgenmaden satte gruppen kurs mod Buddhas foedested - en park der mere eller mindre udgoer byen Lumbini. Her vrimlede det med nepalesere i alle stoerelser; de hoejeste paa hoejde med mig, de laveste ikke meget hoejere end Basse. Set i forhold til Indien er det nepalesiske folk utroligt (vestligt) velklaedt: habit, modebukser a la dem derhjemme og t-shirts der efterligner D&G. Det er helt rart at vare i et land mere lig Danmark. Her er der ingen grund til at foele sig som de hvide vikinger fra nord!

Selve Buddhas foedested var intet andet end en groen sten med et stort fort bygget op omkring. Udenfor var der til gengaeld masser af spaendende ting at se: mediterende munke og tusindvis af farverige flag haangende mellem de store traetoppe. Flagene er buddhistiske bedeflag, som enhver god buddhist boer haenge op - gerne OVERALT (derfor det massive antal)! Foerend vi forlod parken naaede vi ogsaa lige at kigge indenfor i et tempel dedikeret til selveste Dalai Lama (hmm.. utroligt som den mand har magt overalt). Til forskel fra Indien, hvor det blot er det ydre, der er spaendende at kigge paa naar det kommer til templer, er Nepals templer mindst lige saa flotte indeni som udenpaa. De er fyldt med guldstatuer, roegelsespinde, malerier etc. Templet til Dalai Lama var selvfoelgelig ingen undtagelse, og jeg brugte naesten 20 min. paa at tage billeder. Maaske fordi jeg generelt er mere vild med buddhismen end hinduismen eller blot fordi jeg er glad for endelig at vaere ude af Indien…. jeg ved det ikke! Paa turen gennem parken og tilbage til bussen, saa vi en del handicappede mennesker. Det er helt forfaerdeligt hvad de gaar igennem herude i Asien: ingen hjaelp, ingen penge, ingen stoetteperson.. ingenting. Blot overladt til dem selv og en soergelig skaebne! Det er ganske forfaerdeligt saadan noget.

Efter ca. 45 min. i Lumbini, drog vi videre mod Royal Chitwan National Park - en fredet naturpark i Nepal (og eftersigende den flotteste) . Turen tog i alt 6 timer, men naar landskabet er store bjerge, dybe kloefter og fantastisk natur, er 6 timer ingenting. Undervejs stoppede vi ved en rasteplads fyldt med smaa restauranter og kiosker - dog intet spiseligt for danskere og andre vesterlaendinge! Foerst skulle toiletterne inspiceres - de var et sandt mareridt. Stanken af urin gav taarer i oejnene og jeg overvejede kraftigt at saette mig i vejkanten istedet. Eftersom alle andre fra gruppen bestod “testen”, foelte jeg mig noedsagdet til at gennemfoere - hvilket jeg ogsaa gjorde, men aldrig goer igen. Traek og slip er en fantastisk opfindelse, som vi danskere skal vaere dybt taknemmelige for. Beskidte toiletter er i hvert fald stadig et helt nyt begreb for mig.

Efter toiletbesoeget gjaldt det afslapning i omkring 15 minutter. Jeg koebte en pose snacks (tjekkede foerst at den rent faktisk var lukket med vakuumlukning og ikke tape eller lim) og skulle lige til at saette mig, da jeg fik oeje paa den mest charmerende jeg til d.d. har set i Asien. Hun havde buttede kinder, et herligt smil, et uskyldigt glimt i oejnene og strithaar saa langt, at det gjorde det ud for en fantastisk hanekam. At hun var helt enestaaende og smilende, gjorde hende kun endnu dejligere. I flere timer efter overvejede jeg kraftigt op adoption ville vaere muligt, for mere charmerende pige (ca. 2 aar) har jeg ikke set… men… hun har bedst af at blive sammen med sin familie, saa selvom jeg VIRKELIG gerne ville give hende en bedre fremtid.. tjaa.. saa hoerer hun til her i Nepal. Desvaerre!!!!

Vel ankommet til Chitwan, var det naesten spisetid. Forinden var dig arrangeret en cykeltur til et “Elephant Breeding Center”. Cykelturen foregik paa nepalesiske standardcykler, som alle er ca. 30 cm. for lave til os danskere… hence en noget anstrengende tur - ikke gjort bedre af, at vejen bestod af kaempe sten, der ikke var til at komme udenom! Turen derud var derfor ikke noget saerligt. Naturen og omgivelserne saa man ikke meget til, for det eneste man kunne koncentrere sig om, var at holde tungen lige i munden og forsoege ikke at vaelte.

Endelig fremme ved centeret, gik det op for os, at vi skulle krydse en flod via en bambusbro med sandsaekke som eneste stabilisator! For hvert skridt vi tog, kunne vi hoere sandet risle ud af saekkene og ned i vandet. URGH!!! Alle kom heldigvis sikkert over.

Elefanterne paa avlscenteret var alle hunner og alle som en havde de unger. Nogle blot faa maaneder gamle, mens andre havde halvvoksne unger. Den ene af ungerne smuttede forbi “hegnet” (traepaele som selv jeg kunne have placeret bedre) og loeb ud blandt publikum. Vagterne gjorde intet, for denne unge var aabenbart kendt for at lave narrestreger. En for tidlig teenager kan man vel sige. Selvom ungen ikke gik hoejere end til navlen, loeb den efter os og skubbede folk forsigtigt omkuld - dvs. saa forsigtigt som en elefant nu kan skubbe.  Sjovest var det dog, naar den viklede sin lille snabel rundt om min haand og naermest trak mig ind til sig. AAHHH hvor var det bare en FED oplevelse at rende rundt og “lege” med en lille elefantunge - de er ret saa nuttede naar de har den stoerelse! Avlscenteret havde formaaet at fostre tvillingeelefanter, og som de foerste i hele verden, overlevede begge tvillinger de foerste kritiske maaneder. Jeg fik helt lyst til at rive en maaned ud af kalenderen og arbejde paa lige praecis det center - det eneste jeg taenkte paa, var at arbejde med elefantunger hver dag.. hvilken enestaaende fornoejelse det ville vaere.. (yeahh.. dream on Female). Efter en fantastisk tid hos elefanterne, hoppede vi igen op paa cyklerne og satte kurs mod “byen”.

KL. 19 bestilte vi mad og kl. 19.15 var der underholdning: stickdance. En gruppe af drenge/maend fremviste dansetrin kombineret med musik leveret fra trommer og tykke pinde - meget a la “stomp”-musik. Stemningen var opstemt blandt alle os publikummer, og da vi blev budt velkommen i dansen, var der mange af os der hoppede med paa vognen og rystede kroppen det bedste vi havde laert - mig selv inklusiv! Saa dansede vi rundt til lyden af trommer og andre tropiske instrumenter - en perfekt afslutning paa en dejlig lang dag.

Efter maden smuttede vi i seng og sov med det samme - egentlig ikke saa maerkeligt naar eneste lyskilde om aftenen er vores hovedlygter..og ja vi ser sjove ud!!!

Nepal og Buddhas foedested!

Imorges stod jeg op kl. 04.45 og naaede kun lige i toejet foerend vi skulle moedes med gruppen i receptionen. En ting jeg VIRKELIG glaeder mig til, er den foerste dag hvor jeg igen kan sove laenge, for det her morgenroderi er ikke lige mig!

Afsted mod Nepals graense i 2 private biler. Selve turen kan jeg ikke skrive saa meget om, for jeg sov stort set hele vejen. Ved graensen skulle diverse graenseformaliteter overstaas og med et var vi ude og faerdig med det foerste land paa denne rejse - meget underligt. Indien har givet mig utroligt meget, men jeg er samtidigt utroligt glad for at komme videre. Den indiske mad bliver hurtigt ensformigt, forureningen i storbyerne er ulidelig, tiggere afskyr jeg som pesten og den endeloese stroem af dyttende biler er forfaerdelig. Naar det er sagt, vidner mine tidligere skriblerier ogsaa over mange fantastiske og lisaendrende oplevelser - oplevelser jeg bestemt ikke vil vaere foruden. Det smukke, farverige og dejlige Indien findes bestemt - man skal bare vide hvor at lede. Vil jeg vende tilbage? maaske. I saa fald bliver det til sydindien, hvor der eftersigende er langt mere paradislignende tilstande og roligt. En ting er dog sikkert: man skal vaere en haerdet rejsende, foerend man boer giver sig i kast med Indien.

Efter en times koersel (og en masse tuborgskilte), ankom vi til Lumbini - Buddhas foedested. Hotellet var og er fantastisk og meget anerledes end de andre vi hidtil har boet paa. Om lidt skal vi moedes med gruppen til faellesspisning og muligvis en enkelt oel (det er da fantastisk at de serverer baade carslberg og tuborg hernede. Og ja.. jeg ved godt jeg ikke drikker oel, men alt der minder mig om Danmark, tager jeg imod med kyshaand).

SHOPPING!

Imorges stod vi op kl. 5.30, da dagens program begyndte kl. 6. Man kan i hvert fald ikke beskylde mig for at sove laenge herude!

Igaar saa vi ghatsne (staves det saadan?) fra landsiden, men her til morgen blev det fra vandsiden af - med solopgangen i ryggen vel at maerke. Hvilken fantastisk morgen at se byen vaagne paa; maend der bad og tog morgenbad, morgentilbedelsescermonien, aber der legede paa bygningerne og kvinder der vaskede toej ved flodbredden. Et af templerne ved flodbredden havde en helt speciel historie. Manden der byggede det til sin mor, gjorde det fordi han ville “betale tilbage”, alt det moderen havde gjort fort ham. I hinduismen er det dog saadan, at man aldrig kan betale sin mor tilbage, hvad hun har givet en. Derfor blev templet forbandet af guderne, og det er eftersigende aarsagen til, at templet er sunket halvt i jorden.

Paa vej tilbage fra morgensejladsen var solen staaet helt op, og lagde Varanasi i et vidunderligt lys. Selve byen er ikke noget saerligt, men med Ganges som “the main thing”, er en morgen som idag helt specielle hernede.

Efter baadturen tog vi til et bageri kaldet “Bread for Life” - det bedste bageri i hele Varanasi. De havde da ogsaa en masse forskelligt broed at vaelge imellem (bl.a. danish pastry, som var en rulle dej indhyllet i sukker.. adr), men der er altsaa intet saa godt som en aegte dansk bager. Jeg valgte cornflakes og en almindelig bolle - ikke videre spaendende (isaer ikke naar maelken er lunken). Hele formiddagen og eftermiddagen var fri, saa halvdelen af gruppen tog paa shoppetur. Vi naede dog kun frem til en enkelt butik, hvor vi blev i 2 timer: toerklaede og sjalbutikken. Det er altsaa en meget anden oplevelse at gaa i butikker i Indien end derhjemme. Hernede bydes man indenfor, bliver sat paa en baenk og kan derefter vaelge alskens slags sjaler, sengetaepper og toerklaeder. Jeg endte op med et par stykker til mig selv, mor og og min soester… maaske.

Efter shoppeturen tog rejseveninden og jeg mod hotellet, gik paa netcafe og spiste “noget” til frokost. Efter et par timers soevn, moedtes vi med gruppen endnu engang. Igen skulle vi ud at sejle, men denne gang for at saette smaa blomsterlys i vandet (og muligvis faa vores oensker opfyldt). I alt blev det til 108 blomsterlys (smaa skaale med blomster og et enkelt lys i). Historien gaar, at saafremt dit blomsterlys stadig braender naar det naar kysten, vil oensket blive opfyldt. At saette disse lys i Gangesfloden, i den hellige by af alle hellige byer for hinduer overalt i verden, er noget der kun sker 1 gang i livet - derfor var det en helt speciel oplevelse. Selvom jeg ikke er en hindu, skader oensker, haab og droemme vel aldrig.

Efter baadturen tog vi paa indisk/engelsk/fransk cafe og spise chokoladekage med maelk. Maelken var dog varm, saa det blev kun til en enkelt taar.. chokoladekagen derimod var jummi-jummi.

Sent om aftenen gik drengene og jeg ud for at lede efter en ATM. Aki havde fortalt den laa lige om hjoernet, men dette var langt fra sandt. Varanasi er en uhyggelig by om aftenen: baal rundt omkring i gaderne, gyder med doede/sovende hunde, hjemloese fattige maend der i hobetal fylder bybilledet, en gennemsyrende stank af urin og roegelsespinde, et bryllupsoptog her og der, en rickshaw der fumler sig frem i moerket og gamle koner der sidder i samme stilling, som de sandsynligvis har siddet i de sidste 20 timer. Heldigvis var drengene beskyttende over for mig og lod mig gaa i midten. Efter ca. 25 min. fandt vi endelig en ATM og herfra gik det hurtigt hjemad. Helskindet hjemme gik jeg op paa vaerelset og faldt i soevn naesten med det samme….. kun udskudt af den saedvanlige hyggesnak med rejseveninden!! 

Varanasi

I nat sov vi paa flodbredden. Det vil sige ingen landsbyer i miles omkreds, med undtagelse af nogle indfoedte, der efter sigende havde lejr et stykke inde paa land. Dem hoerte vi dog intet til.

Da vi sejlede ind mod bredden, var det allerede blevet moerkt, saa vores hjaelpere slog telte op og lavede mad klar i bulrende moerke. Imens stod gruppen og hyggesnakkede. Personligt stod jeg for det meste bare og betragtede stjernehimlen. Aldrig har stjerner synet klarere end de gjorde igaar aftes. Jeg foelte mig totalt isoleret fra den civiliserede verden og overladt til overlevelse a la Robinson Crusoe - helt og aldeles overvaeldende! De eneste lyde der traengte igennem, var goen fra et par vilde hunde, lejrbaalets knitren og froernes kvaekken. Omgivelserne var romantiske og helt unikke. Jeg mener, hvor mange kan sige, at de har overnattet i det fri ved Ganges flodbredden, langt fra alting?? Lige der foelte jeg mig lillebitte, lige der foelte jeg universets uendelighed, lige der betoed jura, materielle ting, fattigdom og politik absolut ingenting. Lige der handlede det kun om stjernerne, mig og “vildmarken”. Foelesen af den form for uendelighed kan ikke beskrives fyldestgoerende. Jeg kan blot forsoege: det er som om alting gaar op i en hoejere enhed og at der virkelig er mere mellem himmel og jord!

Denne foelelse varede helt til jeg skulle paa toilettet. Udefra saa teltet fint ud, men indeni.. tjaa.. et dybt rundt hul gravet i sandet med de bare naever af hjaelperne. Ved siden af sod en spand til diverse papir (og tamponer.. uff!). Godt nok har jeg efterhaanden foretaget mine noedtoerftigheder i naturen mange gange, men det der var lige i overkanten. At dele “natursted” med 9 andre er bestemt ikke noget jeg oensker at goere igen. Bortset fra toiletsituationen, var overnatningen en uforglemmelig oplevelse, som jeg bestemt vil anbefale andre at proeve.

Imorges vaagnede jeg op til gryder der larmede og isnende kulde. Her kom min sovepose rigtigt til rette. Morgenmaden bestod af noget udefinerbart, som jeg med noed og naeppe klemte ned. Efter morgenmaden var det tilbage til baadene og ud paa Gangesfloden igen. Herfra saa vi solen staa op - og hvilket syn det var. I loebet af 20 min. var solen oppe og varmede os en smule. Og allerede efter faa timer, kunne vi laegge os til rette og nyde solen gennemvarme vores kroppe, mens vi fik et par ekstra timers soevn. Dejligt..

Ud af det blaa blev vi afbrudt af en prusten og lidt plasken i vandet. Foerend det gik op for mig hvad det var jeg havde set, var den vaek: sjaeldne blinde delfiner i Gangesfloden. Hurtigt vaekkede jeg de andre, og som vi sad der og spejdede efter flere fik vi virkelig valuta for pengene: 6-8 delfiner blev det til. Deres kendetegn er et laengere naeb end almindelige delfiner, og saa selvfoelgelig at de er blinde (maaske fordi de ikke vil se de mange badende indere???).

Som vi laa og halvsov med udsigt til flodbredden og sjaeldne delfiner, og stilheden kun blev afbrudt af aarenes plasken, var den rolige del af gruppeturen fuldendt. Stemningen igaar og idag var naesten meditativ. Kan man oenske sig noget mere fredfyldt for sindet.. ikke lige umiddelbart! Som jeg laa og langsomt blev vugget i soevn, med foeromtalte udsigt, mindes jeg at have taenkt: “Det bliver ikke bedre”!

Efter flere timers baadtur, loed programmet paa 2 timers koeretur i private jeeps til Varanasi: den mest hellige af alle hellige byer i Indien. Vi ankom til hotel Haifa omkring kl. 14 og fik lidt tid til at blive frisket op. Hotelmaessigt var der ikke noget nyt: hverken godt eller daarligt.

KL. 18 moedtes vi til en gaatur ved de mange ghats (trapper der foerer ned til Ganges). Der er ghats for alle slags religioner og til alle lejligheder. Jeg forventede at se hundredevis af kvinder i farvestraalende sarier, der vaskede toej eller andet. Men nej - ved floeden var der naesten ingen kvinder, men til gengaeld fyldt med maend (og myg). Ret skuffende. Det eneste der virkelig gjorde indtryk paa mig, var da vi gik forbi den store begravelsesghat. Store hoejtalere lukkede soergmodig musik ud, mens flere mennesker stod ved flodbredden i tydelig sorg. Der var 4 ligbraendinger igang og 2 der netop skulle til at starte. Ligene laa svoeb i klaeder parate til at blive lagt paa baalet. Rundt omkring dem stod soergende mennesker og iblandt dem, midt i al affaldet, loeb hunde, boern og geder og legede. Forskellige steder laa der bunker af aske, som vidnede om forrige dags bisaettelser. En foelelse af uhygge var det eneste der ramte mig. Saa megen doed og sorg serveret direkte foran mig, er ikke noget jeg har proevet foer, og derfor blev jeg en smule paavirket af det (Lise inklusiv). Vores guide Aki fortalte, at boern og gravide kvinder er de eneste der ikke bliver braendt paa denne maade: de bliver svoebt i klaeder og skubbet ud i Ganges! Derfor finder man ofte lig rundt omkring ved Gangesfloddens bredder.

Ved ghat’erne bliver der hver morgen og aften foretaget en hinduistisk tilbedelsescermoni. Maend i orange dragter laver alskens bevaegelser med blomster, roegelsespinde og ild. Efter begravelsesghat’en gik vi mod aftencermonien. Cermonien varede en hel time, men allerede efter et kvarter fik jeg ondt i oerene. Magen til larmemusik skal man lede laenge efter. Kontinuerligt gennem HELE cermonien var der 8 forholdsvist store klokker, der bimlede det bedste de kunne. Kombineret med trommer, sang og klap blev dette til et udefinerbart musikstykke - underholdende, men ville oenske jeg havde medbragt mine oerepropper!

Efter 1 times bimleri gik hele gruppen paa restaurant. Maden i Varanasi er bestemt ikke bedre end i Delhi, saa jeg endte igen-igen med suppe a la champignon.

Flodsejlads og velkommen til det røde!

Det var helt fantastisk at vaagne op imorges til en dejlig besked fra Lieblings. Droemte om ham i nat - tror det er hjernens maade at bearbejde savnet paa.

Vi moedtes kl. 10 med de andre. Rygsaekkene blev lagt i Jane’s rum og vi gik mod tuk-tuk’erne. Foerste stop paa turen var en papirsgenbrugsfabrik for kvinder. Her blev smaa bomuldsstykker omdannet til forskellige slags papirer: tykke, tynde, blaa, hvide lyseroede etc.

Efter fabriksbesoeget, tog de andre paa village tour, men eftersom rejseveninden og jeg havde den fantastiske oplevelse i Delhi, koncentrerede vi os om at faa en politirapport over “tabet” af rejsevenindens kamera. Desvaerre er politiet i Indien meget anerledes end i Danmark. For det foerste skal du kende en ansat foerend de lyttet til dig. Herefter bliver der taget stilling til sagens kerne og hvorvidt det er vaerd at oege kriminalitetsraten i netop deres distrikt. Eftersom alle sager omhandlende kriminalitet mod turister er “bad publicity”, er det som turist ekstra svaert at faa en politirapport! I dette tilfaelde var guiden Aki’s haandskrevne seddel ikke tilstraekkelig, saa Lise og jeg matte gaa tomhaendet derfra. Det foeltes rigtig aergeligt at sidde i tuk-tuk’en paa vej hjem, og vide, at stort set 2 timer var spildt paa grund af daarligt politiarbejde! Thank GOD for det danske politi!

Eftermiddagen blev brugt paa internetcafe og ved poolen i dyb hyggesnak med de andre fra gruppen. JEG ELSKER MIT LIV!

Kl. 17 moedtes hele gruppen med Aki. Et madfremvisningsshow i et privat hjem, var paa programmet. Aki havde arrangeret tuk-tuks til kvindens hjem, og som med alle de andre ture, var denne ogsaa bumpy og dermed langt fra behagelig. Man laerer virkelig at dukke hovedet hernede! Kvinden placerede os i sofaen/sengen og placerede sig selv med ryggen mod koekkenet og fronten mod os. Herfra fremviste hun alskens slags retter som f.eks. hjemmelavet chaithe. Chaithe er et upcoming faenomen i DK, men hernede er chai en ganske normal drik, man faar tilbudt ALLE steder. Det vaere sig toget, forretninger, hoteller, i private hjem, gadehjoerner.. ja alle steder. Med de rette ingredienser, kan jeg nu servere en rigtig chai-the til alle interesserede.

Som vi sad der paa rad og raekke, mindede vi mest af alt om en skoleklasse paa udflugy. Vi sad paent og ventede paa at “underviseren” bragte os mad. Da den endelig kom, spiste vi alle som glubske hunde. Personligt fik jeg naesten taaerer i oejnene da jeg saa kartofler paa min tallerken. Godt nok blandet med spinat, men selve retten (Sak Aloo) smagte fantastisk. En af fyrene (Ben) spiste 7 portioner, saa et eller andet maa hun have ramt rigtigt.

Samme kvinde der serverede maden, lavede hennatatoveringer paa flere af os. Dog ikke mig inklusiv. At sidde med groenne mineraler overalt paa kroppen, og ikke have mulighed for at gaa i bad de naeste mange timer.. det var og er altsaa ikke lige mig. Flot saa det ud, men med en “overnight” togrejse i sigte, kunne jeg ikke overskue saa meget andet.

Efter aftensmad var det hurtigt tilbage til hotellet, hente vores tasker og afsted mod togstationen. Selve turen fra hotellet til togstationen foregik paa stille og rolig maner: dvs. hurtigt, kaotisk og med mange naerdoedsoplevelser!

————-

I Danmark er sovekupeer lig med aflaaste rum, hvor man har mulighed for lidt privatliv og ikke skal forsoege at falde i soevn til andre menneskers raaben og skrigen - med undtagelse af sidemanden, der saadan cirka altid snorker. I Indien er togkupeer lig med aabne rum med i alt 6 madrasser - haengekoejer! Der er ingen doer eller andet der afskaermer fra de andre rum. Det betyder, at alle lyde fra hele togkupeen gaar direkte gennem vaeggene og forstyrrer nattesoevnen. De saakaldte madrasser bestaar af blot gummi og ligner noget fra efterkrigstiden. Haengslerne har ogsaa set langt bedre dage, og blot tanken om hvor mange indere med lus og andre insekter der har ligget samme sted som jeg i nat.. uffff.. det giver mig kuldegysninger. Kupeen vi sov i lugtede af indiske krydderier, sved, prut, daarlig aande og (blaat) gummi. Ikke verdens bedste cocktail, naar man rent faktisk forsoeger at falde til ro. At der var et bryllupsselskab med i kupeen, gjorde stemningen oploeftet, men hjalp ikke ligefrem paa, at jeg forsoegte at sove. Bagagen laa under vores senge og var paa den maade frit tilgaengelig for alle. I det hele taget var jeg ret saa skraemt - ja faktisk decideret bange - ved tanken om at sove frit blandt indere og andet asiatisk godtfolk. Paa trods af denne frygt, sov jeg ganske fortraeffeligt - og det endda uden at vaagne 5 gange i loebet af natten.

Hele gruppen var oppe igen allerede kl. 06.20 og pakkede sammen. Tror jeg lignede en trold eller noget vaerre, for blikkene var mange og lange. Men er der noget at sige til det naar man blot har sovet 5 timer?

Et ekstra krydderi til oplevelsen, opdager jeg paa toilettet. Jeg har faaet menstruation - midt i Indien, i et rumletog og med 2 dages sejlads foran mig, hvor kun den fri natur er mit toilet. PANIK!! Og saa alligevel ikke.. for halleluja for tampax eller plug-ins som vi kalder dem for inderne (vagten med Taj Mahal havde aldrig set saaden en maerkelig lang ting foer, og daa det var den mandlige del af det andet danske par, der havde en saadan i tasken.. ja saa kiggede vagten ekstra forundret).

Ved endestationen stod vores privatbus klar. Det var superdejligt at gaa fra ingen hjaelp til mange hjaelpende haender (selvom det selvfoeligelig fordrer drikkepenge i den anden ende). Vi koerte foerst til stedet hvor 3 hellige floder moedes og bliver til Ganges-floden: den mest hellige flod i Indien og for alle hinduer.Her bades/renses kroppe om morgenen, taendes lys i smaa blomsterdekorationer og braendes lig om aftenen. Det er dog ikke blot for hinduer at Ganges er hellig. Mange forskellige religioner har pilgrimstempler liggende klods op ad floden. Hvor vi befandt os, var en maanedlang festival netop slut, hvorfor der var fyldt med graabrune affarvede telte og handlende der endnu ikke var taget hjem. Paa en eller anden maade foeltes det saerdeles spirituelt, at befinde sig lige der. De multireligioese preaster, maa have efterladt lidt god spirituel karma.

Tilbage i bussen (og sikkerheden) fortsatte vi vores bustur mod afgangsstedet for den 24 timers lange sejlads. Turen derud var lang og bumpet. Mange gange var der kun 10 cm. mellem bil og skraent og man ved at bussen koerer vildt, naar alle laener sig over i den ene side, for ikke af falde ned i et dybt indhak i vejen, og dermed styrte 4 meter ned. Selvom jeg grinede hoejlydt, var det nu nok mere nervoese hvin end egentlige grin. Helskindet gennem busrejsen ankom vi til en lille-bitte landsby. Et par af sejlernes soenner viste os ned til baadene. CHOK! Umiddelbart kan jeg ikke se andet end 3 fiskebade og en masse boern der leger. Da jeg finder ud af at det er de hjemmelavede fiskebade, der er vores transportmiddel for de naeste 24 timer, maaber jeg blot. En hjemmelavet baad med mast af bambus og hjemmesyet sejl.. det var lige lovligt spaendende synes jeg. Padlerne var limet sammen og forsoegt tapet de steder hvor limen ikke kunne holde, men hvad vaerre var, at vores styrmand mest af alt lignede en for hurtigt udviklet teenager, der rendte rundt i voksentoej i haab om at blive taget alvorligt. Det var virkelig svaert at forstaa, at vi skulle befinde os paa denne baad i 24 timer. Paa et tidspunkt begyndte jeg faktisk at grine, fordi jeg fandt det hele lidt for langt ud men samtidig ret komisk. En positiv ting var dog, at hele baaden var i et plan og daekket med taepper. Ergo kunne vi ikke lave andet end absolut ingenting i lang lang laaaang tid.

Bare det at komme om bord paa baaden var en provelse: den svingede helt vildt fra side til side, saa man naesten mistede balancen. Da vi alle endelig var kommet om bord, lagde vi os straks paa langs for at slappe af. Resten af dagen gik med at kigge paa flodbredden, sove, laese, grine af vittigheder, sove lidt mere, nyde den skyfri himmel og den absolutte stilhed som baade rejseveninden og jeg savnede meget. Lige der foelte jeg, at livet ikke kunne blive meget bedre. Timerne floej afsted, mens vi stille og roligt floed ned ad Ganges. Det eneste der broed stilheden, var “styrmandens” sjaeldne padlen. SKOENT!!

Toiletbesoeg forekom selvfoelgelig ogsaa og her var naturen vores bedste og eneste mulighed. Det var altsaa lidt surrealistisk, at sidde og tisse ved siden af guiden “godt gemt” bag sandklitterne ved Gangesflodbredden. Godt nok er jeg glad for naturen, men der er altsaa graenser. Det blev heller ikke nemmere af, at fyrene fra gruppen, saavel som lokale kvinder, opholdt sig “lige rundt om hjoernet”. Steder som de’r kan man dog ikke tillade sig at vaere sart (heller ikke selvom en 10 meter hoej skraent med tidsler foerst skal besejres), saa naar der er tissestop er det om at komme afsted.

Pt. ligger vi stadig i baaden. Der er ca. 1. time til solnedgang og da skulle vi gerne have sat telte op, lavet baal og faet vores kokke igang med aftensmaden (jep jep.. rejsearrangoeren har soerget for en ekstra baad fyldt med forplejninger).

Haaber I hygger Jer derhjemme med sne og slud! Jeg nyder i hvert fald livet hernede.

Namaste!

MÆND ER IDIOTER (især når sandheden viser sig midt i Indiens ingenting)

Idag tog vi paa en lille sightseeingtur rundt i Orchha. Foerst besoegte vi det store palads, som egentlig blot er en masse smaa paladser. Paladset staar idag oede hen og ligner mest af alt en saerdeles velbevaret ruin.

Historien gaar, at kongen der var muslim, blev gift med en hindukvinde, der var meget beskyttende over for alle slags dyr. Kongen holdt personligt meget af jagt, og for at statuere et eksempel, flyttede hans hindukone fra ham og ind i et andet palads i byen. Kongen var endvidere saerdeles lysten! Derfor anskaffede han sig 6 konkubiner - 1 til hver dag undtagen soendag, der er helligdag.

Samme konge byggede et kaempe palads til faderen af den mogul der byggede Taj Mahal. Faderen var muslim, saa for at bygge bro mellem hinduismen og islam fremstaar paladset som en sammensmeltning af de to kulturers traditioner inden for arkitektur: hinduelefanter og muslimske abstrakte moenstre, lotusblomster for hindukvinders frugtbarhed og moenstre der mest af alt ligner den store kuppel fra Taj Mahal. Paladset blev efter sigende blot benyttet en enkelt nat, idet mogulen skulle videre mod Pakistan (paa elefant!!!). Praecist et aar efter mogulens overnatning, doede selvsamme. Siden har paladset ikke vaeret i brug, da det er en leveregel i hinduismen, at man aldrig maa tage en gave tilbage, naar foerst den er givet.

Hele paladset var en stor oplevelse. Taj Mahal var fantastisk paa den smukke maade, men dette palads ligner noget, taget ud af en Tarzanfilm: i udkanten af junglen, med ruiner overalt, aber, gribbe der slikker sol paa paladsets tage og midt i det hele en fantastisk arkitektur, hvis lige man sjaeldent stoeder paa. Det var simpelthen lamslaende at staa lige midt i ingenting og alligevel foele det, som var man paa et af de smukkeste steder denne jord kan byde paa. Fantastisk!

Efterfoelgende gik vi til det lokale tempel, som egentlig ikke var noget saerligt. En ting der virkelig kendetegner samtlige bygninger i Indien er, at facaderne ligner verdens vidundere, men indeni er de ikke noget saerligt! En kvindelig praest var det eneste som var bemaerkelsesvaerdigt. Hun er den foerste og formodentlig sidste kvindelige praest vi kommer til at se. Aarsagen er, at man i Orchha lader den foerstefoedte - uanset koen - faa muligheden for at fortsaette som praest, eller beskytter af templet. Det slaar mig lige pludselig, at hinduismen generelt er meget aabne over for kvinder, men at det afhaenger hundrede procent af hvor du er bosat! Maerkeligt!

Efter templet splittede vi os op og blev spredt for alle vinde. Rejseveninden og jeg gik paa netcafe - hvilken lettelse. Her sad jeg i naesten 3 timer, foerend jeg smuttede hjem og laa ved poolen.

Kl. 15.30 var der valgfri rundtur i junglen, som jeg dog valgte fra. Jeg har desvaerre vaeret plaget af snue de sidste par dage, og med en hovedpine der titter frem af og til, besluttede jeg, at det var bedst at blive hjemme. Arrangeret rundtur er altsaa ret udmattende!

Roen var dog hurtigt ovre, da Rejseveninden modtog en foruroligende besked. En besked fra en pige der haevdede at vaere rejsevenindens kaerestes RIGTIGE kaerestre. OEEHH WHAT? En laengere samtale over facebook fulgté. Det viste sig at rejsevenindens 'kaereste' tilsyneladende har datet 2 kvinder paa noejagtig samme tid. Hvad vaerere er, at han startede med at date dem i noejagtig samme uge og nu havde vaeret kaerester med begge piger i snart 3 maaneder! HVA FAEN FOREGAAR DER, spoerg jeg saa lige mig selv, mens jeg mest af alt har lyst til at finde faa pigerne derhjemme til at overdynge hans lejlighed med ugegamle ildelugtende fisk! Men men, rejseveninden er nu uden “kaereste” og helt klar paa denne rejse. Hun overvejede kraftigt at tage tidligere hjem, men de tanker er nu droppet helt! Det er jeg saadan set meget tilfreds med, for godt nok er Thailand et “danskerland”, men tror nu nok det ville vaere haardt at klare paa egen haand.

For mig har dagen vaeret fantastisk og jeg nyder at vaere her. Savnet til Lieblings kan dog maerkes - det vokser hver dag. Ville oenske han var med i kufferten, saa jeg kunne kramme ham naar jeg foelte behovet. Men men, holder hovedet og ser frem til mange flere oplevelser.

Videre mod Orccha

Idag lavede vi egentlig ikke saa meget. Vi tog afsked med Agra og drog videre mod Orchha: en lille by langt fra alting men taet paa den indiske jungle. Turen dertil tog ca. 3 timer i tog og ca. 45. min i tuk-tuk.

Mit foerste indtryk af omraadet var meget anerledes end Delhi. Der er naesten ingen dyttende biler, ingen forurening (FRISK LUFT) og en masse groent! Orchha er en dejlig by og i saerdeleshed meget romantisk. Der er baade, efter indiske forhold, ordentlig infrastruktur og byliv, men samtidig ogsaa skov og jungle. Midt i det hele finder man Orchha, der med sine 7 templer, 2 paladser, hundredevis af ruiner spredt i hele byen, stilleloebende flod (ogsaa med ruiner i) og rare mennesker, er et dejligt sted at vaere! Det sted vi bor er virkelig smukt. Vi har forholdsvist fine telte, men der er ogsaa mulighed for at bo i gamle ruiner eller saakaldte “heritage suites” - de er lige til en bryllupsferie! 

Rejseveninden og jeg fandt en kaempe salamander i teltet og fik personalet til at komme og “bekaempe” den - pinligt, men desvaerre noedvendigt! Faar mig lige til at at fundere over, om vi overhovedet overlever trekkingturen i Thailand…???

Med hensyn til Indien, har jeg aendret min holdning en smule. Delhi er jeg ikke vild med, men Orchaa er lige noget for mig (og ogsaa mor og far). Er (nu) sikker paa der findes fantastiske steder i Indien, der rent faktisk er vaerd at besoege!

On the train to Agra - and Taj Mahal

Op kl. 05 og i toejet - der er ingen kaere mor naar Aki hundser med os. At vaere klar kl. 06 er bestemt ikke noget jeg er vant til. Rejseveninden og jeg var da også de sidste der ankom til receptionen - med fuld oppakning lignede vi pakaesler og det tog altsaa nogen tid at forcere trapperne fra 2. etage og ned.

Aki havde arrangeret private koeretoejer til togstationen. Utroligt nok var der (stadig) mange biler paa vejene tidspunktet taget i betragtning. Jeg kan stadig ikke komme mig over larmen, forureningen og alt deres honk-honk, eller dyt dyt dyyyyyyyt. Rent faktisk sad jeg i bilen og glaedede mig til at forlade Delhi og komme ud i den friske luft.

Togstationen er et virvar af rejsende, saelgere og deforme eller ‘almindeligt” gamle tiggere. Det er simpelthen saa forfaerdeligt, for paa en eller anden maade er de altid i mit aasyn. Igen kan jeg blot naevne, at Indien er et haardt land at rejse i.

I toget havde vi heldigvis gode saeder - dvs. ingen skoere indere, tyve eller optraedende. Vi fik serveret morgenmad bestaaende af vegi.burgers og noget ubestemmeligt, der vist nok engang var groentsager. Jeg er virkelig ikke fan af maden hernede!!

En privatbus koerte os fra Agra togstation til Red Fort. Saa snart vi steg af bussen, blev vi overfaldet af saelgere som var de sultne gribbe. Heldigvis er vi begyndt at vaenne os til deres progressive vaeremaade, saa vi kom hurtigt videre. 

Foran os tonede Red Fort sig i alt sin praegtighed og baade rejseveninden og jeg oenskede at forevige dette oejeblik med vores kameraer. Desvaerre kunne rejseveninden ikke finde sit kamera, og det gik hurtigt op for hende, at hun sandsynligvis havde glemt det i toget. Virkelig aergeligt, og isaer naar nu det kun var 1 uge gammelt. En mindre krise fulgte og rejseveninden var ked af det det meste af dagen - hvilket som saadan er forstaaeligt nok. Heldigvis havde og har jeg stadig mit i god behold og det agter jeg at have gennem hele rejsen.

Red Fort er en gammel faestning. Den har en ydre voldgrav, der tidligere var fyldt med krokodiller, fulgt af en kaempe mur saa hoej at rundetaarn foeltes lille. Endnu et omraade beregnet til dyr fulgte og derefter endnu en mur. For at sikre, at dyrene ikke forsoegte at komme ind i selve inderomraadet, havde man kaempe kar med kogende vand og kogende olie, der kunne haeldes ud over dem, samt store kampsten, der kunne rulles mod dem. Sikkerheden var der altsaa ikke sparet paa. Fortet hedder Red Fort fordi facaden paa mur og bygninger, er bygget i roede sten fra Rajasthan. Desvaerre har netop denne sten den egenskab, at den smuldrer efter ca. 400 aar. Derfor er et stoerre ombygningsprojekt igang. Fortet rummer flere paladser, et “faengsel”, et tempel, en vingaard\markedsplads samt meget mere. Bedst af alt er, at der fra det meste af fortet, er udsigt til Taj Mahal. Flere moguler har boet paa Red Fort, bl.a. mogulen der byggede Taj Mahal. Af sin soen blev denne mogul spaerret inde i paladset, fordi han netop havde brugt for mange af folkets penge paa et saa “ligegyldigt” gravmonument som Taj Mahal, og rent faktisk overvejde at bruge endnu flere og dermed ikke hjaelpe sit folkfri af noeden. Et decideret faengsel levede den tidligere mogul ikke i, for han kunne frit faerdes i hele paladset og hans “vaerelse” var dekoreret med dyre sten og guld. Ja Red Fort er bestemt en oplevelse vaerd. Som man gik der og forestillede sig 1000vis af tjenere klaedt i fantastisk flotte sari’er, guld, marmor og aedelsten paa hver en kvadratmeter, store fjer til at skabe aircondition for mogulen med og pyntepuder over det hele.. ja saa kunne man ikke andet, end at foele sig som en del af 1001 nats eventyr. Til at fuldende oplevelsen, floej der vilde groenne papegoejer rundt - bliver det mere fantastisk?

Efter rundturen blev vi koert hjem til hotellet. Et ganske udemaerket hotel, men ikke et jeg ville kunne bo paa i laengere tid. Rejseveninden ville friskes op, men jeg gik en tur i byen med nogle af de andre fra gruppen. Vi saa intet anerledes, men blot det saedvanlige: tiggere, folk der saetter sig og goer deres toiletting alle steder, legende og generte boern og dovne koer.

Kl. “half tree”, som vores guide Aki udtaler det, moedtes jeg med de resterende mennesker i gruppen. Vi gik ind paa omraadet for Taj Mahal og entrerede gennem East Gate. Jeg havde absolut ingen forventninger til Taj Mahal, for foelte at jeg allerede havde set det hele, eftersom der er billeder af gravmonumentet overalt i verden. Jeg vidste hvad jeg gik ind til - troede jeg!

Foran mig taarnede sig et kaempe “palads” i rent hvidt marmor. Rundt omkring laa en kaempe fantastisk park anlagt i lige linjer og perfekt symmetri - dejligt  at se groenne traer og groenne plaener! Taj Mahal var langt stoerre end jeg umiddelbart havde forventet - men saa smukt, at det er en umulig opgave at fortaelle i ord om dets praegtighed.

Historien bag Taj Mahal er, at den samme mogul, der blev sparret inde i red Fort af sin egen soen, byggede Taj Mahal til sin yndlingskone. Hun fulgte ham overalt, foedte ham 14 boern og doede i en alder af 39 aar. Hendes sidste oenske til manden var, at han byggede et gravmonument hvis lige endnu ikke fandtes og hvis smukhed aldrig ville kunne overgaas. Det tog 22 aar at bygge Taj Mahal og da han var faerdig, begyndte han at bygge modstykket hertil: et gravmonument paa den eksakt modsatte side af den flod som Taj Mahal er bygget ved. Hans gravmonument skulle vaere i sort sten. Paa den maade ville de to gravmonumenter komplimentere hinanden paa perfekt vis. Forinden dette byggeri kom ordentligt igang, blev mogulen “vaeltet” af sin soen og sat i faengsel, netop fordi han brugte saa mange penge paa monumenter til sig selv, og ikke taenkte paa befolkningens bedste. Mogulens sidste oenske var, at blive begravet ved siden af sin yndlingskone i Taj Mahal. Derfor ser man to grave indenfor - en hoej (mogulen) og en lav (konen), for ingen maa vare hoejere end mogulen. En arkitektonisk teknisk detalje ved Taj Mahal er, at de 4 taarne, der omringer selve templet, er tiltet en smule udad. Ved et evt. jordskaelv eller lignende, vil disse vaelte udad og derved ikke oedelaegge selve gravene. Taj Mahal kan i al sin storslaaenhed ikke beskrives, men skal opleves. Vi blev og saa solnedgangen, hvilket til d.d. er det mest romantiske jeg nogensinde har set. Lyset der reflekterede paa det hvide marmor, gav hele omraaddet en speciel belysning, der fik mig til at maabe. Aldrig har jeg set noget saa smukt (foeler jeg skriver lige praecis den phrase en del gange, men jeg mener det hver evig eneste gang).

At oplevelsen blev krydret med et abepar der hyggede sig gevaldigt.. tjaa.. det fik i hvert fald hele gruppen til at grine gevaldigt. Men ja ja.. der er jo ogsaa machohanner i abeverdenen!

Rejseveninden var i bedre humoer det medste af dagen. isaer fordi hun fik lov at laane mit kamera: vi maa jo deles om tingene!

Om aftenen tog vi alle ud at spise i Agra. Jeg fik samtidigt koeb 2 t-shirts og et superflot blaat toerklaede til finere brug. Da vi kom tilbage til hotellet smuttede rejseveninden og jeg i seng med det samme, og jeg gaetter paa der ikke gik mange sekunder foerend jeg snorkede hoejlyd

India oh India

Vi stod sent op idag - kl. 11 eller lignende. Alok ringede og vaekkede os (ARRRGHHH), men vi smed roeret paa igen. Lige nu er vi simpelthen saa traette af ham! Paa en eller anden maade er han ALTID i vores synsvinkel - de er utraettelige de indere. Han vil bestemme hvornaar vi skal op, hvad vi skal lave og hvornaar vi skal gaa i seng. Jeg er paa ferie for h…… og det vil jeg nyde. Paa en eller anden maade fik jeg det sagt og han trak sig endelig tilbage.

Kl. 13 moedtes vi med resten af gruppen, der blandt andet består af 2 andre danskere. Foelelsen af at tale dansk med andre danskere er staerkt undervurderet.

Efter diverse intro, tog vi paa tur til Old Delhi (den del af byen, vi troede hotellet laa i. Beskrivelsen af Old Delhi er mennesker alle vegne, ledninger, tiggere, koer, noegne boern overalt - vores kvarter ligner til forveksling meget ovenstaaende beskrivelse). Men hvor var forskellen dog stor. Old Delhi bestaar hovedsagligt af bittesmaa straeder, der er uigennemtraengelige p.g.a. menneskemaengden, der foeles uendelig. Der er et straede til hvert taenkeligt shoppeoenske. Man skulle tro det var sublimt for mig.. men ahh.. det var lige i overkanten.

Aki, vores guide, tog os ind i et tempel, hvor der var adgang for kvinder. Det var sikhernes tempel, hvor der er fri adgang for alle. Her uddeles gratis mad og drikkelse, og alle dem der oensker, kan yde frivillig hjaelp. Det var et utroligt venligt folk vi moedte, men som saa mange andre templer, var ej heller dette noget saerligt.

Efter rundturen blev vi foert med metroen til Caunahaugh Place, men eftersom baade rejseveninden og jeg allerede havde udforsket dette sted, tog vi tilbage til Karol Bagh (stationen ved hotellet) og spise noget velsmagende og billigt mad. Generelt er maden utroligt staerkt hernede og det skal jeg vaenne mig til. Utroligt nok har jeg dog undgaaet maveonde indtil nu. Efterfoelgende tog vi hjem og gik direkte i seng.

Indien er nu et maerkeligt land. Hvor andre steder ser man barber”shops” paa gaderne, folk der forsoeger at tjene penge ved at saelge en tur paa vaegten eller folk der saelger lynlaasstropper?? Det mest soergelige er dog, naar deforme tiggerboern humper efter mig, siddende paa hoften eller en lille stump som eneste stoette, fordi den indiske mafia har tortureret dem, for at skabe turisters medlidenhed - hernede er medlidenhed lig med mulighed for flere penge. DET er altsaa heftige sager. Maengden af fattigdom er skraemmende og helt uvirkeligt. Endnu har vi ikke set saa meget, men de er der: hunde og koer spiser skrald for at faa mad, boern der er blevet foraeldre i en alt alt for tidlig alder, toej der for mange aar siden var farverigt men nu kun fremstaar graabrunligt - det er alt sammen LIGE der foran mig. Stanken af urin, forurening, sved og mad er mikset sammen til en vaemmelig ‘duft”, der for det meste faar mig til at gemme ansigtet i toerklaedet. Indien er i sandhed et haardt land at rejse rundt i.

Udmattelse

Delhi er for alvor begyndt at saette sine spor i mig. Jeg hoster, nyser og nyder ikke morgnerne. Man skulle tro en tyk taage daekker hele Delhi.. men nej. Det er forureningen der viser sig vaerst om morgenen.

Idag skulle vi have vaeret til Jaipur (noget man efter sigende SKAL se) i Rajasthan. Uheldigvis fik rejseveninden det daarligt allerede fra morgenstunden af, saa den tur blev aflyst. Istedet fik hun en full bodymassage af Alok - JA vi er MEGA traette af ham og hans meget direkte facon. Ved ikke om det  var positivt eller ej, men hun fik da gulnet blusen og fedtet sengetoej ud af det. Til alle Jer der laeser med: han er uddannet massoer.

Resten af dagen sov vi, hyggede vi, gik paa markedet (jeg shoppede smykker for ca. 4000 rps.). Aftensmaden stod paa foraarsrulle og vegi-burger - koed er for mig stadig et ukendt faenomen hernede. Jeg agter at det skal blive saadan i lang lang tid endnu.

Egentlig har vi ikke lavet saa meget idag. Har ondt i halsen af al den forurening og savner at se noget groent! AAh hvor er Danmarks natur dog skoen! Har taenkt rigtig meget paa Lieblings idag og hvad jeg vil med fremtiden.

Alok and the village people!

Alok er en natportier paa hotel Goodtimes. En ung inder paa 25, der laeser Tourism International og er interesseret i at vise gaester det ”rigtige” Delhi. Og hvilken tur han gav os. En mere fantastisk, eventyrrig og livsbekraeftende dag har ejg aldrig oplevet i mit liv.

Foerste punkt var den tidligere omtalte metro. En tur paa 35 min. var ligesom den foerste - ikke spor rar. Alligevel slappede jeg mere af i Aloks naervaer! Nu var der i det mindste ingen som antastede os eller sagde noget til os.

Foerst saa vi Dwarkha - den rigeste del af Delhi. Mest af alt lignede det raekker af betonklodser a la Brondbyoester. NEJ tak til mig. En klods her og der plantet midt imellem golde marker!

Alok fangede en tuk-tuk (dette er tuk-tuk-land) og foerte os ad smaa veje og grusstier til en lille village i det fattige Delhi. Undervejs stoppede ALLE op og maabede, saa snart de fik oeje paa os - vi var de foerste hvide mennesker til at besoege byen, og eftersom de fleste aldrig havde vaeret uden for byen.. jaa.. gaet selv hvordan vi saa ud i deres oejne. Lyshaarede havde de aldrig hoert om eller set - saa jeg var den helt store turisattraktion og rejseveninden med.

Alok praesenterede os for en ”vens”kone (23 aar og allerede hjemmegaaende husmor paa 3. aar.), der boed os velkommen og indenfor i sit hjem. Vi blev belaert om hinduismen og betydningen af de roede prikker i panden: det er gifte kvinder, der baerer disse. Alle andre er ugifte eller enker. Som de 3 kvinder stod der i deres farvestraalende hverdagskjoler, foelte jeg mig flov over mig selv. Kedeligt hverdagstoej og ingen make-up. Alligevel behandlede de os som dronninger.

Rygtet om vores besoeg, bredte sig som ringe i vandet, og inden laenge stod der horder af generte men velplejede boern i gangen og kiggede nysgerrigt. De forsvandt dog skrigende saa snart vi sagde “Hello”! Det har helt sikkert vaeret en oplevelse for dem at se hvide mennesker. Efterhaanden loesnede de op, og vi kunne sige goddag til dem. Flere af pigerne aede vores hud og var i det hele taget meget betagede af vores udseende.

Efter en tid med hundredevis af “Hello” og “Namaste” gik vi op paa hustaget eller terassen som de kaldte det. Der var ingen doer eller noget der forhindrede regnen i at loebe ned i gangen.. nej nej… kun en trappe og et hul i loftet. Vi gik derop for at faa et kig ud over landsbyen. Og den saa vi da.. men overalt paa tagene stod der folk og betragtede os. For at lette stemningen vinkede vi ivrigt og af og til blev det beloennet med et vin tilbage. Oftest dog blot et maabende blik. At se disse mennesker betragte os som guder fra oven, se dem blive ekstatiske over et haandtryk og med store oejne roere vores hvide hud og udbryde “sooo butiful”.. tja.. det roer ved det inderste i mig. Vidunderlige uskyldige boern, der endnu ikke er praeget af Vesten. De skulle bare vide hvilken verden der findes udenfor. Her spiller toej og haar ingen rolle.. her er alle ens!

Gennem hele turen fulgte vores entourage af omkring 10 personer efter os. Overalt hvor vi kom, stoppede folk op. Ja selv “borgmesteren”, tog sig tid til at hilse paa os. Soerme om han ikke ville have, at jeg skulle blive i byen, for saa ville der jo komme “many many people”.

Vi besoegte den lokale skole - et palads sammenlignet med husene, men et skur set med danske oejne.

Vi besoegte endnu en by og blev budt velkommen med samme gestus som i den tidilgere. En stor forskel var dog, at vi ikke laengere var “de hvide”, men nu blot “the moneypeople”. I denne by saa vi vilde fasaner, koer, en enkelt abe og alt for mange gamle mennesker. Til slut blev vi blessed af 3 tudsegamle hejrer, der lagde deres bittesmaa stankelbenfingre paa vores hoveder og sagde en masse volapyk… ja ja.. Namaste og Dhanyavad (hej og mange tak). Altsaa hvad siger man til saadan noget?? Men igen, man kan aldrig blive for sikker herude i Indien, saa en blessing om god ‘vind’ fremover skader vel aldrig!

En af de engelsktalende piger i byen, fik sin far til at koere rejseveninden, Alok og jeg tilbage til Delhi, hvor vi tog paa pizzahut. Ahh endelig noget vi begge foelte var rent (IKKE sundt derimod). En koeretur gennem Delhi fulgte, og vi blev sat af ved en metrostation. Alok kom op at skaendes med en fyr, der efter sigende forsoegte at antaste rejseveninden og jeg. Militaeret fik heldigvis ham fyren paa afstand og vi fortsatte vores rejse mod university campus. Paa dette tidspunkt var klokken blevet mange (dvs. 18) og moerket var ved at falde paa. Ved vejs ende blev vi hentet af Aloks bedstre ven, der koerte os til campus. Sammen gik vi alle 4 rundt paa universitets omraadet og saa paa faciliteterne: faldefaerdige huse uden farve og med revner over det hele. I stor kontrast hertil, havde proffessorerne en paladslignende bygning, hvori de opholdt sig. Saa stort (stoerre?) som et slot, men meget meget smukkere. I stil a la det hvide hus. Tror nok de danske professorer ville blive groenne af misundelse, hvis de saa de forhold hernede. Efter en times rundtur med oel i haanden og indisk musik blaesende ud af hoejtalerne (ja det var HYLENDE morsomt), blev vi koert tilage til hotellet.

For at sikre os, at Alok ikke blev fyret, gik vi en anden vej hjem end ham. Undervejs stoppede vi ved et andet hotel og spurgte om Internet “No”, men smaafulde som vi var takkede vi istedet ja tak til en biri-biri.. en fattigmandscigaret. 

Efter en lille times snak forlod vi den rare vagt og satte kurs hjemad. Efter endnu en oel og brezzer paa taget smuttede vi traette, opstemte, euforiske og maettede af oplevelser i seng..

Delhi By

Vi sov meget laenge imorges og kom for sent til morgenbuffetten. Istedet spiste vi igen toasts. Det er langt fra naeringsrigt, men det eneste vi pt. toer forsoege os med. Vores lille bog med ca. 30 oversatte ord hjaelper lidt men ikke meget. Til alt held er de fleste indere ‘gode’ til engelsk og det er super dejligt. Det hjaelper os fremad.

Omkring kl. 11 tog vi metroen ind mod Mandy House. Igaar ville vi aldrig have bevaeget os i naerheden af metroen, men med en ny dag kommer ny energi. Vi fik en vejbeskrivelse, men dumme som vi var, fortalte vi en tuk-tuk mand at vi skulle til metroen og derfor ikke oenskede et lift. Selvfoeligelig ledte de os paa afveje, for muligvis at faa en tur alligevel. Vi overgav os ikke og naaede mere eller mindre helskindet frem.

Metrostationerne er et virvar af securitytjeks og militaert politi, som staar sikkert gemt bag bunker af sandsaekke. Vi var de eneste hvide mennesker i maengden og blikkene kunne maerkes. I selve toget stod vi taettere end sild i en toende. Naar folk i DK brokker sig over overfyldte tog, vil jeg raade dem til at tage en tur til Inden.. man er HURTIGT kureret!! So to all the danes ”You haven’t seen anything yet darling”.

Vi tog paa sightseeing og vandrede en lille del af byen tynd. Vi saa India Gate, som i sin udformning ligner triumfbuen paa en prik. Hvem sagde kopi? Efterfoelgende gik vi ca. 40 min. mod Caunahaugh Place - centrum af Delhi. Undervejs ‘besejrede’ vi blandt andet rundkoersler uden forgaengerfelte. Trafikken koerer som i England, hvilket godt kan vaere forvirrende. Isaer naar en bil pludseligt stopper op og parkerer midt paa gaden. Sammenfletning er kodeordet for her betyder bade roedt og groent lys KOER! Paa forunderlig vis gaar det hele op i en hoejere enhed og vi saa kun et enkelt uheld idag.

Den foeromtalte plads er i sig selv ikke noget prangende syn. En gigantisk rundkoersel, der i midten rummer en park og en underjordisk bazar. Folk hiver og flaar i os, og tilbyder alt fra haengelaase, sarii’er, knappenaale etc. Saagar en enkelt bong blev vi tilbudt. Vi ‘flygtede’ til det groenne omraaede hvor isaer lyst haar aabenbart er et saersyn for jeg nedstirres helt paa grotesk vis og faar ogsaa en del tilraab.

Ud af det blaa har rejseveninden faaet en engelsktalende buddy. Han viser os foerst til et turisbureau, men vi forlader dog hurtigt butikken igen. Det er simpelthen for primitivt. Soerme om ikke den samme buddy staar og venter paa os da vi traeder ud af forretningen.. Jo jo da! Vi forsoeger at goere ham til nytte, saa vi beder ham om at vise os til en god restaurant. Denne gang rammer han plet. Her spiser vi en meget underligt udseende frokost (ligner mest af alt diarre), men det smager fortrinligt. For 52 danske kroner spiser jeg fin fin frokost med alt inklusiv - ogsaa drikkepenge! Dyrt i Indien, men dejligt med ‘ordentligt’ mad.

Igen staar vores ven og venter paa os da vi kommer ud, men denne gang afviser rejseveninden ham haardt og han lader os vaere. Det er foerst da han er gaaet, at vi mangler ham. Hvor finder vi en ATM? Vi forsoeger at krydse en heftigt trafikeret vej, men maa dog opgive. Vi ender op ved en gangtunnel, men jeg naegter at gaa derned. Det ser simpelthen for uhyggeligt ud. Paa trappen sidder tiggere i brune klaeder, der vist nok engang var farverige. Haaret er graat, huden brun og gaar i et med klaederne, taenderne er ikke-eksisterende og fingrene ‘lange’. Til alt held kommer en touristagent og gelejder os vaak. Han viser os venligst hen til en ATM, men selvfoelgelig ikke uden at fortaelle om sin forretning - alle vil paa en eller anden maade have noget af dig. Det er stressende og udmattende!

Efter at have vaeret i banken skynder vi os hjem med pengene.

Om aftenen kan vi ikke falde i soevn (det bliver moerkt allerede kl. 18-18:30) og vi taler til kl. 04 om morgenen om folkeskoleminder, gamle kaerester ets. Vi er saa glade for, at det lige netop er os to der rejser med hinanden. Paa en eller anden maade forstaar vi hinanden og giver den anden plads til at vaere sig selv. Dette bliver et minde der binder os sammen for livet. Hun er virkelig en fantastisk person hende 'rejseveninden'.

Savner alle Jer derhjemme!

Incredible India

Da vi ankommer til Delhi lufthavn ser vi intet andet end hundredevis af biler, tiggere og og en tåget sky over Delhi - forureningen er markbar og tydelig! Vores forudbestilte transfer er endnu ikke dukket op, og da ankomthallen er fyldt med militærfolk med 50 år gamle maskingevær, begynder panikken så småt at brede sig. Rejseveninden er ved at græde. At diverse taxamaend på anmasende vis forsøger at pådutte os et ‘billigt’ lift til hotel Goodtimes (vores destination), gør bestemt ikke situationen bedre.

Til alt held ankommer vores bestilte Intrepidguide og leder os ud til vores bil - en brugt bil!! Bulerne i bilen giver anledning til betænkeligheder, men der er ikke andet at gøre end at stige ind.

Turen til hotellet er overvældende. Mødre vasker deres børn i vejkanten, skolebørn i uniform på vej i skole og mænd der enten ligner små børn på min lillebrors alder, eller er så skrøbelige, at man frygter døden hvert sekund, er paa vej på arbejde.

Alt i alt en skræmmende oplevelse. Der er støvet overalt og det kan mærkes i halsen allerede på nuværende tidspunkt. Guiden taler heldigvis engelsk og spørg nysgerrigt til vores hverdag.  Vel ankommet til hotellet efter 40. minutters intens og frygtelig trafik (aldrig har jeg set så mange biler), tjekker vi ind og når vores værelse. Skræmte fra vid og sans og med et stærkt ønske om at tage første fly hjem, falder vi i søvn (kl. var på det tidspunkt 9 om formiddagen). Da vi vågner kl. 16, når vi lige at smutte forbi det lokale marked: et virvar af forretninger, tuk-tuk, rickshaws og tiggere dominerer indtrykket. Ledninger hænger løst fra elstolperne, bygningerne er faldefærdige, frodige kvinder viser deres bare maver i strålende sarier og mændene står overalt og handler eller ryger billige cigaretter kaldet biri-biri! Indiens mangfoldighed er stor og fattigdommen er overalt!! Et farverigt samt kaosagitigt stemmningsbillede er hvad der printer sig ind på nethinden i løbet af den første gåtur, der ialt strækker sig over 45 minutter.

Udmattede vender vi tilbage til hotellet og bestiller mad - vegetarisk MILD mad med basmatiris. Aldrig har jeg smagt noget SÅ stærkt. Som alle ved er vand jo ikke den store trøst, så jeg hang i og spiste ca. en fjerdedel af retten. At jeg resten af aftenen havde utroligt godt gang i tarmsystemet.. tjaa.. det behøver jeg ikke skrive mere om vel?.

Omkring kl. 10 smuttede vi i seng - helt ødelagte og begge meget stille. Stemningen var trykket det meste af aftenen. Det er som om vi begge to tænker samme tanke: vil vi nogensinde komme til at elske Indien?

P.s. Gav Intrepidtransferguiden 5 euro i tips, da jeg ikke havde mindre. Det svarer til 250 Rps. hvilket er ca. 230 rupees for meget. :s

Første skridt på (den nu allerede overståede) rejse..

Så er der ikke længe til jeg rejser. Jeg har ikke skrevet så meget om min forestående rejse herinde, men nu er det vist på tide, at jeg forklarer lidt nærmere.For halvandet år siden besluttede min folkeskole-gymnasie-uni-veninde (ja vi går way back), at tage på en kulturel og oplevelsesfuld rejse til Østen. Siden den dag i august 2007 har vi haft tusinde af overvejelser og ændringer i rejseplanen. Hvad kan vi nå? Hvad har vi råd til? Hvor er vores interesse? Hvad vil vi med rejsen?I april måned 2008 kom så det første rigtige tiltag: vi bestilte billetter til New Delhi, Indien. Siden er det gået stærkt og rejsen har nu følgende form: Nordindien, Nepal, Hong Kong, Nord- og derefter sydvietnam, Thailand (omkring Chiang Mai, Bangkok, badeferie på koh tao, koh samui). Herefter tager min barndomsveninde hjem til DK og jeg fortsætter til Bali, hvor Lieblings møder mig i Denpasar lufthavn. Efter 17 dages elskovsferie vender vi snuden mod Danmark igen. 4 måneder bliver det til i alt for mit vedkommende. 4 måneders ferie fyldt med kulturchok og oplevelser; Indiens mangfoldighed, flyvetur til Mount Everest, overnatning i telt i nationalpark med vilde dyr, besøg på munkekloster i 3 dage, vilde fester og shopping i Hong Kong, smuk natur ved halong bay i vietnam, efterkrigstid i ho chi minh city, trekking i nordthailands jungle, besøg og overnatning i bjerglandsby, thai cooking class, bangkoks eventyrlighed, ø-eventyr på koh tao og koh samui og kærlighedsparadis på Bali…. JA TAK!!Det bliver en vidunderlig tur - jeg kan på ingen måde vente. Pt. mangler jeg kun et par småting og så er jeg mere eller mindre klar! SÅ FANTASTISK!!!Jeg vil forsøge at opdatere 1-2 gange om ugen, så I herinde også kan følge med. Bliver det ikke helt så tit, så håber jeg I kan bære over med mig! Men nøøøøøjjj hvor jeg glæder mig Det eneste negative er selvfølgelig, at jeg skal undvære Liebling så længe! Men.. hvis det virkelig skal være os to, så skal vi nok klare os. Uanset hvad der sker, har vi aftalt at mødes og tilbringe tiden sammen på Bali!..Er overbevist om det bliver helt fantastisk og uforglemmeligt det her   

"Og om lidt, er kaffen klar.."

Tasken er nu pakket - efter megen møje og besvær er den ENDELIG pakket færdig! Har dog følelsen af, at jeg har glemt noget. Kan ikke komme på hvad det er.. .. må sætte min lid til, at det ikke er noget vigtigt! Ellers er det bare øv bøv!

Nu har jeg tid til Lieblings, familien og hvem der ellers måtte komme forbi til en kop kaffe (nej jeg er IKKE kaffedrikker, men byder gerne)!

Torsdag min torsdag!!

Så er det blevet torsdag - dagen hvor jeg skal pakke min taske, få ordnet det sidste til rejsen og i det hele taget være HELT færdig og klar til rejsen.. men er jeg det?? Naaaaj - på ingen måde. Istedet hygger jeg mig med lang morgenmad, god frokost, tv-serier, et kig på den nye isbjørneunge i Aalborg Zoo og alt muligt andet, der på INGEN måde har noget med “klargøring til rejse” at gøre. Det er ganske forfærdeligt, men føles nu meget rart med en hyggenygge dag sådan midt på ugen og lige inden jeg rejser. Klogt? Nej! Dejligt og tiltrængt? JA JA JAAAA!!

Føler lidt at det seneste halve år er druknet i arbejde, studie, søvn, arbejde, eksaminer, mad og så lige lidt mere arbejde. Har stort set ikke lavet andet end at have lange arbejdsdage, sove så snart jeg kom hjem og ikke bevæge mig så meget som 100 meter de dage jeg har haft fri. Ikke meget “liv” over det!!! Men vil SÅ gerne den her rejse og med sødt kommer surt (eller omvendt)! Håber inderligt at den bliver det hele værd. 4 måneder med dasen er bestemt IKKE hvad jeg har sat mig i hovedet. Nej, jeg vil opleve kulturen i hvert land og ikke blot se den polerede overflade (i Indien er der vist ingen poleret overflade, eftersom der ligger lig i gaderne.. or at least so I’ve heard!)… Uanset hvad, er jeg sikker på det bliver en rejse for livet! Bloggen vil om muligt indeholde en tiendedel af, hvad jeg kommer til at opleve - og beskrivelsen vil ikke på nogen måde være fyldestgørende.. for hvordan kan man beskrive og forklare 4 måneders eventyr og oplevelser med ord?? Og jeg er ikke engang forfatter og har det skrevne ord i min magt..

Men men.. jeg vil gøre et forsøg, så I herhjemme vil have mulighed for at følge mig! Hvad enten det er for at få vished om, at jeg rent faktisk har det godt, for at følge mig i mine oplevelser, eller blot for at ønske det var Jer selv.. tja.. det er mig underordnet! Håber bare I nyder det og det godt herhjemme i mellemtiden..

Vi ses på den anden side

Le Coq Rouge og bryllupstanker

Lieblings og jeg spiste ude igår. Efter længere overvejelse bestilte jeg bord på Le Cog Rouge på Vester Voldgade. Det var en noget blandet oplevelse - ved ikke helt om jeg kan anbefale stedet. Service, omgivelserne, vinen.. alt andet end maden var perfekt. Selve maden var til gengæld middelmådig til prisen. Menuen lød rigtig lækker og fin, men det var en blandet smagsoplevelse. 

Helleflynder - Vagtel æg - Karl Johan - Rødløg

Kalv i teksturer - skorzonerrod - perleløg - persille - pommes terrin

Pistacietærte - lys chokolade mousse - sveske - sprød tuille

"Kalv i teksturer" lyder lækkert og den ene del var da også udsøgt - men stykke nr. 2 var revet kalvekød "mast" sammen til en blød bøf. Her var smagen underlig - kan ikke forklare hvordan.. men det var mærkeligt. Persillen var 3 stk. frisk persille som pynt. Tilsat retten var en form for rødvinssauce - det havde Lielings ikke helt forstået meningen i, så han spurgte efter mere "sovs til maden". He he.. men vi fik da mere sauce!

Chokolademoussen havde en eftersmag af lakrids - lidt tilvænning og det smagte faktisk ret godt. Svesken så vi ikke meget af, men "sveskemarmelade" var på menuen, sammen med friske bær. Tuillen var hårdere end almindeligt sprød, så den fik jeg ikke spist!

Rent faktisk smagte deres apetizers bedre end selve maden; friskbagt brød med 2 forskellige slags tapernade at vælge imellem: oliven og artiskok med hvidløg! Se DET er noget der virker! Da vi bad om den 3. brødkurv og allerede havde tømt de to tapernade glas, kiggede tjeneren MEGET mærkeligt på os. Måske mest fordi vi ikke engang havde fået hovedretten på dét tidspunkt!

På trods af den noget blandede smagsoplevelse, hyggede Lieblings og jeg os helt fortræffeligt. Faktisk begyndte vi at tale om bryllup, dato, forventninger til aftenen, vores ønsker til dagen og stedet. Efter en lille smuttur på Pub & Sport, hvor jeg vandt over Lieblings 3 gange (!!!) i dart, smuttede vi hjem og så på slotte og herregårde, som vi talte meget om. Jeg blev fuldstændig overrasket over samtalen og Lieblings mange ønsker!... Men men.. jeg ser det som drømme om fremtiden og ikke noget der nødvendigvis fører til noget i den nærmeste fremtid.

Min indre prinsesse fik lov til at komme HELT op og ud i det åbne igår.. og det samtidig med at Lieblings rent faktisk tog prinsessen alvorligt og ikke blot grinede afvisende.. UHHHH fantastisk!!! Som jeg har skrevet før, er jeg TOTALromantikker og æ-æ-æ-ælsker det meste pladderromantik, så en aften som igår var lige i øjet - bortset fra maden altså!

Tilbageblik og overblik! - grublerier en fredag nat..

Det er fredag aften d. 23.1.09. Kl. er 24 og jeg kan ikke falde til ro. Lige nu er jeg i vildrede over rejsen. Ønsker jeg virkelig at være væk så længe? Jeg mener, 4 måneder er altså rigtig, RIGTIG lang tid. Det er ikke aådan at jeg skal samle mig om ét sted og én kultur... næ nej, jeg skal opleve stort set 1/6 af verdens kontinkenter!! Og det er fandme fucking meget.

Måske er jeg nervøs fordi jeg lige har indset, at jeg misser min stedfars 50 års, min søsters 17 års og meget meget mere. Livet stopper jo ikke blot fordi jeg rejser ud i den store vide verden! Hvorfor er det, at alt herhjemme ikke bare kan gå i stå imens jeg er derude?? Det vil gøre rejsen meget mere overskuelig - kan ikke klare tanken om, at jeg går glip af noget vigtigt! En anden ting er alle de kilo jeg ville have mulighed for at smide i de næste par måneder - men igen.. hvis jeg fortsætter i samme dur, vil vægten kun stige eller stagnere.. ikke falde. Bliver nødt til at gøre noget ved det NU! Problem = dårlige undskyldninger.. Baaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhh. Må vist indrømme, at jeg er en sucker for "gode" undskyldninger overspringshandlinger - ikke blot hvor gærdet er lavest, nej det er ikke-eksisterende, der hvor jeg befinder mig!

Glæder mig til at stoppe i underholdningscenter. Håber det kan få vægten ned. Nogen der kender nogen, der kender andre, der kender én der kan hjælpe mig??? For ja, jeg skal have hjælp. Hjælp til at komme på rette spor igen og "lige tage 75 mavebøjninger", som jeg plejede at gøre (og så er dét ikke engang lyv)..

... fuck det gør ondt at skrive det her!!! Jeg krænger mit hjerte HELT ud! Jeg vil elske at være tynd (almindeligt tynd!!!), at kunne passe hvilken som helst tøjsstil og se pissehamrende godt ud. Alle de ting jeg plejede at gøre og som fik fyrene til at kigge på den der helt specielle måde... ÅÅÅÅHHH hvor ville det være skønt at føle sig eftertragtet igen... men .. hvis jeg ikke engang føler mig på hjemmebane i DK.. hvordan vil jeg så tilpasse mig i udlandet, når nu det ikke drejer sig om 2 uger.

Åh så mange tanker og overvejelser - har helt ondt i hovedet. Vil virkelig gerne have styr på mit indre og derved igen få styr på det ydre.

Før kunne jeg udskyde tankestrømmen fordi der var mange andre ting jeg liiige skulle have styr på først: lejlighed, fast kæreste, bachelor, økonomi etc. Men nu hvor der er styr på disse ting, kan jeg ikke længere løbe fra mine tanker.. og det er skræmmende! At skulle tage tyren ved hornene.. for alvor! Der er ingen vej udenom. Dét jeg har forsøgt at undgå i så mange år, er noget jeg ikke længere kan løbe fra - og alligevel forsøger jeg så inderligt. At rejse 4 måneder væk til den anden side af jorden, må siges at være et ihærdigt forsøg. Men det er bare ikke godt nok. Jeg burde egentlig blive herhjemme, kræve svar og forsøge at klatre over (springe går ikke, for så falder jeg hurtigt) hvor gærdet er højst og se mine indre djævle i øjnene.

Der MÅ være en årsag til at jeg konstant vejer 10-15 kg. for meget og konstant higer efter andres anerkendelse: psykisk, fysisk og materielt. Jeg vil anerkendes for min intelligens (ja man skulle ikke tro det, men har faktisk en IQ på omkring 130-135), skønhed og alt det materielle jeg har erhvervet! Sådan har jeg haft det lige så længe jeg kan huske, og den følelse er ikke forsvundet endnu. Har stadig en indædt (forfærdelig og kvalmende) trang til at hævde mig selv.. .og det er SÅ forkert!!!

Jeg bør elske mig selv for hver celle jeg indeholder og hver tanke jeg tænker. Jeg skal sætte tid af til at arbejde og "kæle" for mig selv. Det er et must - ellers ender det med, at jeg som 45-årig ikke aner hvem jeg er, hvad jeg står for, hvor mine grænser går og hvad jeg vil med resten af livet.

Jeg skylder mig selv den tjeneste at bruge tid på mig selv, så jeg kan blive hel indadtil såvel som udadtil. - Det er vel ikke for egocentrisk af mig?

------------------------------

Har en ide om det hele bunder i et svigt fra min biologiske far. Hvis han ikke engang kan elske og omgås mig for den jeg er.. hvorfor skulle resten af verden ville det??

- Det er virkelig svært at skrive om det her. Tror jeg fumler rundt og ikke holder hoved og hale i hva faen det egentlig er, jeg vil frem til, så stopper her førend du, kære læser, bliver mere forvirret!.. Det eneste jeg kan tilføje er, at jeg pt. går med en hulens masse overvejelser om min nutid og min fremtid - noget med, at jeg skal gøre op med de indre dæmoner, jeg har holdt nede i flere år og ikke længere undvige dem.. men det er VIRKELIG langt nemmere sagt end gjort!!

---- update 27.1.09---

Når jeg skriver om mine indre dæmoner og tanker og overvejelser, mener jeg dét faktum, at min biologiske far fravalgte mig i sit liv, fra jeg var spæd! Desuden kan jeg tilføje, at jeg er ret følsom af person og af og til har meget emotionelle øjeblikke - som i fredags - hvor jeg tænker over alt mellem himmel og jord - af og til bliver det lige lovlig poetisk og overvældende.. men men.. det er nu meget rart at lade tankerne strømme frit!

kørekortsdrama...!

Så skulle man erhverve sig sit internationale kørekort og siger DAMEN at mit kørekort er meldt bortkommet -- "øhh nej vent. Det er meldt stjålet i sommeren 2005".

Nå - så sidder man der og ligner et spørgsmålstegn og har absolut INGEN ide om hvad faen der foregår! Meldt stjålet... i 2005! Og så sidder man og funderer lidt og tænker over hvad politiet i alverden SÅ har tjekket, de 3 gange man er blevet stoppet og har fremvist selvsamme kørekort!

Til at starte med kan jeg overhovedet ikke komme på, hvad der er sket dengang i 2005, men så er det som om en klokke ringer. "Ååhh ja.. der var vist noget om, at jeg efter en bytur ikke kunne finde min pung og derfor meldte kortet stjålet og derefter straks gik i seng igen for at pleje mine koloenormt-altså-VIRKELIG-store tømmermænd og dér fandt pung og kørekort gemt under hovedpuden. Men jeg ringede altså ind med det samme og meldte det "fundet", så jeg forstår ikke helt det der???". Prøvede ihærdigt at kigge på DAMEN med troskyldige og meget hundeagtige-øjne, men som alle kvinder ved, ja så hjælper det blik ikke på heteroseksuelt orienterede kommunalt ansatte DAMER, der har sindssygt travlt med at betjene utilfredse køvenhawnere!!

Ét eller andet må jeg dog have gjort rigtigt, for DAMEN skrev, at mit kørekort blev fundet samme dato - altså i år 2005 - og derefter.. no problemo!

Men pyyyhh.. blev ret så nervøs lige i det øjeblik!

NOBLE!!

Dette er MIN HUND!!! Vi fik ham fra hvalp og beholdt ham indtil han blev 3 år. Desværre var mine forældres hus ikke stort nok til en 65 kg. stor hund. Når hunde når den størrelse, ja så fortjener de at være på en gård med masser af plads til at løbe frit omkring... og der er han så nu. Sammen med sin søster! På en gård nær Næstved. Har set billeder af ham på fruenshoej.dk - overvejer kraftigt at køre ned for at sige hej.. men så alligevel ikke! Er bange for jeg ødelægger et eller andet, eller at han ikke kan huske mig.. ÅÅH.. det ville jeg ikke kunne klare!! Er i syv sind.. skal, skal ikke, skal, skal ikke...

Men savner ham, DET gør jeg! Han var og er verdens bedste kælepotte! He he.. jeg plejede at nusse ham i det hvide stykke øverst på hovedet. Så snart jeg stoppede, bjæffede han et par gange indtil jeg fortsatte! He he.. at høre den store hund bjæffe som en anden chihuahua, det var altså sjovt! En anden ting han elskede, var når jeg nussede ham mellem tæerne .. ihh altså.. er helt emo over det her! Savner ham så forfærdeligt..

Håber han ved jeg elsker ham inderligt!!

Chauffør på afveje

Kommer lige i tanke om en episode der skete i sommers: Skulle hente min (sted)far på hans arbejde i rigspolitichefens bygning. Den ligger skråt over for politigården, som de fleste vist kender! Nå men jeg skulle hente ham på en lille gade (så lille at navnet ikke engang optræder på krak.dk - jeg har tjekket!). Jeg kørte ind og helt ned til enden, vendte om, kørte tilbage igen, vendte om igen etc. Samme procedure om og om igen!

Jeg overså totalt tre meget unge, meget lækre og meget autoritetstro politifolk, der ihærdigt forsøgte at komme i kontakt med mig - dog uden held.

Det var først da jeg så min far stå storsmilende i et af vinduerne, at jeg holdt ind til siden og steg ud. I det sekund jeg vinkede til ham, hørte jeg én af de tre politifolk råbe "Der er ensrettet"!

....... - verden stod stille -.................

Det eneste der bevægede sig i mange MANGE sekunder var blodet i min krop, der på bemærkelsesværdig vis samlede sig i hovedet på mig! Postkasserød, HA.. det her var MEGET værre!

Og min far.. ja han sad og smågrinede hele vejen hjem! ØV ALTSÅ!! Har ikke hentet ham lige siden. Er overbevist om jeg kun slap for en bøde, fordi de så hvor pinlig og skamfuld jeg blev! SE DIG FOR FEMALE!!

F..'#%¤/"#/"/!!/#( INTERNET!!!!

Behøver jeg skrive hvad der skete igen igen igen???

Har omtalt det for et par indlæg siden, og er så gal at jeg ikke gider skrive mere for idag!!!! (tror jeg) - fucking lorte internet!!!

kender du det..

..når man ringer til sin chef, og midt i samtalen skal tisse heeeelt vildt meget og man beslutter sig for at det kan man da godt lige gøre samtidigt; hvis bare man nu sætter sig helt frem på brættet og tisser laaaangsomt - lidt ligesom når man er på toilettet de første gange hos en brand new boyfriend!

Så sker det, at man tilfældigvis får slået mikrofonen til omtrent samtidigt med, at man rammer cisternen forkert, og ens tissetår lyder som Niagara Falls! Efterfølgende er der HELT stille fra begge parter og man aner absolut ikke hvad at sige. PINLIGT!!.. så er det man ønsker det var en veninde og ikke chefen!

Kender du det?? Hvis ikke så er du heldig... for det gør jeg!!!!

Dumme internet!

Så havde man lige skrevet kæmpelangt indlæg om alt og ingenting, og så fucker internettet helt op og pist væk er det!!!.. arrrgghh altså... Skal nok skrive det igen.. når jeg har tid!

Østen!

Så er der ikke længe til jeg rejser. Jeg har ikke skrevet så meget om min forestående rejse herinde, men nu er det vist på tide, at jeg forklarer lidt nærmere.

For halvandet år siden besluttede min folkeskole-gymnasie-uni-veninde (ja vi går way back), at tage på en kulturel og oplevelsesfuld rejse til Østen. Siden den dag i august 2007 har vi haft tusinde af overvejelser og ændringer i rejseplanen. Hvad kan vi nå? Hvad har vi råd til? Hvor er vores interesse? Hvad vil vi med rejsen?

I april måned 2008 kom så det første rigtige tiltag: vi bestilte billetter til New Delhi, Indien. Siden er det gået stærkt og rejsen har nu følgende form: Nordindien, Nepal, Hong Kong, Nord- og derefter sydvietnam, Thailand (omkring Chiang Mai, Bangkok, badeferie på koh tao, koh samui). Herefter tager min barndomsveninde hjem til DK og jeg fortsætter til Bali, hvor Lieblings møder mig i Denpasar lufthavn. Efter 17 dages elskovsferie vender vi snuden mod Danmark igen. 4 måneder bliver det til i alt for mit vedkommende. 4 måneders ferie fyldt med kulturchok og oplevelser; Indiens mangfoldighed, flyvetur til Mount Everest, overnatning i telt i nationalpark med vilde dyr, besøg på munkekloster i 3 dage, vilde fester og shopping i Hong Kong, smuk natur ved halong bay i vietnam, efterkrigstid i ho chi minh city, trekking i nordthailands jungle, besøg og overnatning i bjerglandsby, thai cooking class, bangkoks eventyrlighed, ø-eventyr på koh tao og koh samui og kærlighedsparadis på Bali.... JA TAK!!

Det bliver en vidunderlig tur - jeg kan på ingen måde vente. Pt. mangler jeg kun et par småting og så er jeg mere eller mindre klar! SÅ FANTASTISK!!!

Jeg vil forsøge at opdatere 1-2 gange om ugen, så I herinde også kan følge med. Bliver det ikke helt så tit, så håber jeg I kan bære over med mig! Men nøøøøøjjj hvor jeg glæder mig :-)

Det eneste negative er selvfølgelig, at jeg skal undvære Lieblings så længe! Men.. hvis det virkelig skal være os to, så skal vi nok klare os. Uanset hvad der sker, har vi aftalt at mødes og tilbringe tiden sammen på Bali!..

Er overbevist om det bliver helt fantastisk og uforglemmeligt det her :-)

Strandet hval!

At dase som en strandet hval - det er hvad jeg har præsteret i dag. Hverken mere eller mindre! Var på arbejde 10,5 time igår i underholdningscenter og hold k... hvor var der travlt! Så troede man lige man havde en stille og rolig dag - SNYDT! Istedet løb jeg rundt, stressede helt vildt og forsøgte at holde styr på bar, kunder, køkken, personale etc. Men hvem der havde styr på mig....who knows?? Det viste sig ved fyraften, hvor jeg mere eller mindre kollapsede i sofaen ved hjemkomst til lejligheden og sov i 14 timer.

Skulle også have været på arbejde idag søndag, men heldigvis fik jeg fri - dog først da jeg allerede sad i toget og kun havde 10 min. transport tilbage ud af i alt 40 - men hey.. bedre sent end aldrig!

Nu ligger jeg på sofaen - igen. Har lige set Danmark kæmpe sig til sejr mod Serbien ved VM i herrehåndbold. DK ROCKS!!!! Nu står den på play-off kampe i NFL og derefter mere søvn!

Rigtig go' søndag!!

Ps. Igen igen igen var det mig der skulle kokkere mad til chefen (for underholdningscenteret) og hele hendes familie. Ved ikke hvorfor, men det ender altid op med, at der er mig, som har den tjans. De 2 kokke sniger sig altid udenom! Rimelig surt når man står med en menu, man knap nok kan udtale. F.eks. ratatouille.. jeg mener.. ud over tegnefilmen.. tja.. så har jeg ingen ide om hvad fanden det er. Og perlespelt?? Nævn mig 1 almindelig dansker der har hørt om og benytter perlespelt i deres madlavning!!!! Jeg føler jeg har rimelig godt styr på madlavning - mad til 30-80 pers. klarer jeg let, forudsat at jeg ved hvad jeg laver.. men de der 2 ting.. tja.. det aner jeg VIRKELIG ikke hvad er og hvad faen man bruger det til!! Maden endte dog ud vellykket og som sædvanlig var der ros (ja ja.. jeg klapper mig selv lidt på skulderen, og det er FANDME også iorden engang imellem).. så jeg holder søndag med god samvittighed :-)

Sukker over Louis Vuitton!

Åhh.. hvor ville jeg dog ønske, jeg havde så mange penge, at jeg kunne købe det meste af Louis Vuittons nye kollektion.. for hold K... hvor er der mange fede ting.

Ja ja.. jeg ved godt jeg ikke burde shoppe lige inden min østenrejse til mange mange MANGE tusinde kr., men har udset mig et par sandaler jeg MÅ eje. MUST HAVE - and I'm gonna get it...

Det er lige præcis de sandaler jeg har ventet på i hele 5 sæsoner, for fik ikke købt dem sidst de var i handlen... så NU slår jeg til!! 2000 BOBS lige inden rejsen.. men hva.. jeg lever jo kun 1 gang, og jeg VED de vil bringe mig megen glæde - for så materialistisk er jeg nemlig!!!

Lieblings indrømmelse

Følgende indlæg er skrevet onsdag d. 14.1.2009, men først udgivet d.d.

For lang tid siden (10. november) skrev jeg et indlæg med overskriften "Kedlen koger en søndag morgen....". Nedenstående er en forlængelse af det føromtalte indlæg - der er nemlig kommet en TEMMELIG heftig tilståelse på bordet. Hvordan dette kom på tale følger her:

Jeg er på arbejde i underholdningscenter, og venter på at Lieblings ven (ham der efter sigende, i ÆDRU tilstand, kørte Lieblings mors bil over en busbom) kommer og afleverer 700 kr. til mig, som erstatning for min jakke han glemte i S-toget på vej hjem kl. lort søndag morgen efter en heftig nat. Efter 2 måneder skal jeg endelig modtage mine penge - bedre sent end aldrig.

Da hr.vigtigper kommer svansende hen til baren, spørger jeg om han ved hvor meget Lieblings skal betale for uheldet? Følgende svar lammer mig totalt:

"Nej men jeg kan forestille mig det er meget. Sådan som han kørte og med den fart han havde.. for saaaatan mand..jeg mener han hev og sled i rattet. Han kørte jo kun over den busting fordi han mente det var en genvej."

Stilhed.......... TOTAL stilhed.

2 sekunder føles som 2 timer og før jeg får set mig om er han ude af døren igen.

Da sammenhængen endelig går op for mig, er jeg sønderknust. For det første har Lieblings ikke noget kørekort, for det andet har han kørt flere kilometer i meget langt fra ædru tilstand, for det tredje har han løjet for mig, for det fjerde han har løjet noget så godt og grundigt for sin mor - som ovenikøbet betaler det kørekort han pt. er igang med at tage.

Er FULDSTÆNDIG målløs!

Bedre bliver det ikke af, at Lieblings går i forsvarsposition og begynder at råbe op i telefonen: du skal i hvert fald ikke og hvorfor stoler du ikke på mig?? etc. Til sidst smækker jeg røret på og venter et par timer med at ringe op igen - denne gang undskylder han, og forklarer det med, at han er pinlig og skuffet over sig selv (ingen kan lide at blive konfronteret med deres fejl - godt man ikke er en model!!) 

Vi har talt om det her til aften, men ved ikke hvordan det påvirker vores forhold. Er helt tom indeni. Har ikke lyst til at dele det med tøserne.. for.. tjaa.. jeg skammer mig over at have en kæreste der har gjort sådan noget! Her sidder pigen der ALTID har prædiket nærmest ekstremt høje straffe for spirituskørsel... og nu har hendes kæreste gjort det selvsamme.

Er fuldstændig i syv sind og har mest lyst til at grave mig ned og aldrig tale med ham mere.

Ved godt det ikke er måden at komme videre på, men lige nu er jeg simpelthen for skuffet til at kunne føle andet!

Hvad gør jeg herfra???

- slut -

Om at bløde mens man venter..

... på at få sit transitvisa til Kina. DET er bare ikke fedt.

Stod i kø her til formiddag for at søge om transitvisa til Kina.. og hvad sker der selvfølgelig midt i den MEGET lange kø (8 numre på FUCKING 30 MINUTTER. Helt ærligt.. jeg taler ikke engang kinesisk og har aldrig været der, men så svært kan det for helvede da ikke være at sætte en elastik om ansøgning og pas???? AARRRGGGHHH) ???? Efter at have siddet ned i omtrent 45 min, rejser jeg mig op.. og lige dér mærker jeg blodet sive ned in le panties!

10 numre endnu, og toilettet er ikke til at se - i nødstilfælde findes der intet bedre end foldet toiletpapir til at sætte en stopper for lavastrømmen!! Hmm, hvis jeg nu ikke rykker mig, men bliver stående med krydsede ben, så kan jeg muligvis redde den her hjem. Og sørme om ikke Gud viser sig fra sin venlige side: Vupti og 10 numre er nået i løbet af 2 min. THANK YOU LORD!

På vej ud gennem menneskemængden spotter jeg selvfølgelig toilettet, der hele tiden har ligget ved indgangen og blot ventet på at redde mig.

På vej hjem i bilen med trusserne fulde af toiletpapir, slapper jeg helt af med visheden om at gode gamle tampax venter på mig når jeg kommer hjem :-)

sø' beske'...

Så fik man lige følgende sms fra Lieblings (og ja.. der er en baggrundshistorie, som jeg ikke lige har tid til at skrive nu):

Hey min elskede prinsesse! Håber du har sovet godt og drømt sødt. Du skal bare vide, at ejg elsker dig over alt på jorden og jeg savner dine blide kys og frække smil. Jeg savner dig hvert sekund vi ikke er sammen. Jeg glæder mig til at komme hjem idag til din lækre mad og til at bruge den vigtige tid sammen med dig inden jeg skal undvære mit et og alt i, for mig, en evighed. Jeg forguder din skønhed, din ærlighed og specielt din unikke personlighed. Du er mit livs lys. Kys til dig min skat!

Nogle vil finde ovenstående kvalmt og skræmmende.. men ja.. når man langt hen af vejen stadig er nyforelsket, er det DEJLIGT!! Og ja.. jeg elsker kvalmende pladderromantik, røde roser og lange kys. Men sådan er jeg!!

Personalehygge d. 10.1.09

Lørdag var jeg på arbejde i underholdningscenter indtil kl. 15! Det er der sådan ikke noget galt med ... hvis det så bare var fordi man kunne tage hjem og slappe af.. men nej nej for selvfølgelig var der planlagt personalehygge samme aften (med start kl. 16). Nåede kun LIGE hjem i bad m.v. førend jeg blev hentet af selvsamme smukke modelkollega jeg var på arbejde med tidligere på dagen (nogle mennesker er altså uforskammet smukke)!!

Gud hvor jeg altså IKKE gad afsted... der er simpelthen ikke noget værre end at skulle ud af døren, når man VIRKELIG ikke gider! Overvejede kraftigt at aflyse, men igen...alligevel ikke...Så sad vi 2 trunter i bilen og gabte om kap hele vejen ind til Nørrebro teater, hvor chefen havde arrangeret FEDE billetter til forestillingen "En skærsommernats komedie" med bl.a. Jan Gintberg! En genial forestilling by the way. Morede mig mest over de 2 ældre par der sad foran (omkring 70 år gamle). De mandlige parter græd af grin over ord som pik, fisse, patter og sammenligningen mellem den kvindelige krop og en forlystelse hvor manden ikke gider stå i kø for at komme til - en forlystelsespark for KUN 1 person. Deres respektive koner sad stive i ansigtet og kiggede forfærdet på hinanden... men okay.. det var ikke et stykke for sarte sjæle - men ret sjovt alligevel!!!

Chefen sponsorerede 2 retters menu, drikkelse og efterfølgende drinks på Barcelona - DET kan virkelig anbefales. Eneste minus er, at man ikke må have det sjovt for "det er et voksensted", som dørmanden så pænt fortalte, da vi var liiiidt for højlydte. Ja ja ja.. og FUCK HAM SÅ! Jeg havde i hvert fald en hyggelig aften, hvilket billederne på facebook også vidner om (godt man ikke er fuld HVER weekend, for så ville facebook være fuldt). En ginflaske var min bedste ven hele aftenen - et særsyn i sig selv, da jeg aldrig drikker.. og da slet ikke gin! MEN MEN.. "Tom Collins" er altså en drik for guder!!!

For at sige det mildt blev jeg godt fuld den aften - men okay.. eftersom jeg ikke har drukket tæt de sidste maaaaange måneder, giver det ligesom sig selv.. og især med en ginflaske limet til hånden hele aftenen! Nå men som de fleste drukaftener ender, endte min med en taxatur hjem til lejligheden.

Eneste minus var, at Lieblings ikke sov hjemme men istedet hos den mandlige del af tidligere yndlingsvennepar (og nej.. er stadig ikke venner med hans nye kæreste)!

May you rest in peace...(2)

Så blev Lieblings farmor begravet - d. 9.1.09 - og hvilken begravelse det var. 85 mennesker i kirken, og stort set lige så mange ved det efterfølgende kaffe-arrangement! Det var en meget meget smuk begravelse, og præsten leverede en sublim præstation. Talen var yderst personlig og rørte mig dybt. Personligt var det en meget bevægende dag for mig - jeg bliver altid meget rørt når andre mennesker er kede af det - det er vel ingen skam at sige, man er utroligt følsom? Lad os bare sige, at jeg i hvert fald fik tudet min del, af det der skulle tudes den dag.

Begravelser er altid triste, men som præsten sagde: I skal nu viderebringe budskabet om afdøde. For så længe budskabet lever, så længe vil afdøde leve iblandt os, og henviste til læren om Jesus! Meget sigende.... og meget korrekt. Så længe vi husker at tale om vores afdøde, så forsvinder de aldrig helt!!

host host..

så er man forkælet, snottet OG har feber for gud ved hvilken gang..

Mere er der ikke at sige om det! Ligger under dynen og har ingen planer om at bevæge mig herfra de næste maaange timer!

Go' tirsdag.

Overraskelsen..

Det har været en svært forvirrende og underlig dag. Med tabet af Lieblings farmor, er alt andet trådt i baggrunden.

MEN MEN.. da en KÆÆÆÆÆMPE buket blomster står foran døren, da vi endelig kommer hjem udmattede og trætte efter dagens strabadser (min skulder er helt død efter 3 vacciner og en masse trøsten), kan jeg ikke lade være med at smile og kaste mig i favnen på Lieblings.

"IIIHHHH SCHATZE", hviner jeg til ham og for første gang idag sender han mig et stort bredt smil!

"Skat, jeg elsker dig mere end stjernere selv. Du er lyset på en grå regnvejrsdag. Jeg elsker dig mere end livet selv. Lieblings xxx"

Selvom teksten bærer præg af Lieblings ekstremt stive tilstand i købsøjeblikket, så er det stadigvæk dejlige og fantastiske ord! Det varmer mit hjerte at vide, at Lieblings tager sig tid til det, på trods af han egentlig hygger med drengene.

Forestil jer scenariet: 3 unge fyre vælter ind i blomsterbutikken så snart den åbner og begynder at snøvle frem og tilbage. De har alle været vågne i godt og vel 26 timer og har drukket i de 12.. ha ha.. det må have været et syn for guder. Er sikker på ekspedienterne har misundet mig en lillebittetiny smule..

.. blomster.. mm... 

... (drømmer mig væk til en blomstermark)...

.. back again..

.. findes der noget mere fortryllende???

May you rest in peace...

Lieblings fik et opkald fra sin far kl. 00:15 i nat. Hans farmor var indlagt på intensiv afdeling med hul på hovedpulsåren - selvsamme åre hun blev opereret i for et par måneder siden. Dengang var det en udposning - nu, som sagt et hul.

Aldrig har jeg set så skræmmende et syn. Den ellers så stærke kvinde.. med slanger overalt, som hun febrilsk prøver at rive ud (hun fik smertestillende medicin langt stærkere end morfin)...hun er helt væk og taler i vildelse meget af tiden. Hendes hjerte banker så hårdt, at jeg nu slet ikke er i tvivl om hvor det sidder henne - huden bulede nemlig ud ved hvert slag.

Stemningen kl. lort om natten på en intensiv afdeling er mildest talt til at skære igennem! Angst, død, hospitalslugt, gråd og familiens afmagt, er et gennemgående træk!

Den tilkaldte læge giver følgende besked: Uden operation vil hun ikke overleve - med operation er hendes chancer 5-10 procent. Tal lige om dårlige odds.

Her til morgen fik vi besked om hendes død. Hun klarede ikke operationen!

Lige om lidt skal vi ind og sige farvel! Hun var en fantastisk kvinde. Stærk, handlekraftig og modig!

May you rest in peace...

YESman!

Lieblings inviterede til hygge i biffen her til aften, da jeg gav billetter til Spirit igår, som var en virkelig kedelig oplevelse.

YESman derimod er en rigtig fed film. Den er på mange måder plat, forudsigelig og a la mange andre af Jim Careys film - og så alligevel ikke.

Den handler om, at sige JA til livet og dets muligheder. JA til gode oplevelser, men også til de mindre gode - for de fører på én eller anden måde også til gode oplevelser! Og det er HER filmen er anderledes! Filmen er inspirerende på mange måder og når man går derfra, går man med en følelse af at springe ud i lige netop dét man sagde nej til igår ("for hvad vil andre dog tænke" eller "Nej DET kan jeg virkelig IKKE") - og du har ganske ret: siger du nej.. tja.. så kan du nok heller ikke. Men siger du JA JA JA, så lever du livet og finder ud af hvor meget du egentlig kan og indeholder!

Så sig ja til livet - det vil jeg gøre :-)

Allerede nu har det givet pote. Lieblings og jeg skal lige om lidt begynde at planlægge vores store USA-tur. Noget han har udskudt læææææænge :-)